Det danske selvbedrag

At Frederikke Aspöck skulle instruere kolonidramaet Viften, er lidt af et kuriosum. Den 48-årige instruktør stammer nemlig fra slavegjorte på den vestindiske ø Sankt Croix, da hendes tiptiptiptipoldemor var søster til selveste Anna Heegaard.

Heegaard er en af filmens hovedpersoner, og som den danske historieskrivning beretter, var hun indflydelsesrig og havde en romance med kolonitidens store danske helt og slavefrigører, Peter von Scholten. Det har været en del af Aspöck-familiens selvfortælling, at der løb stolt slaveblod i årerne.

Under sine ti år i New York var Frederikke Aspöck blevet interesseret i det, hun kalder ”det store danske selvbedrag” under Anden Verdenskrig. Var vi nu også så entydigt gode mod jøderne?

I arbejdet med Viften fandt hun ud af, at et lignende selvbedrag sværmer om den danske kolonifortid – og dermed også om familien Aspöcks stolte slaveblod.

”Jeg har virkelig lært noget om ikke bare vores nationale historie, men også om, hvordan min egen familie ufrivilligt har romantiseret historien. Så jeg kan da helt klart mærke den bitre smag i munden bag romantiseringens slør,” siger hun.

Usikre skuespillere
Viften er virkeliggørelsen af manuskriptforfatter Anna Neyes idé om at blande absurd komik med historiens alvor i Dansk Vestindien.

Projektet har taget mange drejninger over de otte år, det har taget at realisere. Handlede det om vold? Handlede det om hvidhed som synlig magt, eller om hvordan undertrykte selv bliver undertrykkere?

”Da Black Lives Matter ramte verden, blev vi selvfølgelig opmærksomme på, at det kunne være problematisk, at jeg er hvid. Så begyndte vi at researche på et helt nyt niveau og forhøre os hos kompetente akademikere,” husker Frederikke Aspöck.

”Det handlede om ikke at vise udpenslet visuel vold på den brune krop. For det kan være med til at retraumatisere nogle mennesker. Eksperterne pegede også på den tropeæstetik, som har medvirket til, at folk i Danmark opfattede øerne som smukke, menneskeforladte landskaber, der bare ventede på at blive erobret. Det legitimerede koloniseringen.”

Bevågenheden på strukturel racisme, der kom i kølvandet på mordet på amerikanske George Floyd i 2020, satte sig også i de skuespillere, som havde vist interesse for at medvirke i filmen.

”I starten fik vi henvendelser fra brune skuespillere, som rigtigt gerne ville til casting. Men efter Black Lives Matter ændrede tingene sig. Så var der nogle, der ikke længere var interesseret. Og det er fuldstændigt forståeligt, for de ønskede ikke, at deres første rolle skulle være som slavegjort, eller også var de usikre på tonen i filmen,” fortæller Frederikke Aspöck.

”Jeg blev virkelig testet af skuespillere, der skulle have to timers samtale med mig inden. Havde jeg lavet mine lektier? Kunne jeg terminologien? Hvad var mine hensigter?”

Tolv års torturporno
Det var blandt andre jazzsangeren Caroline Henderson, der insisterede på at interviewe Frederikke Aspöck, inden hun sagde ja til rollen som Gudrun – en tidligere slavegjort kvinde, der har købt sig fri og efterfølgende selv erhvervet sig slavegjorte.

”Men vi har også måttet finde skuespillere selv. Det er ofte svært at finde lige det, man leder efter, men her var mængden bare ikke særligt stor, og det er et stort problem i sig selv. Så vi har kontaktet musikere og andre på den danske kulturscene.”

Også sangeren Karen Mukupa og den tidligere vinder af musikprogrammet Stjerne for en aften, James Sampson, er med i filmen. Og Prince Yaw Appiah, der spiller ”Sorte Svend”, er en amatørskuespiller. Det var heller ikke planen, at Anna Neye selv skulle spille rollen som Anna Heegaard.

Viften er bemærkelsesværdigt blottet for visuel vold. Det står i skarp kontrast til det Oscar-vindende slavedrama 12 Years a Slave, der for ti år siden blev kritiseret for at være torturporno med sin nådesløse realisme.

”Vi har været meget opmærksomme på ikke at udpensle volden og i stedet vise den på en anden måde,” siger Frederikke Aspöck.

Der er for eksempel en scene, hvor den afstumpede admiral Irminger – spillet med fuld teatralsk ondskab af Jesper Groth – vil statuere et eksempel over for den gryende oprørstrang. Han samler alle husets slavegjorte og svinger en økse mod synderens håndled fastholdt på en træblok, men der klippes væk inden afhugningen. Og når den danske hr. Nielsen pisker sine slavegjorte, ser vi ham blot efter seancen med ondt i håndleddet.

”Vi viser ikke den hvide mand udøve fysisk vold mod en slavegjort. Men det har været en balancegang helt til den sidste dag i efterarbejdet.”

Omvendt ser vi Anna Heegaard give sin tjener Petrine en lussing. Petrine går dernæst direkte ud og giver en lussing videre til én længere nede i hierarkiet.

”De lussinger vises på lærredet, men vi har da talt om, hvorvidt det ville være bedre at klippe inden slaget.”

Punkterer myten
Frederikke Aspöck forsøger med absurd komik at udstille det groteske i det danske slavesystem.

”Paradis på jord,” kalder den danske konge det i filmen under en hyldesttale til Peter von Scholten. Og publikum får paradisisk tropeø til op over begge ører med svulmende kjoler, huse og kager malet i klare lyserøde, blå og gule farver, mens trommer, klap og caribisk messen fylder lydbilledet.

”I farve- og musikvalget er jeg gået imod anbefalingerne fra vores konsulenter, fordi jeg forsøger at reproducere den tropeæstetik, som har præget vores billede af De Vestindiske Øer. Men vi punkterer det hele tiden,” siger hun og knipser med fingrene for hvert eksempel, hun giver.

Da admiral Irminger fortæller om sin heltemodige nedkæmpning af et oprør, klippes der en illustration ind, hvor sorte mennesker brutalt bliver nedslagtet. Og da Peter von Scholten stolt fortæller, at alle er lige i Danmark, kigger de slavegjorte på skift ind i kameraet.

”Vi bryder den fjerde væg ned. Det er bare et fuldstændigt tavst blik, men alligevel en tydelig kommentar, der forhåbentlig gør, at publikum ikke læner sig for meget tilbage i sædet,” forklarer Frederikke Aspöck.

”Tegningerne udpensler volden, og det er meget muligt, at de også vil retraumatisere nogle. Men de er med, fordi det ikke må blive for letbenet. Vi kan ikke lyve om, hvor brutalt systemet var.”

Nødvendig samtale
Over seks år har Frederikke Aspöck og Anna Neye snakket meget sammen for at komme helskindet igennem filmens mange dilemmaer. Alligevel var der situationer på optagelserne, som var svære for de brune skuespillere.

”Jeg gør mig ingen illusion om, at jeg ved, hvordan det er at have brun hud. Men jeg har forsøgt at forstå det på et intellektuelt plan, og det er nøglen til den nødvendige samtale,” siger instruktøren.

Det er ellers ikke nyt for Frederikke Aspöck at instruere film med ikke-vestlige skuespillere.

I 2015 lavede hun Rosita, som skildrer en ung, filippinsk kvinde, der kommer til Nordjylland for at gifte sig med en ældre fiskeriarbejder. Dengang slog det hende ikke, at det kunne være et problem, at hun som hvid kvinde lavede filmen.

”Det var slet ikke oppe i tiden på det tidspunkt. Nu må vi se, hvad reaktionen bliver på Viften. Jeg er ikke sikker på, at jeg ville blive spurgt om at instruere filmen i dag.”