Mendoza: ”Korruption er et livsvilkår”

Den filippinske instruktør Brillante Mendozas Ma’ Rosa vandt prisen for bedste kvindelige skuespiller ved den netop afsluttede festival i Cannes, hvor juryen blev blæst bagover af Jaclyn Joses præstation som titlens Rosa.

Den vellidte mor til fire store børn driver en lille forretning i hektiske Manila, men for at få finanserne til at række sælger hun og husbonden Nestor (Julio Diaz) en smule stoffer ved siden af. En dag bliver hun sammen med manden anholdt af byens korrupte politi, der skiftevis tillader og stopper narkosalget, og så må hendes børn gøre hvad som helst – inklusive prostitution – for at skaffe de penge, der kan få forældrene ud. 

Mendoza har en anderledes tilgang til at skabe film og går mere op i realistisk miljøskildring end formfuldendte manuskripter.

”Stort set alt, der sker i filmen, kommer fra virkeligheden. Jeg giver ikke mine skuespillere et manuskript, for jeg vil ikke have dem til at huske replikker, men blot være psykologisk forberedte og kende miljøet og dets mennesker,” fortæller instruktøren, da vi møder ham på en tagterrasse i Cannes.

”Det er en stil, jeg har udviklet, hvor jeg ikke fortæller historien til skuespillerne, men giver informationer om karaktererne, som for eksempel, hvad deres uddannelsesniveau er.”

Hjemlandets biografsituation
55-årige Brillante Mendoza er en produktiv herre og var ligeledes i hovedkonkurrencen i Cannes i både 2008 og 2009. Sidstnævnte var med det grumme drama Kinatay, der vandt ham instruktørprisen det år, hvor en ung mand uafvidende bliver involveret i det brutale mord på en kvinde.

Priser på verdens største filmfestival er selvfølgelig gode for den kunstneriske anerkendelse, men finder Brilliante Mendozas barske, socialrealistiske fortællinger overhovedet et publikum i hjemlandet?

”For fem-ti år siden havde vi ikke et rigtigt alternativ til de kommercielle, amerikanske film i Filippinerne. Men nu er der en øget opmærksomhed på andre veje, og de unge er mere nysgerrige, så det går fremad,” fortæller Mendoza. 

”I fremtiden håber jeg, at vi kan udvikle et kernepublikum til kunstfilm, ligesom der er her i Frankrig. De fleste ser stadig kommercielle film, men i det mindste er der en gruppe, som ser anderledes film.” 

”Her i Cannes vil jeg gerne have europæere til at se situationen i Filippinerne og spørge, hvordan det kan ske. I et førsteverdensland er korruption og narkohandel måske ikke lige så åbenlyst, men jeg er sikker på, at det også sker. I Filippinerne er det et livsvilkår, og jeg gør oprør ved at fortælle historien i en film, så alle bliver mindet om, at det finder sted,” siger han passioneret.

Små fisk i weekenden
Som med Mendozas andre film, der også tæller Taklub fra 2015 og Serbis fra 2008, er Ma’ Rosa direkte inspireret af chokerende begivenheder i hans hjemby Manila.

”Jeg mødte en af personerne i filmen for fire år siden, som fortalte mig familiens historie. Siden fandt jeg ud af, at det ikke er nogen ualmindelig situation, men en fast praksis og en åben hemmelighed,” fortæller han. 

”Politiet fanger en lille fisk, der har råd til at betale for sin frihed med et beløb, der hverken er for stort eller småt. De tager dem i weekenden, for der er politikontoret lukket. Mandag bliver man ført direkte i fængsel, men lørdag og søndag kan man betale sig fri.”

Det er praksis, som er blevet systematisk for landet, og som Mendoza ønsker at gøre opmærksom på. 

”Det bliver naturligt, og man vænner sig til det. Man accepterer bare korruptionen og går med på det, men det burde ikke ske. Jeg viser aldrig politimændene som gode eller onde, de er bare mennesker. De er korrupte, men det er så normalt – og det er pointen.” 

Tidligere reklamesælger
Brillante Mendoza har kun været filminstruktør i lidt over ti år, da han debuterede med The Masseur i 2005.

Inden da arbejdede han i reklamebranchen, som jo er kendt for at sælge glittede overflader. Er de realistiske samtidsportrætter en måde at råde bod på hans fortid? 

”Nej, det handler bare om prioritering og om at vide, hvad man vil lave. Da jeg lavede reklamer, var jeg en salgsmand, der fortalte alle de gode ting om produktet, og nogle gange måtte man modificere tingene lidt.”

”I film fortæller man en historie i stedet for at sælge et produkt. Så de film jeg laver er helt modsat af, hvad jeg lavede før i tiden. Nu vil jeg fortælle historier på den mest realistiske måde.” 

Socialt eller psykologisk
Det indebærer også at fortælle om den underklasse, der ifølge instruktøren udgør 80 procent af befolkningen i Filippinerne.

”Mine film handler om størstedelen af folket i mit land, og jeg vil ikke fortælle historier om den rige minoritet. De har kun deres personlige og psykologiske problemer – førsteverdensproblemer. For dem er det ikke spørgsmål om, hvordan de får mad, og hvor de skal bo. Mine film handler om sociale problemer, som alle kan identificere sig med.”

Han vil dog ikke afvise at lave film i udlandet, så længe det stadig handler om filippinere.

”Måske, hvis det var en filippiner, der bor i Paris. Hvorfor ikke? Men jeg vil ikke lave en fransk film, for jeg er ikke fransk og er nødt til at forstå kulturen.”