Komedie beskyldes for at ”hvidvaske” Hawaii
Umiddelbart lyder Sonys nye romantiske komedie Aloha helt tilforladelig. Stjerner som Bradley Cooper, Emma Stone, Bill Murray og Alec Baldwin pryder rollelisten, og som titlen indikerer, foregår filmen på solbeskinnede Hawaii.
Men de seneste par dage er Aloha og filmselskabet Sony røget ind i en bølge af kritik for filmens fremstilling af den hawaiianske befolkning.
Ifølge The Hollywood Reporter har foreningen The Media Action Network for Asian Americans (MANAA), der beskæftiger sig med den asiatiske repræsentation i amerikanske film og medier, beskyldt Aloha for at ”hvidvaske” den hawaiianske befolkning.
”Kaukasisk hvide udgør kun 30 procent af befolkningen på Hawaii, men ser man denne film, tror man de udgør 99 procent,” skriver MANAA i en pressemeddelelse.
”Denne tendens følger en lang række film – The Descendants, 50 First Dates, Blue Crush, Pearl Harbour – der bruger Hawaii som et eksotisk bagtæppe, men ekskluderer den egentlige befolkning, som bor dér. Det er en fornærmelse mod den forskelligartede kultur og sammensætning på Hawaii.”
Brugt år på research
I Aloha spiller Bradley Cooper en jægerpilot, der sendes tilbage til en militærbase på Hawaii, hvor han må gøre op med sin fortid og ekskone.
Sony, der har medproduceret filmen, afviser anklagerne. I et officielt svar skriver selskabet:
”Mens nogle har været hurtige til at dømme en film, de ikke har set, og et manuskript, de ikke har læst, fremstiller Aloha den hawaiianske ånd og kultur med respekt.”
”Instruktøren Cameron Crowe har brugt år på at researche projektet og tilbragt mange måneder på Hawaii, hvor han har dyrket sit forhold til førende lokale stemmer. ”
Instruktøren Cameron Crowe har før stået bag film som Jerry Maguire, Vanilla Sky og senest We Bought A Zoo med Matt Damon i hovedrollen. Aloha er Crowes første film i fire år.
Aloha får dansk premiere 3. september.
Kommentarer