Kollektivet sejrer i Ekko Film Cup

Det er kollektivets dag i filmbranchen.

Det er dagen for den årlige fodboldturnering Ekko Film Cup, der for ottende gang vil forsøge at skabe sammenhold mellem branchens mange aktører, som i hverdagen – på godt og ondt – har forskellige meninger og interesser.

Her er journalister fra Filmmagasinet Ekko og Wingman, som blandt andet består af journalister fra Radio24Syv. Her er produktionsselskaber som Zentropa, Meta Film og Miso Film. Og her er Danske Dramatikere, Filmfestivalerne og Have Kommunikation.

Der er to baner, et telt med de to flabede kommentatorer, Henrik Fallesen og Anders Hagen, en kvindelig massør til de ømme drenge og et fadølsanlæg med tørstige fodboldspillere i kø. Alt sammen opvarmning til aftenens grillmad og musik med DJ Gul.

Bestikkelseskampen
At turneringens åbningskamp står mellem Zentropa og Det Danske Filminstitut (DFI), gør kun optakten bedre.

Filminstituttet holdt indtil april 2016 Zentropa under skærpet tilsyn. Man mente, at Zentropas bogføring og valg af udgifter – betalt af filmstøtte – ikke levede op til kravene under indspilningerne til Antichrist.

Det var Zentropa stærkt utilfreds med, og nu går rygterne på, at de vil have hævn. Derfor kalder Filminstituttets vicedirektør Claus Ladegaard da også åbningsduellen for ”bestikkelseskampen”.

”Zentropa har helt sikkert betalt Ekko for at møde os i den første kamp. Og pengene er stensikkert brugt af støttekronerne, men jeres bladredaktør, Claus Christensen, vil ikke kommentere på det,” griner han.

Holdene er gået på banen.

En syvmandsbane midt i ingenmandsland. Bag banens ene langside ligger Gammel Køge Landevej. Bilerne flygter mellem forstad og by. Bag banens anden langside er flere baner, hegn, grus, industri og faldefærdige industribygninger.

Vi er langt ude i Valby, og det er måske sidste gang, at Ekko Film Cup afholdes her. Også her i den lille storby er der planlagt bebyggelse.

Som så ofte med store åbningsbrag har kampen svært ved at leve op til forventningerne. Ud over et målmandsdrop fra Zentropas keeper – den røg midt mellem benene – er der hverken sved, blod eller tårer at skrive hjem om.

Men kampen ender 2-1 til Zentropa, så rødderne fra Avedøre med den alternative bogføring får en lille hævn over de statsansatte fra Gothersgade.

Det symbolske opgør
Turneringens symbolsk vigtigste kamp skal vise sig at blive den tredje i turneringen.

Den bliver spillet mellem de to hold – Meta Film og Miso Film – der ender i finalen. Det er to hold, som ifølge Miso Films træner, filminstruktør og komiker Oliver Zahle, præsenterer hver sin spillestil: det kollektive over for individualismen.

”Vi har et sammenhold og kæmper for det. Vi jubler på sidelinjen og spiller bolden rundt, så alle er med. Det er lidt ligesom at lave film. Meta Film er stærkt hold, men de er fyldt med individualister. Vi er kollektivet,” siger Oliver Zahle.

Sidste år udmærkede Meta Film sig ved at vinde turneringen under navnet Danmark ’92, som var en henvisning til publikumssuccesen af samme navn. De fik skuespillerne fra filmen til at stille op, og flere af dem er med igen i år. En skræmmende modstander, men Miso Film er klar til at tage kampen op.

”Jeg har det ligesom Liverpools Jürgen Klopp, der arbejder med munden, øjet og hjernen,” siger Oliver Zahle. ”Mit hold har øjnene, min assistent Christian Potalivo er hjernen, og jeg er munden.”

Det er en hårdt spillet kamp, og der bliver gået til den. I begyndelsen er fysiske Miso Film bedst, og det får de hurtigt udnyttet. Et indkast ind i feltet mod forreste stolpe rammer Niklas Herskinds hoved, som nikker den op under overliggeren. Han viser sig at blive en af turneringens bedste spillere.

Nu står der 1-0 til kollektivet, og der bliver brølet nede fra sidelinjen.

Panik ved frispark
Glæden varer dog ikke længe. Meta Film sætter sig hurtigt på kampen, men de virker ikke udpræget tilfredse.

”Stop nu dommer, mand. De får alt,” råber en af Metas spillere tydeligvis frustreret over dommerens linje. Det skal vise sig ikke at være sidste gang, dommeren får på puklen.

Imens fumler deres store stjerne, Cyron Melville, med bolden. ”Jeg så ham i 2 ryk og en aflevering,” siger en af kommentatorerne. ”Dér præsterede han ikke.”

En af mange veloplagt spydige kommentarer fra Hagen & Fallesen.

Cyron Melville kan tage det. Han har vundet turneringen tre gange for Zentropa og én gang med Meta Film, eller skal vi sige Danmark ’92.

Og Meta Film er da også ved at få et overtag. Store Larsen sætter sig på midtbanen med sin fysik, og det skaber plads til de andre spillere, små teknikere, der én efter én forsøger at trænge igennem Miso Films mur.

Meta får tilkæmpet sig et frispark uden for feltet. Cyron Melville sparker, men dommeren fløjter. Det var for tidligt sparket. Det skaber lidt panik, og da Cyron atter sparker – lovligt – ryger den direkte i kassen.

Kampen ender 1-1.

Misos assistent, Christian Potalivo, løber over til spillerne. ”Det er verdensklasse, drenge. Så er der fadøl,” og man spekulerer på, om det i virkeligheden er Potalivo, der er munden – og ikke Oliver Zahle.

Uden fodboldstøvler
Lidt væk fra det hele står en gruppe piger og træner. Det er debutanterne fra Have Kommunikation. De får taget holdfotos og er godt optimistiske.

– Har I øvet jer?

”Æh, øhm,” svarer Emilie Greve Falbe-Hansen, der helt sikkert tror på sejren.

De løber ind på banen, nogle uden fodboldstøvler – og med t-shirts under shortsene.

”Det må være ny mode med trøjerne nede i bukserne,” joker kommentatorerne.

I modsætning til havenisserne hænger Ekkos fodboldtrøjer skødesløst.

Peter Rewers – som kommentatorerne straks døber ”Pirlo” efter den aldrende, italienske playmaker – sætter sig på Ekkos midtbane. Det vil sige: Han snupper bolden på midten, tager tre træk og scorer!

Det ser nemt ud, og det er det også. Havenisserne er uforberedt på niveauet, men alligevel går det ikke helt så godt, som Ekkos chefredaktør, Claus Christensen, havde forventet. Han står nervøst og tripper på sidelinjen, selv om hans hold er foran.

”Jeg er ikke helt tilfreds med det forsvar. Hvem skal jeg tage ud, hvem skal jeg tage ud?” spekulerer træneren, som har haft svært ved at finde en erstatning for den skadede venstreback, Casper Hindse.

Ekkos nummer 17 falder i bolden.

”Dér er han,” siger Claus Christensen ikke uden humor om spilleren, som hives ud på sidelinjen for at få sig en pause.

Målmand: Handsker, nej tak!
Ekkos Mette Flink får scoret på kort afstand.

Og Sara Darling Dark Horse (sig ikke, at Ekko mangler seje kvinder!) erobrer bolden, lige da Have har givet den op. I bedste Maradona-stil dribler hun gennem den ene efter den anden Have-spiller. Desværre ender hun med at skyde over et frit mål.

Mere underholdende er det, at Have sparker målspark ud med hænderne.

Reglerne sidder ikke ligefrem på fingerspidserne, og da Claus Christensen galant går hen og tilbyder Haves målmand, Viktoria Skovhus, handsker, afslår hun, for de er klamme, og hun vil ikke ”polstres til”.

Efter kampen evaluerer pigerne og de enkelte fyre fra Have. ”Det har noget med energien at gøre,” konkluderer de – og henter fadøl.

Sådan fortsætter det.

Have Kommunikations samlede målscore bliver 0-21. Det dårligste resultat i turnerings historie, inklusive det legendariske Girls United. Men holdets profil, Viktoria Skovhus, er ikke sådan at vippe af pinden. Hun er stolt af, at hun fik reddet et skud med røven!

Som et værtshus
En af turneringens overraskelser er Team Players med den gamle Vild med Dans-vinder David Owe.

Han viser sig at være yderst gennembrudsstærk. Med hurtige løb og flere flade indersider sikrer han sit hold en tur i kvartfinalen. Efter 2-2-kampen mod Skofabrikken ser han dog godt anstrengt ud.

– Hej David. Jeg kommer fra Ekko. Hvad føler du lige nu?

”Mine lunger er ved at dø. Når man løber i venstre side af banen, er det ligesom at være på værtshus. Alle står jo og ryger,” siger han.

Team Players løber ind i en lussing i kvartfinalen mod Miso Film, der vinder 4-0. David Owe er fladkørt.

”De gik hårdt til mig og fratog mig to friløbere,” siger han grædefærdig.

Niklas Herskind fra Miso smadrer derimod bolden op i krogen fra kanten af feltet efter en brysttæmning. Han giver bagefter sit hold æren, en ægte holdspiller.

Metas individualister med Store Larsen i marken tager den ene sejr efter den anden. Og bemærkelsesværdigt står Cyron Melville ofte udenfor og ser sit hold spille.

”Man er jo kommet op i alderen, jeg er 32 år, og der er andre på holdet, som er lige så gode som mig,” siger driblekongen Melville beskedent.

Men mon ikke, at han sparer kræfterne til finalen?

Melville har før spillet for Zentropa og vundet turneringen flere gange. Han indrømmer da også, at de gyldne tider var med Zentropa, men han var glad for at vinde med Danmark ’92 sidste år.

Straffe eller ej
Opkomlingene fra Profile Pictures når hele vejen til kvartfinalen, hvor de møder Zentropa.

Forinden har Profile Pictures tabt 0-2 til Ekko, og holdets målmand, instruktør og manuskriptforfatter Rasmus Heisterberg (I blodet) afslører, at det var et taktisk nederlag, så de kunne møde Zentropa, der er langt fra fordums styrke.

I starten tror man faktisk på ham.

Thor Sigurjonsson fra Profile Pictures smadrer den ind med ydersiden til en 1-0-føring. Men så begynder presset fra Zentropa. Alt spil foregår foran Rasmus Heisterbergs felt. Han springer rundt med feberredninger, indtil han nedlægger en angriber i feltet.

Eller gør han?

Som kommentatorerne siger: ”Dommeren kunne se det, Zentropa kunne se det, ingen andre kunne se det.”

Men der står 1-1 på tavlen, og snart er der straffesparkskonkurrence. Det er symptomatisk for konkurrencen, at de skiftes til at brænde. Til tonerne af Morricones soundtrack fra Den gode, den onde og den grusomme.

Lige indtil Zentropa scorer. Og målmand Rasmus Heisterberg skal sparke. Og brænder.

”Der var aldrig straffe. Jeg ramte bolden, før jeg ramte manden. Det er dommerens skyld,” siger Heisterberg.

I den anden kvartfinalekamp mellem Ekko og Det Danske Filminstitut, er Ekko storfavorit. Men Ekkos store stjerne, som alle nu kalder Pirlo, brænder to kæmpe chancer i den ordinære spilletid. Og et straffespark i straffesparkskonkurrencen. Og så er det farvel og tak for værterne.

Det var ikke Pirlos år, og Ekkos hold, inklusive cheftræner Claus Christensen, virker lamslåede. De står inde i midtercirklen og tager sig til hovedet.

Gamle mænd i nye støvler
På sidelinjen står en pigegruppe og snakker om kærester og alt det hejs. En anden tilskuer kan slet ikke forstå, hvorfor folk går så meget op i det.

”Hvorfor tager de det så alvorligt? Det er jo bare gamle mænd i nye støvler, der ikke kan spille fodbold,” konstaterer hun.

”Når man går op i fodbold, tager man det seriøst uanset niveau,” siger en gut skarpt.

Vi er midt i semifinalerne. Det er en kamp mellem Det Danske Filminstitut og Meta Film, hvor Cyron Melville scorer fra kanten af feltet.

Filminstituttet virker udbrændte efter drømmekampen mod Ekko, og selv om de får lov at låne Ekkos Kim Foss, der kun lige nåede frem til kvartfinalens straffesparkkonkurrence og i øvrigt brændte(!), så er der ingen energi tilbage. Juliane Tang er den eneste, som udmærker sig med driblinger og afleveringer, men holdet finder aldrig åbningen.

Undervejs bliver Filminstituttets iltre keeper, Martin Keller, skadet. Måske nemesis fra tidligere, hvor han i frustration havde for store armbevægelser i mødet med en modspiller?

Den anden semifinale – mellem Zentropa og Miso Film – er fattig på chancer.

”Det minder om et afsnit fra 1864. Det er lige så kedeligt,” siger kommentatorerne spydigt henvendt til Miso Film, der producerede den forkætrede tv-serie.

Pludselig nedlægger Niklas Herskind en spiller på midten. Dommerens fløjte er tavs, og Herskind fører bolden videre til instruktøren Kenneth Kainz, der med en friløber sparker den sikkert forbi keeperen.

Efter kampen siger Oliver Zahle: ”Der kunne være dømt frispark, men det er uprofessionelt af Zentropa, at de bare stopper op i stedet for at spille videre.”

Cheerleaders og benbeskyttere
Oliver Zahle lader op til den store finale mod Meta Film ved at gentage, at det er det solidariske kollektiv over for de tavse individualister.

Meta Films holdejer, Meta Louise Foldager Sørensen, ryster bare på hovedet. Hun siger, at hun har det bedste hold i turneringen, og at de endda har cheerleaders. Derfor vinder de.

Finalens store spiller er forsvarsklippen Rasmus Rise fra Miso Film. Han mandsopdækker nemlig Cyron Melville, der bliver mere og mere frustreret. På et tidspunkt får han én over skinnebenet og klager til dommeren. Men så må man tage benbeskyttere på, lyder det tørt fra kommentatorerne Henrik Fallesen og Anders Hagen.

Kampen bølger frem og tilbage, men Meta Film kan trods tekniske færdigheder ikke åbne Misos fysiske hold op. Cyron Melville får frispark. Men han sparker bolden langt, langt forbi.

”Så du den?” spørger Oliver Zahle efter kampen. ”Det frispark er forskellen. En af vores fodboldspillere havde aldrig fået lov at sparke selv.”

Miso Film vinder 1-0. De jubler med champagne og den store pokal. Finalemålscoreren Niklas Herskind fremviser to kæmpe buler. Pølserne er på grillen. Festen er i gang, og mon ikke alle taberne fester med? Det var jo kollektivet, der vandt.