Konflikt på Filmskolen
05. feb. 2019 | 22:34

Kom nu, Danmark!

Foto | Silje Rindal
Den norske filmskole i Lillehammer er en af de nordiske filmskoler i sammenslutningen Nordicil, der arbejder for at styrke samarbejdet mellem de skolerne.

Iveren efter at passe på Den Danske Filmskole kan gøre den passé, advarer sammenslutningen af nordiske filmskoler og opfordrer os til at følge resten af verden.

Af Leif Holst Jensen m.fl. / Nordicil

Det er med stor interesse, at vi har fulgt de seneste års diskussion om Den Danske Filmskole og det utrolige engagement og ejerskab, der eksisterer i dele af det danske filmmiljø i forhold til skolen. 

Vi misunder vores kollegaer følelsen af, at Filmskolen har så afgørende betydning for den danske filmbranche, for dansk og international kultur. 

Det kan virke brutalt at sige, men sådan er det ikke! 

Der findes et utal af veje til at blive filmfortæller, at få indflydelse og adgang til mediebranchen. Den Danske Filmskole har ikke monopol. Heldigvis. 

Der sker en kontinuerlig udvikling i hele den audiovisuelle branche, og det sker også på uddannelsesområdet. 

Aldrig tidligere har der været skabt og konsumeret mere indhold og oplevelser end nu. Dagens unge er visuelt kompetente og kan selv fortælle historier og nå ud til et stort publikum på et utal af måder. 

Det er derfor ikke sådan, at vi, der tilbyder film- og medieuddannelser kan opretholde strukturer og metoder, der tidligere var nøglen til succes, og fortsætte i den tro, at vi gør det eneste rigtige. 

Aktiv og konstruktiv
Danmark er en del af verden, en del af Europa og en del af Norden. Vi har brug for Den Danske Filmskole som en aktiv og konstruktiv deltager i udviklingen af den nordiske film- og mediebranche. 

Men vi oplever nu, at der er en reel fare for, at begejstringen for det, som har været, er til hinder for det, som skal ske i fremtiden. 

Efter vores vurdering er der en del ændringer, som burde have været foretaget i Danmark for noget tid siden. Derfor kan de nødvendige ændringer nu virke for radikale. 

Men iveren efter at passe på Den Danske Filmskole kan føre til, at den bliver passé. 

Opråb til politikerne
Det er ikke op til os, der tilbyder de traditionelle og efter manges mening førende filmuddannelser i vores lande at definere, hvor mange der uddannes, får job eller bliver arbejdsløse på et marked. 

Der er så mange andre uddannelser og tilbud derude i resten af verdenen, som vi konkurrerer med. 

Vi må indgå i helheden, skabe fleksibilitet, tage hensyn til studenterne og deres læringsbehov og imødekomme branchens kontinuerlige behov for nyt talent. 

Den Danske Filmskole bør og skal blive akkrediteret. Som en af de fremmeste i verden bør den udvikle sig og finde en god struktur med mulighed for bachelorløb på et højt internationalt og kunstnerisk niveau samt en toårig kandidatuddannelse. 

Filmskolens ledelse ønsker det. Nu er der behov for, at politikerne endeligt skærer igennem og definerer rammerne. 

Derefter kan skolen og alle interessenterne forme indholdet. 

Nationalskat
Det spiller sandsynligvis ikke nogen rolle for Danmark, dansk publikum eller nordisk publikum, hvorvidt Den Danske Filmskole optager tre færre eller flere studenter på en specifik linje. 

Det, der spiller en rolle, er, at skolen udvikler sig og deltager i det internationale uddannelsesmiljø, som den er del af. 

Vi konkurrerer med hinanden som uddannelsesinstitutioner i Norden, men først og fremmest samarbejder vi om at skabe de førende filmmiljøer i verden, og her har vi brug for en stærk og moderne samarbejdspartner i Den Danske Filmskole. 

Ikke en nationalskat, der engang skabte Dogme.

Kommentarer

Debat

Indlægget er skrevet på vegne af Nordicil, sammenslutningen af nordiske filmskoler.

Skribenterne er:

Leif Holst Jensen (dekan på Westerdals Høyskolen Kristiania) og Karin Julsrud (dekan på Den norske filmskolen) fra Norge.

Maria Hedman (præfekt på Stockholms dramatiska høgskola) og Klara Bjørk (lektor på Akadamien Valand i Göteborg) fra Sverige.

Arto Koskinen (underviser på Tampere University) fra Finland. 

© Filmmagasinet Ekko