Køn og seksualitet fejres på queer-filmfestival
MIX Copenhagen er en af verdens ældste lgbtq-filmfestivaler. Den blev grundlagt i 1986 og har siden løbet af stablen hvert år med forskelligartede programmer.
I år kører festivalen hovedsagelig i Cinemateket frem til søndag den 29. oktober. Programmet er spækket med film, der både er spændende i sig selv og berører nogle af tidens allerstørste debatter.
Vi kommer med en række anbefalinger, så du kan få en lærerig festival.
Nordisk talent
Nordic Lights er MIX-festivalens kortfilmprogram, som hvert år indeholder nye, skandinaviske stjerneskud.
Når festivalen er overstået, rejser MIX ud i den store verden med kortfilmene. På den måde får Skandinaviens queer-filmtalenter en flot eksponering.
På programmet i år er der temaer om ungdom og queererkendelser. Unge Milo kæmper med sin kønsidentitet i danske Sværddrage. Mens Nanna i årevis har været hemmeligt forelsket i sin bedste ven i ligeledes danske Aquari, som også kan ses på Ekko Shortlist.
Imens huserer gyselige ekskærester i norske The Tree, hvor Rebecca må forhindre ekskæresten Vivian i at tage æbletræet i baghaven. Og i en langt mere alvorsfuld boldgade behandler finske Service og svenske Chavo svære og frygtelig smertelige far/søn-forhold.
Kontrovers på volleyball-banen
Det unge volleyball-talent Sofia skal snart spille et vigtigt mesterskab, som hendes sportskarriere kunne stå og falde med. Og så bliver hun gravid!
I sin pludselige desperation søger den brasilianske pige en abort. En fundamentalistgruppe forsøger at stoppe hende, men hun og familien nægter at opgive kampen.
Åbningsfilmen Power Alley berører således et af tidens allerstørste og mest betændte politiske emner fra brasiliansk perspektiv. Det er en uhyre relevant fortælling, der bringer international abortlovgivning i søgelyset.
Historisk kønsskifte
Virginia Woolfs roman Orlando fra 1928 indeholder det første eksempel i litteraturen på en karakter, der skifter køn midt i fortællingen.
Næsten et helt århundrede senere bruger den transkønnede aktivist Paul B. Preciado sin dokumentar Orlando, My Political Biography som en korrespondance med den afdøde forfatter.
Woolfs historie lever nemlig i bedste velgående, for Preciado legemliggør den. Han behøver ikke skrive en biografi, for Orlando er allerede hans biografi. Hans tese er, at den også er det for et hav af andre Orlando’er ude i verden.
Dokumentaren er altså en uhyre personlig refleksion over mødet mellem litteratur og køn i en verden, hvor en historie fra 1928 konstant vækkes til live af virkelige mennesker.
Alternative strømninger
Fra nutid til fortid fokuserer kortfilmprogrammet Moving Through the Current på erkendelsesøjeblikke. Når det går op for én, hvem man er, hvor man hører til, eller hvor man kommer fra.
Programmet fokuserer på QTIBIPoC-identiteter – det vil sige queer, trans, interkønnede, sorte og indfødte ikke-hvide personer – der normalt kun sjældent kommer til mæle i filmmediet.
Her får man således serveret historier om åndelighed og tilhørsforhold. Som den australske doku-fiktion Dipped in Black om Yankunytjatjaranske Derik Lynch, der genopsøger sit lokalsamfund. I Beast bruger en ikke-binær teenager bharatanatyam-dans til at udforske sit kønsudtryk.
Rumvæsnet Queen Bitch
Er det en fugl? Er det et fly? Nej, det er Kaptajn Faggotron!
Det er svært ikke at være tiltalt af en titel som Captain Faggotron Saves the Universe, hvis hovedperson er klædt i pangfarver og et veltrimmet overskæg flankeret af knaldrød læbestift.
Den homoseksuelle præst Father Gaylord hyrer Kaptajnen til at besejre ekskæresten og rumvæsnet Queen Bitch, der vil gøre hele verden queer.
Denne afsindigt fandenivoldske film behandler internaliseret homofobi i fortællingen om Faggotron, der er fanget lige i midten.
Alt sammen på så fjollet og farverig en facon, at man kun kan grine med.
Skønhedsdronning og interkønnet
Sharon-Rose Khumalo er som glansbilledet på den perfekte kvinde: slank, smuk og med et smil, der bare smitter.
Men under overfladen kæmper hun med en overraskende åbenbaring: Hun er interkønnet. Hendes indre kønsorganer passer altså ikke til dem, som samfundet normalt definerer for kvindekønnet.
Hun føler sig enormt ensom med oplevelsen af forkerthed, men allierer sig med ligeledes interkønnede Dimakatso. Dimakatso står nemlig fuldt ud ved sin atypiske kønsidentitet, selv om det blandt andet koster job.
Dokumentaren Who I Am Not følger deres rejse gennem samfund og sundhedssystemet på tæt hold, så hver eneste emotionelle tangent kan mærkes i kroppen.
Hvem må være med på fodboldbanen?
Inklusionen af lgbtq-identiteter, navnlig transpersoner, er et af de største politiske emner i øjeblikket.
Det er blandt andet denne frygt for transpersoner i sport, der ligger til grund for restriktiv lovgivning i amerikanske stater som Florida.
Dokumentaren Lotus Sports Club fortæller historien om en sportsklub, hvor unge queerpersoner kan få plads til at være sig selv.
Så afholdes en paneldebat mellem Thea Inuk Lønberg-Jensen fra den gamle lgbtq-organisation Pan Idræt, Michael Pye, der har grundlagt en skateboard-gruppe for kvinder, ikke-binære- og transpersoner. Den professionelle, transkønnede atlet Elijah Yemoja og Frix Rode, der ruller for Copenhagen Roller Derby, deltager også.
Kommentarer