Kontroversielt amerikansk ikon er gået bort
Den omdiskuterede amerikanske fodboldspiller og skuespiller, O.J. Simpson, er død af kræft. Han blev 76 år gammel.
Simpson var en central figur i nyere amerikansk historie, da hans komplicerede liv kom til at kollidere med stort set alle vigtige emner i tiden. Heriblandt kendiskultur, race, klasse, det amerikanske retssystem og den særlige mediekultur i slutningen af 1900-tallet.
Hans særlige status som symbol på USA’s tilstand blev mesterligt udforsket i Ezra Edelmans fremragende dokumentar, O.J.: Made in America.
Orenthal James Simpson, også kendt som ”The Juice”, blev født den 9. juli 1947 i San Francisco, Californien.
Hans far, Jimmy Lee Simpson, arbejdede som kok og murer, og hans mor, Eunice Durden, var sygeplejerske.
Simpson begyndte at spille amerikansk fodbold som barn, og da han kom i highschool, var hans fremragende talent så umiskendeligt, at talentspejdere fra universiteter hurtigt spottende ham.
Efter fænomenale præstationer hos University of Southern California havde han fra 1969 til 1979 en endnu mere imponerende professionel karriere i NFL som spiller for Buffalo Bills og San Francisco 49ers.
Han modtog et hav af priser og anerkendelser for sine præstationer. Blandt andet var han den første til at nå at løbe 2.000 yards – 1.800 km – inde på banen i en enkelt fodboldsæson i 1973.
Voldelige forhold
O.J. Simpson blev gift med sin første kone Marguerite L. Whitley i 1967. De to var high school-sweethearts og fik tre børn sammen inden skilsmissen i 1979.
Da han stoppede som fodboldspiller, begyndte han at arbejde som skuespiller og udvide sin mediepersonlighed. Simpson medvirkede i film som The Towering Inferno og Høj pistolføring-serien, hvor hans rolle som betjent Nordberg var en fanfavorit.
En aften i 1977 i Beverly Hills mødte Simpson sin kommende kone, Nicole Brown. Hun var en ung servitrice og aspirerende model, og de to indledte hurtigt et forhold og blev gift i 1985.
På overfladen var de et glamourøst par, men bag lukkede døre var der rapporter om konflikter og gensidige anklager om vold og utroskab. Parret fik to børn sammen, inden de i 1992 blev skilt.
Den 12. juni 1994 blev Nicole Brown Simpson og hendes ven Ronald Goldman fundet myrdet i hendes hjem i Los Angeles.
Mediecirkus
Drabet førte til en af de mest berygtede retssager i amerikansk historie, kendt som ”The Trial of the Century”.
O.J. Simpson blev anklaget for begge mord, og det efterfølgende mediecirkus begyndte dramatisk, da Simpson flygtede fra politiet i en hvid varevogn, og biljagten blev fulgt direkte i nyhederne.
Den efterfølgende retssag blev også live-transmitteret. Og de mange eksplosive twists i retten – især skabt af forsvarsadvokaten Johnnie Cochran – førte til en ekstrem offentlig opmærksomhed.
Selv om der var stærke beviser mod Simpson, inklusive blodspor og en famøs handske, som han nægtede at eje, blev han sensationelt frikendt i oktober 1995.
Dommen var mildest talt kontroversiel og skabte splittelse i offentligheden.
Mange mente, at der blev tager særlig hensyn til Simpson på grund af hans rigdom og berømmelse. Andre troede stejlt på stjernens uskyld og mente, at politiets racisme var skyld i Simpsons anholdelse.
Ifølge Variety ændrede mediecirkusset omkring retssagen mediekulturen for evigt. Sagen er portrætteret i den prisvindende true-crime-dramaserie American Crime Story: The People v. O.J. Simpson.
Hvis jeg gjorde det
Tre år efter frikendelsen blev O.J. Simpson dømt ansvarlig for Nicole Brown Simpson og Ron Goldmans død i et privat søgsmål fra ofrenes familier, og han måtte betale 33,5 millioner dollars i bøde.
Herefter levede O.J. Simpson et mere privat liv, bortset fra at han i 2007 var medforfatter på bogen If I did It: Confessions of the Killer, hvor ordet ”if” er skrevet med meget små bogstaver på forsiden.
Han blev samme år dømt for røveri og kidnapning, da han forsøgte at tilbageerobre sportsklenodier, som han hævdede at eje. Han blev idømt en langvarig fængselsstraf og prøveløsladt i oktober 2017.
Efter et længere sygdomsforløb med prostatakræft døde han onsdag, oplyser hans familie på X. Han efterlader sig fem voksne børn fra sine to ægteskaber.
Kommentarer