Kolonikritisk filmessay vinder Guldbjørnen

Ak ja. 

Der blev ingen pris til Gustav Möllers Vogter på Berlinalen, hvis 74. udgave netop er nået til vejs ende med prisoverrækkelsen i Berlinale Palast. 

Guldbjørnen gik i stedet til Dahomey, en essayistisk dokumentar af Mati Diop. Med udgangspunkt i tilbageleveringen af 26 skulpturer fra Frankrig til Benin bliver filmen en indtrængende anmodning til den vestlige verden om at råde bod for kolonitidens forbrydelser. 

”Vi kan enten se bort fra fortiden og se den som en klods om benet, eller også kan vi bruge den som et udgangspunkt for at bevæge os fremad,” sagde instruktøren bevæget, da hun tog imod festivalens hovedpris. 

”Som fransk-senegaleser har jeg valgt det første. Vi nægter at glemme.” 

Den kun 68 minutter lange film var hverken mit første- eller andetvalg til Guldbjørnen, men alligevel kommer valget af Dahomey ikke som en stor overraskelse. 

Jeg havde selv spået, at den ville modtage festivalens pris for filmkunstnerisk fornyelse, som i stedet gik til den østrigske fotograf Martin Gschlacht for en af mine egne favoritfilm: Des Teufels Bad. 

Det var oplagt, at den historiske, psykologiske gyser måtte vinde en pris. Og ikke helt urimeligt blev filmen belønnet for sine grumsmukke billeder af det bundfattige liv i skovens mørke.

Forbløffet instruktør
Skuespiller Lupita Nyong’os jury overraskede dog på flere punkter.

Ikke mindst ved at uddele instruktørprisen til dominikaneren Nelson Carlos De Los Santos Arias. Hans fragmenterede hybridfilm Pepe fortæller ad omveje og med mange sidespring om Pablo Escobars bortløbne flodhest af samme navn.

”Allerede det at være i hovedkonkurrencen var lidt af en overraskelse,” sagde instruktøren fortumlet, da han tog imod trofæet.

Og jeg har sjældent været mere enig i en takketale end den, som sydkoreanske Hong Sangsoo leverede. Han vandt festivalens næstmest prestigiøse hæder – juryens pris – for sin vanligt snakkesalige skitse af en spillefilm: A Traveler’s Needs.

”Jeg ved ikke, hvad I har set i filmen. Det er jeg nysgerrig over. Det er virkelig alt for meget,” sagde han ærligt.

Rablende satire
Jeg havde heller ikke forestillet mig en instruktørpris til Bruno Dumont for hans rablende satire L’Empire, hvor en rumopera udspiller sig i en søvnig fransk fiskerflække, selv om det er en kosteligt morsom film.

Den franske auteur leverede dog en mindeværdig takketale, efter at han havde undskyldt for sit gebrokne engelsk.

”Jeg har en maskine, der kan høre, hvad bjørnen siger. Lyt her!” sagde han og hev sin mobil op af lommen.

”En film har hverken køn eller hudfarve. Det er et filmisk og dybt humanistisk dokument, der udforsker verdenen og menneskeheden. Mere er der ikke at sige,” lyder en fladt monoton robotstemme fra telefonen.

Palæstinensisk triumf
Priserne i hovedkonkurrencen må betegnes som en omgang blandede bolsjer, mens vinderne i nogle af de øvrige kategorier hjalp Berlinalen til at leve op til sit ideal om politisk vovemod.

Festivalens dokumentarpris gik således til den palæstinensiske No Other Land, der over en årrække følger et landsbysamfund af palæstinensere i karambolage med israelske bosættere og soldater.

Om dagen river israelerne deres huse ned. Om natten bygger palæstinenserne dem igen, en udmarvende sisyfoskamp, som filmen hjerteskærende dokumenterer.

”Det er svært for mig at fejre prisen, når der er titusinder af mine landsmænd, som dør i Gaza, og langt flere hvis hjem rives ned med bulldozere,” sagde Basel Adra, før han indtrængende bad den tyske regering om at overholde FN’s dekret om at holde op med at sende våben til Israel.

Hans medinstruktør Yuval Abraham, der i øvrigt er israeler, benyttede lejligheden til at bede aftenens forsamling om at tale for våbenhvile.

En bøn, som både Mati Diop og jurymedlem Jasmine Trinca i øvrigt gentog, mens instruktør Ben Russell havde iklædt sig en keffiyeh, altså et palæstinensertørklæde, da han tog imod en andenpris for dokumentaren Direct Action.

Toårsdagen for invasion
Solidariteten med Palæstina føltes særligt kærkommen, efter at den afgående Berlinale-leder, direktør Mariette Rissenbeek, nøjedes med at ”anmode” Israel om at mindske civile dødstab. 

Det er hendes og kunstnerisk leder Carlo Chatrians sidste år på posten efter fem udgaver af Berlinalen. Og efter at festivalen startede med skandalestemning over, hvorvidt folkevalgte højreekstremister var velkomne på Potsdamer Platz, er de begge styret uden om politiske spørgsmål. 

Sidste år åbnede den ukrainske præsident Zelenskij festivalen med en brandtale. 

I år var prisceremonien nærmest overstået, før den ukrainske forfatter Oksana Zabuzhko, der sad i konkurrencejuryen, mindede om, at den finder sted på toårsdagen for Putins invasion af Ukraine. 

”Det er vigtigt at anerkende, at for nogle er livet ikke let. Men tilsammen kan vi gøre det lettere,” sagde italienske Carlo Chatrian under klapsalver fra salen. 

”Jeg vil ikke sige ’tschüss’, men i stedet ’auf wiedersehen’. Jeg er ret sikker på, at jeg vender tilbage i den allerbedste stilling, man kan have på Berlinalen: som publikum.”