Komik skal gå til kanten

Nikolaj Lie Kaas har et formidabelt gummiansigt. Det ved enhver.

Men i den Berlinale-aktuelle komedieserie Agent træder han bag kameraet som manuskriptforfatter og instruktør på samtlige seks afsnit.

Det krævede lidt tilvænning, fortæller han, da vi mødes dagen for verdenspremieren på Hotel Palace i Berlins mondæne Charlottenburg-kvarter.

”Jeg er jo vant til, at man som skuespiller kommer ind og leverer, og så er det ud igen. Man er meget lidt involveret i projektet. Men det må man sige, at man er, når man laver sådan noget her. Det er som at gå på arbejde om morgenen,” griner Nikolaj Lie Kaas.

”Det er jeg ikke så god til – sådan fast fra ni til fem.”

Men han stillede vækkeuret, fordi idéen til Agent var for god til at slippe.

”Det startede med, at jeg savnede serier, hvor man kunne grine, og hvor der samtidig var et drama nedenunder, som kunne stå for sig selv.”

Åleglat charmør
Komedieserien handler om den smarte agent Joe – med fødenavnet Johan – hvis talent for søforklaringer og feberredninger truer med at slippe op, mens han kæmper for at holde på sine kendisklienter.

Agenturet er en familieforretning, hvor hans mor (Ina-Miriam Rosenbaum) er træt af overtræk på firmakontoen, mens hans nødlidende assistent (Ekko Shortlist Awards-vinderen Mathilde Arcel) konstant må stoppe hullerne i hans lappeløsninger.

Fra sidelinjen kommer hans ekskone Hannah (Julie Agnete Vang) med trusler om at lade ham se mindre til datteren Talullah (Selma Sol Í Dali Pape), hvis ikke han skærer ned på cokefester og drukorgier.

”Jeg har gjort det lidt svært for mig selv ved at have en hovedperson, som er usympatisk i alle sine valg,” siger Nikolaj Lie Kaas med et grin.

Vaneløgner
Men Joe er også nøjagtigt lige så charmerende, som dansk films førsteelsker Esben Smed kan gøre ham – og det er ikke så lidt!

I seriens åbningsscene vågner han med gevaldige tømmermænd og en overbærende datter, der spørger, om han skal kaste op, før han kan følge hende i skole.

”Nej skat, men jeg har faktisk slet ikke drukket,” siger han og giver hende et indstuderet tandpastasmil. Klip til, at han ørler, som øser han vand fra en båd.

Joe lyver af vane og profession, men det er svært ikke at holde af ham.

”Det er det, film kan,” siger Nikolaj Lie Kaas. ”Man kan tage et menneske, man hader og ville dytte af i trafikken, og så gøre det relaterbart.”

”Når jeg som skuespiller vælger at tage en rolle, så er det også altid karakterer, der skal dirkes op på en eller anden måde – som Carl Mørck i Afdeling Q-serien.”

Showbiz eller Mændenes hjem
Ligesom Klovn er Agent fuld af cameooptrædener.

Seriens introsekvens består af en lang række selfies, Joe har taget med kendisser: Dar Salim, Tobias Rahim, Rasmus Bjerg, Helle Thorning-Schmidt med flere.

”Det var sjovt at tage folk fra det virkelige liv og så skrue op for de karakterer, man kender til. Vi laver den værste version af dem,” siger Nikolaj Lie Kaas.

”Det har været sjovt at tage alle de historier, der findes i filmverdenen, hvor folk er superexcentriske og ekstreme. Det er et samlingspunkt for ekstremister, som ikke kan passe ind andre steder. De folk har valget mellem showbiz og Mændenes hjem.”

”Det er et lukket samfund, hvor folk lidt er under administration af en fyr som Joe. De kan ikke selv.”

”Jeg kan også selv mærke, at i mange sammenhænge er der nogle, der styrer. Der er nogle, der sætter mig i den her stol og beder mig sidde og snakke med dig og sådan noget. Det hele bliver sådan lidt børnehaveagtigt,” siger Nikolaj Lie Kaas og griner.

Coster-Waldau hyrer skjald
I serien må Joe også af og til tage fast hånd om sine klienter.

Som i første afsnit, hvor Nukâka Coster-Waldau i en skæg scene appellerer til Joe, fordi hendes mand Nikolaj har hyret en personlig skjald efter at have spillet konge i en film.

”Han gør mig simpelthen bare glad i låget!” protesterer verdensstjernen afvæbnende med et bredt smil på læben, indtil Joe får ham talt tilbage på jorden.

”Der er ting, hvor vi rammer loftet i forhold til, hvor ekstremt og pjattet det kan blive. Det kunne have være endnu værre,” siger Nikolaj Lie Kaas med et smil.

Agent minder på papiret om den franske komedieserie Call My Agent, hvor branchens kendisser også spiller med som sig selv. Den er blevet så stor en succes, at den allerede er genindspillet i England og Indien.

Men Nikolaj Lie Kaas forklarer, at hans serie går et skridt videre, hvad satiren angår.

”Den tydelige forskel, og det der gør denne serie så dansk, er, at folk virkelig er med på at tage pis på sig selv. I Call My Agent spiller de jo bare med.”

Nikolaj Lie Kaas er dog ikke selv at finde på Joes klientliste.

”Der var på et tidspunkt én, der sprang fra, og der overvejede jeg i sidste sekund at hoppe ind. Men jeg forblev bag kameraet, for det har på intet tidspunkt været ambitionen, at jeg selv skulle spille med. Som instruktør er der rigeligt at se til.”

Mere drama end ventet
Agent er ikke den første komedieserie, Nikolaj Lie Kaas har signeret.

I kultserien Mr. Poxycat og Co. fra 2007 debuterede han med historien om en nærtagende og selvhævdende tryllekunstner spillet af Rasmus Bjerg for fuld skrue. Og til en start var det egentlig også meningen, at Agent skulle gå mere op i hat og briller.

”Som udgangspunkt ville jeg lave noget, der var sjovt. At det blev så meget drama, havde jeg ikke forventet,” siger Nikolaj Lie Kaas.

Han forklarer, at Esben Smed var uundværlig i forhold til at få begge dele til at fungere.

”Første gang jeg havde Esben til casting, sagde han: ’Tak for invitationen, men jeg forstår ikke, hvorfor du ringer, for jeg er jo ikke sjov.’ Men så lavede han en skidegod casting, hvor han uforklarligt havde det nærvær, jeg ledte efter.”

”Det var også særligt sjovt at tage en Lykke-Per-type og putte ham ind i det her. Joe er meget afstumpet, ikke? Og takket være Esben er serien ikke blevet det. Ellers havde vi mistet folk efter ti minutter.”

Fræk Ulla Terkelsen
– Har der været jokes, som folk i produktionen har syntes gik for langt?

”Ja,” svarer han og forklarer, at han sørgede for at spørge om lov, før han for eksempel i andet afsnit lod komikeren Melvin Kazooka fortælle om en hed julefrokost, hvor han kyssede med tv-journalisten Ulla Terkelsen: ”Jeg lover jer, hun er fræk!”

Andre gange nåede han aldrig så langt.

”Der var nogle vittigheder, hvor jeg simpelthen ikke kunne forsvare mine perfiditeter. Jeg tænkte, at det ville være for uforskammet at bede en skuespiller om det.”

Andre gange behøvede han ikke spørge om lov for at gengive branchens gode vandrehistorier i fiktiv forklædning.

”Der er mange historier, jeg decideret bare har copy-pastet fra andre situationer,” fortæller Nikolaj Lie Kaas.

”Der er en historie i afsnit seks, hvor Magnus Millang og David Dencik er i byen i Stockholm. I Sverige lukker barer klokken ingenting, så for at holde baren åben, har Magnus købt den sammen med David Dencik.”

”Det er en historie, som min far fortalte. Otto Brandenburg og Poul Glargaard havde engang siddet et sted og givet den gas, indtil der blev sagt: ’Vi lukker nu.’ Og så lagde de et astronomisk millionbeløb for at holde baren åben – og branderten kørende!”

Komikerens ansvar
I Agent vil Joe på samme måde gøre hvad som helst for at holde skuden i vandet.

I andet afsnit hyrer han en amerikansk kvinde til at foregive at være producerassistent. På den måde vil han overbevise Ulrich Thomsen om, at hans seneste film som instruktør – der denne gang handler om ost efter den pølsefikserede Gutterbee – har fået grønt lys.

Problemet er bare, at kvinden lider af Tourettes og har for vane at råbe ”facial!” i tide og utide.

Det er en morsom karakter, men et potentielt problematisk emne. Som så mange andre mener Nikolaj Lie Kaas, at der er blevet lavere til loftet i forhold til, hvad man må joke om.

– Er det okay at gøre grin med Tourettes?

”Jeg ved ikke, om vi gør grin med det. Vi eksponerer et menneske, som har et problem. Jeg ved ikke, hvor grænsen går. Jeg har hele tiden tænkt, at hvis jeg skal lave en serie, så er det nødt til at have en kant. Men det vigtigt at holde balancen.”

”Det synes jeg også, vi gør. Men vi skal da gå til kanten. Ellers kan vi lige så godt lave noget lødigt, og så er vi lige vidt, ikke?”

– Føler du, at det er et ansvar, man har som komiker?

”Ja, som komiker skal man gå så langt, man kan gå. Det, vi laver i den her serie, kan vi garanteret ikke slippe afsted om et år.”