Maren Ade: Komik er dødsens alvor

Maren Ade er forkølet.

Men modsat Frank Sinatra, der aflyste interviewet, som senere skulle blive til et af verdens kendteste journalistiske portrætter – ”Frank Sinatra er forkølet” – giver hun stadig interviews.

Forklaringen på den forsvindende stemme kunne også være en fest aftenen før. Der er nemlig grund til fejring, når ens film bliver fremhævet som en af de bedste – og i hvert fald den sjoveste – i hovedkonkurrencen på årets festival i Cannes.

Filmen hedder Toni Erdmann og handler om karrierekvinden Ines (Sandra Hüller), hvis far Winfried (Peter Simonischek) prøver at komme tilbage ind i datterens liv.

At hendes kun tredje film som instruktør lige nu er manges favorit til at vinde Guldpalmen, har Maren Ade svært ved at forholde sig til.

”Jeg er vant til, at halvdelen af publikum kan lide mine film, måske 60/40 til den positive side. Så den overstrømmende modtagelse af filmen er overraskende, men selvfølgelig dejlig,” får hun hostet sig frem til.

Barndommen er ovre
Den 39-årige tyskers spillefilmdebut, Der Wald vor lauter Bäumen, vandt en jurypris i Sundance i 2005. Film nummer to, Alle andre fra 2009, blev hædret i hjemlandet med Sølvbjørnen på festivalen i Berlin.

Begge film havde sjove scener, men slet ikke på samme niveau som de hysterisk morsomme såvel som følelsesmæssigt engagerende øjeblikke i Toni Erdmann. Som når Ines synger Whitney Houstons The Greatest Love of All af sine lungers fulde kraft, der skal opleves, men som Ade også gerne forklarer.

”Filmen handler om at sige farvel til far-datter-forholdet og starte på en voksenrelation. Og når de krammer hinanden til sidst, er det øjeblikket, hvor barndommen er ovre,” forklarer Maren Ade.

”Det er også det, hun siger i scenen, hvor hun synger: ’Jeg kan godt synge den, men den betyder ikke det samme for mig mere. Det er blevet en anden sang for mig.’”

Alvorlig humor
Maren Ade afslører, at hendes egen far har givet hende inspiration til filmens far.

”Jeg må indrømme, at klovnefiguren, der laver practical jokes kommer meget fra min egen far, der har masser af humor og elsker at lave vittigheder,” siger Maren Ade.

”Jeg gav ham faktisk engang et par falske tænder, som han ligesom faren i filmen bruger af og til – eksempelvis når tjeneren kommer til vores bord på en restaurant. Men vi har dog et meget bedre forhold end i filmen.”

Også en fest med usædvanligt meget nøgenhed står tilbage som et af filmens mange højdepunkter. Den er sjov, fordi den tager situationen alvorligt.

”Under nøgenfesten var det vigtigt, at vi tog det så seriøst som muligt. Når chefen står nøgen i døren, skal det være eksistentielt for ham at stå der – ikke bare noget, han gør for sjov. Derfor forsvandt komikken til tider ud af situationen under optagelserne, og skuespillerne følte sig ikke særligt sjove.”

Desperation bag latteren
Sjove film er der for så vidt en del af i Cannes-programmet, men sjældent deciderede komedier. Endnu sjældnere hører disse til festivalens bedste film. Maren Ade er da også selv i tvivl om, hvorvidt hun faktisk har lavet en komedie.

”Jeg tænkte på at lave en komedie, men det er faktisk mærkeligt nu at høre den beskrevet sådan, for det er en meget melankolsk film. Jeg regnede kun med, at folk måske ville grine fem steder, og jeg var endda ikke sikker på, at det overhovedet ville virke,” fortæller hun.

”Jeg ville gerne arbejde med genren, men var også klar over, at det ikke var en film, hvor jeg som forfatter er sjov. Så da vi lavede filmen, var det vigtigere, at man i klovnen Toni kunne se faren Winfried og hans desperation for at muntre sin datter op.”

Winfried er i første omgang filmens varme person, da han vil knytte bånd til datteren på ny, mens hun er afvisende og tilbageholdende. Ade arbejdede dog meget på, at en fortid med anderledes rollefordeling også blev slået an i manuskriptet. Til det hjalp det at flytte noget af handlingen til Rumænien.

”Fortiden er altid meget kompliceret i et manuskript, for man kan ikke direkte sige det, men publikum skal alligevel mærke, hvad der er gået forud for historien. Så det var godt at tage dem ud af Tyskland til et sted, hvor de er mere ensomme og står alene over for hinanden.”

Fjendebilledet krakelerer
Særligt Sandra Hüller i rollen som den umiddelbart tilknappede Ines leverer en enestående præstation. Det skyldes også et komplekst manuskript fra Maren Ades hånd.

”Jeg ville have en karakter, der ikke er venlig, sød og sympatisk. Man skal bare kunne identificere sig med hende, og det kan man, hvis hendes problemer og konflikter er menneskelige. Jeg synes, at man i Sandras skuespil af og til kan se igennem hendes facade og kommer tættere på hende,” siger Maren Ade.

Ines arbejder som virksomhedskonsulent, der blandt andet rejser til Rumænien for at hjælpe et firma med at effektivisere.

”Jeg var interesseret i at møde mennesker på min egen alder, der arbejder med noget helt anderledes, og som er en slags fjende. Men som med alting, når man kommer tæt på, begynder fjendebilledet at krakelere, og man forstår dem. De fleste er meget kloge mennesker, som rejser meget og arbejder af lyst. Man skal være et meget åbent menneske, når man rejser fra projekt til projekt.”

Flov over sine forældre
Som mor til to forstår Maren Ade udmærket det svære i at få privat- og arbejdsliv til at hænge sammen. Til gengæld har hun brugt sine personlige erfaringer i skildringen af forholdet mellem forælder og barn i Toni Erdmann, også selv om filmens personer begge er voksne.

”Sådan har jeg det også med min søn nu. Det er både rart at se ham vokse op, men også vemodigt med bukser, der ikke passer længere.”

”Jeg glæder mig til at se, hvordan forholdet til mine børn udvikler sig. Måske er filmen min fremtid? Allerede som fireårig er min søn flov over mig. Hvor står det i vores DNA, at børn skal være flove over deres forældre?”