Konsulent med røven i klaskehøjde

”Steen Bille blot til pynt,” står der på et papudklip naglet fast til opslagstavlen på Steen Billes kontor hos Det Danske Filminstitut i Gothersgade.

Overskriften stammer godt nok fra en artikel om en af Billes forfædre, admiral Steen Bille, der var med i Slaget på Reden i 1801. Men i nu præcis tre år har den nutidige Bille selv været i kampzonen som en af landets to voksenspillefilmkonsulenter, der mere eller mindre enevældigt bestemmer, hvem der skal have del i statens støttekroner – en af branchens mest magtfulde og udsatte stillinger.

I hjørnet bag døren hænger plakaten for Niels Arden Oplevs Drømmen, som Steen Bille sammen med instruktøren skrev manuskriptet til, ligesom de gjorde det til Oplevs To verdener.

Bille kom fra en tryg plads hos radioens P1, men de to filmbedrifter spillede utvivlsomt væsentligt ind i ansættelsen af den dramaturgi-uddannede Bille – og erfaringerne herfra har han da også taget med, når han har budt håbefulde filmstøtteansøgere velkommen.

”Man sidder ikke særlig godt i den sofa, I sidder i. Det ved jeg, for jeg har selv siddet i den som ansøger. Da jeg blev ansat her i huset, var der flere ekstra sofaer, men valgte jeg denne her, for jeg ville godt blive ved med at se på den og huske på, hvordan det var at sidde så dårligt og lytte efter et ja eller et nej. Jeg har selv prøvet at få begge dele,” griner han, mens vi sætter os til rette.

Den svære toer
Fra sin plads i ophøjet lænestolspositur over for den gråkedelige sofa har han de seneste år arbejdet for at være andet end blot til pynt.

Aftrykket, han har sat, har dog være noget anderledes, end han forestillede sig, da han tiltrådte i 2010, indrømmer han. Dengang ville han ”have fokus på at spotte nye talenter med noget på hjerte”, som han sagde i Filminstituttets pressemeddelelse.

”Siden har jeg måttet sande, at der er væsentlige forhindringer for det. Som konsulent må jeg kun støtte fire produktioner om året, og når et ubeskrevet blad skal konkurrere med Trier, Vinterberg, Malmros og Kragh-Jacobsen, så har de det jo vanvittig svært,” siger han i dag.

”Derudover har undersøgelser vist, at mange instruktører ender som engangsinstruktører. Det betyder, at hvis vi ikke er opmærksomme på, at det faktisk er sværere at lave toeren end etteren, kan vi komme til at vanrøgte vores opgave som nogle, der skal sørge for, at der også kommer nyt blod til. Det er faktisk mellem førstegangsinstruktørerne og de etablerede navne, indsatsen skal lægges.”

En konsulent skal have kritik
Kigger man på de film, Steen Bille har støttet i sit hidtidige virke, er der store kritiker- og publikumssuccesser som Dirch (lavet af andengangsinstruktøren Martin Zandvliet) og Jagten.

Men listen prydes også af nogle af de film, der har været fast inventar i bidske kulturjournalisters opgørelse over fatale publikumsflop: Christoffer Boes Beast, Simon Stahos Magi i luften, Linda Wendels Julie og Katrine Wiedemanns Viceværten, der tilsammen blot solgte 6.482 billetter.

– Når du ser listen med de film, sidder du så og tænker: ”Uf, den var ikke god?”

”Overhovedet ikke. Den eneste uf-fornemmelse, jeg har, er, at jeg synes, det er ærgerligt, at de ikke har fundet deres publikum. Men jeg fortryder ikke et sekund, at jeg har støttet dem. Jeg synes for eksempel stadig, at Viceværten er en knaldgod og modig film. Men det er da irriterende, at den ikke fik flere i biografen.”

”Til gengæld er jeg så bare lykkelig for, at en film som Jagten finder sit publikum. Det kunne man jo ikke tage for givet – det er trods alt en film, der handler om pædofili-anklager.”

– Er der ikke bare én af filmene, som du fortryder, at du støttede?

”Der tager jeg the fifth amendment. Jeg vil ikke tale negativt om film, som jeg eller mine kollegaer har støttet. Det må være op til anmelderne. Men som konsulent skal man også både have risikovillighed og være med til at styrke kontinuiteten i dansk film. Og hvis man ikke bliver udsat for kritik som filmkonsulent, så har man ikke været modig nok.”

Kvinderne i undertal
Da Steen Bille kigger ned over listen over de film, han har støttet, kommer han af sig selv med en kritik af sit eget udvalg.

”For at foregribe jeres spørgsmål med det samme: Der er ikke mange kvinder med her (tre instruktører ud af femten, red.). Det er jo ikke rart at se på. Ikke fordi jeg mener, vi i Danmark skal gribe til kvoter, men personligt bryder jeg mig ikke om, at jeg har støttet så få kvinder ud af de her femten film.”

”Det er ikke, fordi jeg selv synes, jeg er afvisende over for kvindelige instruktører. Jeg har ikke lavet en optælling af, hvor mange forslag der kommer fra henholdsvis kvinder og mænd, så jeg ved ikke, om det er der, balancen ryger. Men jeg er ikke stolt af det.

– Vi havde faktisk ikke tænkt os at spørge om det …

”Øv!” griner Steen Bille, der har ét år til at lave om på statistikken – hans kontrakt udløber 31. marts 2014.

Ingen kommentarer
I slutningen af 2010 kom Steen Bille ind på sjettepladsen på Ekkos ”Filmmagten top 25”, en liste over de mest magtfulde i dansk film. I beskrivelsen stod der blandt andet, at han i starten af sin embedsperiode lod sine egne idiosynkrasier skinne for tydeligt igennem i sine begrundelser til støtteansøgerne.

Og idiosynkrasier, dét har han. Det fik hans venner på Facebook at føle, da han 27. marts over mobilen skrev:

”Fat det nu Facebook, lige meget om Venstre var det sidste parti i DK og Lars Løkke sad på de allersidste fadøl og naturfilm, så vil jeg aldrig, aldrig stemme til den side. Ever. Så hold nu op med at placere annoncer desangående på min side. Det ender bare med at jeg bliver sur.”

– Er det problematisk at formulere sig så hårdt om et parti, der er en af de vigtige forligspartnere i filmforliget, når det er ens job at forvalte filmstøtten?

”Jeg har ingen kommentarer. Jeg er også blevet kontaktet af Jyllands-Posten, og jeg er blevet venner med Venstres kulturordfører på Facebook. Men jeg har ingen kommentarer til, hvad jeg skriver på min personlige side.”

– Hvorfor ikke?

”Jeg har ingen kommentarer.”

– Fortryder du?

”Jeg har ingen kommentarer.”

– Det var ellers lidt af en udmelding!

”Jeg har ingen kommentarer.”

– Okay, mere generelt kunne man så forestille sig at støtte en film, som for eksempel abonnerede på Dansk Folkepartis syn på indvandrere?

”Det er elegant spurgt, men jeg har stadig ingen kommentarer.”

Svært at lade være
Konsulenten griner højlydt over den lettere ensformighed, der pludselig har indsneget sig i samtalen. Og han erkender, at det er nyt for ham – ansat på DR i 24 år – sådan at skulle slå bremsen i.

– Kathrine Windfeld og Martin Kongstad kritiserede dig for en bemærkning om deres manuskripts kvindesyn i dit afslag af projektet. Kan man godt tillade sig at tage sine egne værdier med ind i sådan vurdering?

”Én ting, jeg ikke bør gøre – og som jeg kæmper med, fordi det er svært at lade være med – er, at det skal ikke være min egen smag, der er afgørende. For jeg er ikke i den forstand en smagsdommer – selvom jeg medvirker i Smagsdommerne. Det er ikke min egen smag, hverken politisk, kønspolitisk eller filmpolitisk, der skal være afgørende. Det, jeg skal vurdere, er en films kunstneriske potentiale.”

– Fortryder du så den formulering, du gav dem?

”Ingen kommentarer.”

Nye fjender hele tiden
At man træder ind i et minefelt, når man takker ja til stillingen som filmkonsulent, er blevet tydeligt de seneste år, hvor instruktører som Jørgen Leth og Jannik Hastrup har kritiseret specifikke filmkonsulenters ageren. Har Steen Bille mærket det pres, der følger med stillingen?

”Ja! Vinca Wiedemann sagde til mig, da jeg tiltrådte – og det er et råd, jeg aldrig har glemt, for det er meget klogt sagt – at lige meget, hvor du er, så kan det godt være, du selv for et øjeblik glemmer, at du er konsulent. Men folk omkring dig glemmer det aldrig. Når man har det her job, er ens røv altid i klaskehøjde, og det skal man være bevidst om.”

– Men er det ikke svært. Du er jo et venligt menneske og vil sikkert også gerne have folk til at holde af dig?

”Jeg synes, danske filmfolk er utroligt large. Selvom jeg har sagt nej til folks hjertebørn, har jeg ikke en eneste gang oplevet nogen være aggressive eller spytte efter mig. De ved godt, at de heller ikke bliver dømt på højde og drøjde, men på deres projekter.”

”Når man er ansat som filmkonsulent, er man ikke deltager i en skønheds- eller popularitetskonkurrence. Jeg ved jo udmærket, at jeg i det her job får nye fjender hele tiden. Når jeg er færdig som konsulent, så vil jeg måske ikke have mange venner i branchen – men jeg håber, at folk vil respektere mig for min faglighed og måde at forvalte det her job.”

Det gyldne årti
– Her på falderebet: Hvis du kunne ændre én ting i dansk film, hvad skulle det så være?

”Lige nu kunne jeg godt ønske mig lidt mere mod. Lige nu er branchen kendetegnet ved en tilbageholdenhed og en frygt for, hvordan det skal gå. Det er også berettiget. Men det betyder, at de mindre sikre ting bliver holdt i skuffen, og det er bekymrende. Det kan blive et problem for fødekæden.”

”Men generelt går det forbløffende godt for dansk film. Når man oplever at blive behandlet som en verdensstjerne i udlandet, bare fordi man kommer fra Danmark, så er det svært at være mistrøstig. Jeg tror, vi er inde i det gyldne årti – eller måske de gyldne tyve år. Det her er The Golden Age of Danish Cinema.”