Kommentar: Komisk klimaks på injuriesagen

I morgen skulle 400 instruktørers sagsanlæg mod blogger og biografformand Kim Pedersen have været for Retten i Helsingør.

Men journalister, ludere og lommetyve kan godt afbestille togbilletten. I absolut ellevte time har partnerne indgået et forlig, der aflyser det spektakulære show i retssalen.

Det er instruktørerne, som har presset på for at forlige sagen, og det forstår man godt. I andre steder af verden bliver instruktører fængslet for at lave kritiske film om magthaverne, men i Danmark forsøger de magtfulde instruktører at få deres kritikere fængslet.

Den historie kunne være gået verden rundt. Nu må vi nøjes med at undre og muntre os over den i vores egen andedam.

Sans for drama
Sagen startede, da Kim Pedersen i januar gav et interview i Berlingske om et blogindlæg, han havde skrevet på Ekkos hjemmeside.

I indlægget påviste han, at de tre kvindesagskæmpende instruktører i Danske Filminstruktørers bestyrelse – Christina Rosendahl, Annette K. Olesen og Birgitte Stærmose – topper listen over instruktører, som har fået stor støtte fra Det Danske Filminstitut til mange film, uden filmene er kommet i produktion.

Undersøgelsen blev omtalt i Berlingske under den slagfærdige overskrift: ”Filmkvinder beskyldes for at mele egen kage.” Med andre ord: De tre kvinder er frustrerede over skibbrudne film og forsøger at bruge deres bestyrelsespost til at øge chancerne for at få støtte til deres egne filmprojekter.

Det resulterede i et sagsanlæg, ikke bare for injurier, men helt usædvanligt også for bagvaskelse, der kan give op til to års fængsel. Ikke siden Land og Folks chefredaktør i 1961 blev idømt tre måneders fængsel for at have anklaget ministre for landsforræderi under krigen, har der været en principiel dom om bagvaskelse. Den sans for drama, som man indimellem godt kan savne i trekløverets film, viste de så sandelig nu.

Allerede her tager man sig til hovedet.

Hvorfor tog instruktørerne ikke bare en kammeratlig snak med Kim Pedersen? Det havde blot krævet et telefonopkald eller en cykeltur på 1,1 km (to minutter ifølge Krak.dk) fra instruktørforeningens adresse i Nørre Voldgade til Pedersens kontor i Gothersgade?

Og hvorfor i alverden stævnede man ikke samtidig Berlingske, der havde skrevet artiklen og i lige så høj grad var juridisk ansvarlig som Kim Pedersen?

Svaret er enkelt: Kim Pedersen havde med sin blog i Ekko længe været en stor irritationskilde for Danske Filminstruktører, og nu ønskede man at lukke munden på manden en gang for alle.

Teknisk forsvar
Kim Pedersen reagerede med et teknisk forsvar: ”Jeg indestår kun for mine citater i artiklen.”

Men få direkte citater giver kun mening, hvis de bliver læst i sammenhæng med Berlingskes referat af Pedersens synspunkter. Og Pedersen havde stort set fået hele artiklen til gennemlæsning inden tryk.

Her tager man sig til hovedet for anden gang. Vil enhver ikke udøve rettidig omhu og gøre journalisten opmærksom på, at han har fået retten i den gale hals?

Svaret er enkelt: Kim Pedersen søgte en konfrontation.

Efter et halvt år og hundredvis af sider skrevet af hundedyre advokater så Danske Filminstruktører pludselig ”ingen grund til at bruge tid og kræfter på en opslidende sag”, som man skrev i en mail til medlemmerne.

Mon ikke, at den reelle årsag har været udsigten til et retssalsdrama for åbent tæppe og med maksimal mediedækning?

Og mon ikke, at et par forstandige medlemmer har opfordret ledelsen til at leve op til foreningens vedtægter, hvor man forpligter sig til at kæmpe for ytringsfriheden, frem for at bruge flere hundrede tusinde kroner på at begrænse den?

Manden frem for bolden
Danske Filminstruktører havde brug for en krog at hænge forligshatten på, og den var en mørnet Kim Pedersen klar til at levere.

I stedet for bare at stå ved sine egne citater tog han nu pludselig afstand fra Berlingskes fortolkninger. Han havde således aldrig hverken sagt eller ment, at filmkvinderne ”meler deres egen kage”. Dermed sendte han aben videre til Berlingske, og Danske Filminstruktører har altså anlagt sag mod den forkerte.

Så lægger Danske Filminstruktører vel sag an mod Berlingske for en artikel, som foreningens sekretariatsleder har kaldt ”et alvorligt brud på et demokratisk grundprincip”?

Nej, det kan vi være sikre på, at foreningen ikke gør. Den har udelukkende gået efter manden – ikke bolden – og nu hvor manden har makket ret, er sagen forbi.

Fredag blev forligsteksten offentliggjort, og endnu engang fik man anledning til at tage sig til hovedet.

Alle og enhver ved, at det er essentielt i et forlig, at parterne aftaler ikke at kommentere sagen yderligere. Det havde man imidlertid ikke gjort, og i al hast havde Danske Filminstruktører forfattet en pressemeddelelse og en skrivelse til sine medlemmer, hvor man fejrer nærmest forliget som en triumf.

”Det er … med stor glæde, at vi i dag kan afsløre, at Kim Pedersen har erklæret sig uenig i udtalelserne og har indvilget i at afslutte sagen med et forlig,” skrev sekretariatschefen begejstret til medlemmerne tre minutter, før Pedersens advokat sendte den nøgne og mere kedelige forligstekst til pressen.

Den kloge narrer den mindre kloge.

Vi ses i retten!
Pr-stuntet, der tog Kim Pedersen på sengen, fik forståeligt biografformanden op i det røde felt. Gennem sin advokat krævede han, at Danske Filminstruktører inden for en time udsendte en ny pressemeddelelse, hvor det fremgår, at han ikke undsiger egne udsagn. ”Ellers mødes vi i retten på mandag!”

Det gjorde Danske Filminstruktører så nødtvunget, og ligesom to boksere, der har gået tolv runder, stod de begge med armene i vejret – som om det var indlysende for enhver, at netop de havde vundet kampen.

Ironisk nok er sandheden det, man ikke længere må sige, og som de stridende parter nu er rørende enige om at bandlyse.

De nævnte kvinder meler egen kage, selvfølgelig gør de det.

Ikke i den forstand, at de uretmæssigt har fået støtte til Idealisten, Skytten og Værelse 304, men hvis de får gennemført deres mærkesag – flere kvindefilm – så er det et indiskutabelt faktum, at de selv og deres filmsøstre vil få en lettere adgang til støttemidlerne.

Efter at filmmændene i mere end hundrede år har melet deres egen kage, er der vel heller intet galt i, at kvinderne tænker lidt på sig selv?