Kolonitiden med nye øjne

I colombianske Ciro Guerras brutalt smukke fortælling om Amazonas frodige regnskov og fortidens bestialske kolonialisme, er tiden en stor slange, der gnasker i sin egen hale.

Slangens favntag forsøger at omfavne Amazonasregionens oprindelige befolkning ved at bevæge sig væk fra Vestens logiske konventioner og lineære tidsforståelse, når en shaman guider to hvide mænd rundt i kano.

Her er besjæling ikke en litterær finte, men noget hovedpersonen Karamakate opfatter som selvfølgeligt. Naturligvis kan solen udgyde sæd!

Ciro Guerra forsøger at få regnskovens nuancer med i filmens sort-hvide billeder – og replikkerne leveres på ni forskellige sprog. Derfor var det en markant overraskelse, da Slangens favntag tidligere på året som første colombianske film nogensinde blev nomineret til en Oscar.

”Få troede til at starte med, at en sort-hvid film, som foregår på de indfødtes sprog, kunne nå ud til et større publikum,” fortæller Ciro Guerra over en Skype-forbindelse fra Colombia.

”Men filmen har virkelig ramt noget i tiden – og i publikum. Den appellerer til personer, som sulter efter anderledes fortællinger. Folk har fået noget, de ikke regnede med, og alligevel har mange taget filmen til sig.”

Fascineret af det ukendte
Regnskove og floder dækker det meste af det sydlige Colombia, men ifølge 35-årige Ciro Guerra er området ukendt for de fleste.

”Amazonasområdet er blevet så fremmed for os colombianere, at mange tænker på det som et sted, der udelukkende befolkes af guerrilla-krigere, narkobagmænd og et par indfødte. Men der er så mange stemmer herfra, vi ikke har hørt.”

Fascinationen af det ukendte satte Guerra i gang med at undersøge området, og i research-processen faldt han over to rejsedagbøger af den tyske etnolog Theodor Koch-Grünberg og den amerikanske biolog Richard Evans Schultes.

”De var de første, som beskrev områdets oprindelige befolkning som andet end primitive væsner, der skulle reddes fra deres egen kultur,” fortæller Guerra.

I Slangens favntag hjælper shamanen Karamakate i 1909 tyske Theo (Jan Bijvoet kendt fra Borgman) i jagten på den mytiske Yakruna-plante, der skulle kunne kurere dødelig sygdom. 31 år senere i 1940 gentager rejsen sig, da amerikanske Evan (Brionne Davis) jagter selvsamme.

Theo og Evan af inspireret af de to herrer bag rejsejournalerne.

Filmen blander de to tider på en måde, der i sig selv er en guide ind i det anderledes. Selv om Karamakate ikke forstår vestlig videnskab og materialisme, er han alt andet end en rudimentær stakkel.

De hidtil tavse
På et tidspunkt møder Karamakate og Theo et af kolonialismens torterede ofre. Colombia blev af kolonisterne anvendt til gummi-produktion, og en af denne gesjæfts slaver vralter ud foran de rejsende med én arm og et maltrakteret øje.

Han beder dem slå ham ihjel.

Det odiøse ved kolonialismen er ingen ny fortælling. Voltarie og Joseph Conrad satte fokus på uhyrlighederne i henholdsvis Candide og Heart of Darkness.

Men Slangens favntag går en ny vej.

”Jeg fandt hurtigt ud af, denne film ville blive unik, hvis jeg fortalte den fra den oprindelige befolknings perspektiv,” siger Ciro Guerra.

Karamakate er hovedperson – ikke Theo eller Evan – for sådan kunne Guerra give en stemme til de hidtil tavse.

”Kolonialismens historie er udelukkende blevet fortalt af dem, der rejste til kolonierne. Det giver ikke et dækkende billede af, hvordan det foregik. Jeg har forsøgt at tilføje nye aspekter til de fortællinger, vi allerede kender, for det er vigtigt hele tiden at lede efter nye stemmer og vinkler. Det beriger filmkunsten,” mener instruktøren.

50 ord for grøn
Slangens favntag er optaget i regnskoven med hjælp af de lokale stammer. Da Werner Herzog i 70’erne og 80’erne slæbte koleriske Klaus Kinski til Sydamerika for at optage Aguirre, den gale erobrer og Fitzcarraldo vadede de i sump og problemer – og en fra settet måtte save sin fod af, da en slange bed ham.

Ciro Guerra oplevede intet lignende:

”Mit ønske var, at filmen skulle føles autentisk. Den skal gerne fremstå som et ærligt portræt af de oprindelige folks kultur, og derfor inddrog vi de lokale både i manuskriptfasen, og mens vi optog.”

Inddragelsen af lokalbefolkningen var dog aldrig tænkt som et forsøg på at opnå et realistisk udtryk.

”Området er simpelthen for stort til, at én film kan rumme det hele. 1000 film ville ikke kunne nå omkring det hele. Min film er et lille vindue, der tilbyder et glimt af en uoverskuelig stor verden. Den er fiktion, som forhåbentligt vil gøre folk nysgerrige,” siger Ciro Guerra.

– Hvorfor har du valgt at vise et af verdens mest farverige områder i sort-hvid?

”Da jeg besøgte regnskoven, gik det hurtigt op for mig, at jeg ikke ville kunne overføre junglens unikke farver til film. Jeg ville heller ikke kunne gengive, hvad farverne betyder for de lokale. De har 50 forskellige ord for det, vi kalder ’grøn’. De farver, folk kan forestille sig, er mere virkelige end de farver, jeg kunne give dem.”

Tiden er ikke lineær
Den unge Karamakate spilles af Nilbio Torres, mens den ældre udgave anno 1940 portrætteres af Antonio Bolivar. Ingen af dem er egentlig skuespillere, men de har begge rødder i regnskovens stammer.

Og begge leverer fremragende præstationer.

Torres gestalter fornemt en aggressiv mistillid over for hvide mennesker, mens Bolivar formår at finde frem til en subtil resignation hos den ældre Karamakate, der stadig bevæger sig fjerlet rundt i regnskoven iført sine diminutive skind-trusser og en halskæde af tænder.

– Hvorfor lader du Katamarkate rejse langs floden i to forskellige tidsperioder?

”Jeg ser filmen som én lang rejse,” svarer Guerra Ciro, og så er vi tilbage ved filmens forhold til tid.

”Filmen forsøger at tage tilskueren med ind i en bevidsthed, hvor tid har en anden betydning, end vi er vant til. Film er et medie, hvor tid er afgørende. Helt grundlæggende er film ikke andet end fragmenter af tid sat sammen, så de danner en fortælling,” siger Guerra og holder en pause, før han fortsætter.

”Men den her indfødte befolkning forstår ikke tid på samme måde. De har ikke samme lineære forhold til tiden. For dem kan forskellige tider foregå samtidig, og det forsøger filmen at afspejle.”

Fanget i kolonialismen
Kolonialismens konsekvenser er synlige i de nærmest taktile billeder uanset, om vi er i 1909 eller 1940. Og i 2016 er vi stadig ikke færdig med den.

Ciro Guerra mener, at vi endnu ikke kan lægge kolonialismen bag os, da vi helt i filmens ånd stadig er fanget i dens slangelignende spiral.

”Det er farligt, når man med magt forsøger at presse egne idéer og anskuelse ned over andre mennesker. Det skaber grobund for vold og fundamentalisme. Og for vanvid. Vi er i dag efterkommere af kolonitiden, og vi må indse, at mange af de problemer, vi har i dag, stammer fra fortiden”.