Michael Madsen: Køretur i det ydre rum

”Man må ofre noget, når en ny civilisation skal skabes,” siger Michael Madsen og læner sig op ad den dybblå væg på Louisiana.

Kunstmuseet har i disse dage premiere på en ny udstilling om Månen, og Madsen har sammen med arkitekt Jonathan Houser fået et lille lokale allerbagerst. Her har de to mænd installeret en rumskibslignende tilstand, hvor man står ved et kæmpemæssigt kontrolbord og via en iPad kommunikerer med instruktøren om en rejse mod en planet, der vil tage flere generationer at nå.

Publikum skal så svare på en masse spørgsmål om, hvorvidt de er villige til at ofre alt, for at redde civilisationen.

Sideløbende arbejder instruktør og arkitekt på en spillefilm, der ligger godt i tråd med Michael Madsens seneste projekter. Både den Kubrick-inspirerede Into Eternity og rumvæsensbesøget The Visit er film, hvor virkelighed og fremtid flyder sammen. Det samme gør sig gældende for den kommende The Search og kunstinstallationen her på Louisiana.

”Kom,” siger Michael Madsen. ”Lad os gå op i haven og se på rumskibet!”

Sanselig snapchat
Få minutter senere står vi tre mand i en tom have med udsigt over Øresund. Michael Madsen haler sin iPhone frem fra lommen og finder et snapchatfilter frem.

Kigger man igennem det, ser man et gigantisk rumskib, som man kan gå ind i – og pludselig står vi igen i rummet nede i udstillingen. Men altså kun på skærmen, for Øresund vugger stadig lige på den anden side af den digitale verden.

”Billedet rummer for mig at se en poesi, men samtidig en videnskabelig hårdhed,” siger Michael Madsen og drejer smartphonen rundt, så vi kan fornemme, hvordan det er at være på rumskibet.

”Idéen er, at The Search vil forsøge at bevare det menneskelige. Men rejsen er samtidig den største trussel imod netop det menneskelige, for vi må opgive så meget for at komme med. Den sanselighed vil jeg gerne have ind i billederne. Visionen er, at filmen i sig selv bliver den karakter, publikum gerne vil føle og sanse. Og det samme gør sig gældende for udstillingen her.”

Tyngdekraft i skroget
Instruktøren lukker snapchatfilteret ned, mens arkitekt Jonathan Houser byder ind med sit perspektiv på rumskibet, som altså nu er ved at forsvinde ned i Madsens lomme.

”Når jeg normalt tegner, er jeg jo først og fremmest bundet af tyngdekraften. Derfor var det enormt interessant at skulle tegne et rumskib, eftersom de konventioner, jeg normalt formgiver ud fra, er helt væk,” siger Jonathan Houser og fortsætter:

”Den klassiske arkitektur kan simpelthen ikke bruges, for i en film ude i rummet, er der ikke et sted eller en egentlig udsigt. Man kan ikke se over til Sverige, man kan kun se ud i uendeligheden.”

Jonathan Houser har aldrig før arbejdet med film, men tog opgaven og vred den rundt.

”Skibet måtte derfor i sin helhed være en roterende, cirkulær bevægelse, som på den måde skaber en tyngdekraft inde i skroget. For så er det nemlig muligt, at man kan bevæge sig inde i rundingen hele vejen rundt,” siger arkitekten og tegner et par cirkler i luften.

Rumskibet Nordsjælland
”Og det her rumskib er altså virkelig stort!” siger Michael Madsen. ”Det kan strække sig fra København og ud til det vestligste af Nordsjælland.”

Jonathan Houser smiler ved tanken, og i et øjebliks kosmisk stilhed skuer de to herrer mod horisonten, der drukner i Øresund. Så siger Houser:

”Arkitekturmæssigt svarer det her nærmere til at bygge et landskab end en bygning. Vi besluttede, at det skulle være simpelt, fordi skibet basalt set er en skive, der bærer en anden skive. Men samtidig er det jo så kolossalt og realistisk, fordi vi faktisk har bygget dele af det, og dermed bliver det meget håndterbart. Det er her dokumentardelen kommer ind. Scenografien er ærlig, for mens en scenograf formentlig ville laminere og patinere for at få det til at se lækkert ud i kameraets linse, så er dette projekt mere håndgribeligt – og forhåbentlig også mere ægte at se på.”

– Havde det ikke været langt nemmere at vælge en scenograf, der ikke talte om runde skiver og klassisk arkitektur, Michael?

”Jeg synes, at film også handler om at få de rigtige kompetencer i spil,” siger Madsen.

”Jonathan og jeg kan kommunikere, selv om vi har hver vores tilgang. Det er en slags rejse, hvor vi taler to forskellige sprog. Jeg bruger et flyvsk og svævende, mens Jonathan er langt mere jordbunden. Han har fat i stoffet, men det er mig, der har fået stoffets idé, og Jonathan har også lavet det konceptuelle design på The Search, så han har stor indflydelse på filmens udseende.”

Jordens undergang
The Search er lavet i samarbejde med Nimbus Film.

Premieren er placeret i omegnen af 50-året for månelandingen, hvilket vil sige om et lille års tid.

Men lige her i sensommeren 2018 er besøgstiden på Louisiana opbrugt, og derfor dirigerer Michael Madsen os ud mod sin bil. Jonathan Housers arbejdsdag nede ved rumskibets kontrolbord er dog ikke afsluttet, så vi er kun to, der lægger Månen bag os.

– Det er altid nogle vilde projekter, du kaster dig ud i, siger jeg og ser ud af vinduet, da Michael Madsen drejer ned på motorvejen: Har du ikke været fristet til bare at lave en klassisk popcorn-sci-fi-film?

”Det handler jo om, hvad man vil med film,” siger Madsen og blinker ud i overhalingsbanen.

”Jeg tænker en del over, om film kan have en større kulturel værdi, end at de bare går i en biograf. Kan en film være en social interaktion? Det er en givtig ting at tænke på, fordi filmkunsten jo er den mest populære af alle kunstarter. Den er tilgængelig og forståelig på en naturalistisk måde. Vi mennesker har ikke forestillingskraft til at se Jordens undergang for os, men film kan skabe de billeder, der får os til at forstå.”

Michael Madsen bliver tænksom. Igennem sin karriere har han udfordret konventionerne, men med udstillingen på Louisiana og ikke mindst med The Search, virker det, som om han ligefrem udfordrer menneskeheden.

”Vi mennesker er efterhånden i tvivl om, hvad virkeligheden er,” siger instruktøren så.

”Jeg tror, at filmkunsten vil have svært ved at fortælle om sin egen tid, hvis den ikke bevæger sig ud i noget abstrakt. Der skal simpelthen helt anderledes fortællestrategier til. Science fiction interesserer mig i den sammenhæng, fordi den tillader, at man kan se ting, der ikke er naturalistiske. Når der er et kæmpe rumskib, æder man det råt, fordi det er filmens præmis, og fordi det er spektakulært.”

Spørgsmål til eksistensen
– Så science fiction er altså redningen for filmverdenen?

”Kun hvis den udfordrer. Og det gør alle sci-fis langt fra. Den nye Blade Runner 2049 kollapser eksempelvis under sin egen visualitet. Den overlader intet til fantasien, men kopierer vores forestillinger. Mit mantra er, at man skal give plads til publikum, fordi de så kan opdage, at verden ikke er, som de antager. At verden er mere end dem selv, og at vi skal gøre noget for at skabe en ny og bedre verden.”

– Er du ikke bange for, at du efterlader folk helt uden håb, når du laver film og udstillinger om, at man må rejse fra Jorden, fordi den allerede er ved at være smadret?

”Det har jeg slet ikke tænkt på,” siger Michael Madsen og sænker ubevidst bilens fart en smule. Igen bliver der stille i kabinen. Madsen skeler til bakspejlet, som om han overvejer, om bilen måske kan lette og svæve mod ydre galakser uden at genere nogen bagved.

”For mig handler film ikke om håb, men om sande udsagn. I udstillingen kan du til slut indtale noget, som du så giver videre til alle, der vil høre det. For det er jo det, kunst handler om.”

”Vi giver noget videre til hinanden, og det kan forhåbentlig skabe en friktion hos publikum, så et udsagn kan blive til en overvejelse, som måske ligefrem kan blive til en diskussion. Det er vigtigt at forstå at kunst – kunstneriske udsagn – er infrastruktur på linje med et samfunds fysiske broer og veje. Det er måder at formidle spørgsmål til eksistensen, et samfunds selvforståelse etc.”

”The Search gennemspiller den tanke, at alting her på jorden for mennesket allerede er for sent, fordi klimaet er løbet løbsk, fordi vi dybest set ikke har forestillingskraft til at begribe dette utænkelige. Men måske kan en ny og samtidig fortællekunst give adgang til forestillingen? I modsætning til de klassiske Hollywood-film vil jeg ikke få publikum til at forsvinde ind i en film. Folk skal tage sig selv og deres tanker med på rejsen ind i vor fremtid.”

Du kan som læser selv stige ombord og teste din egnethed for at forlade jorden på thesearch.dk.