Korsbæk på Bakken

Korsbæk – denne lille fantasiby fra instruktør Erik Balling og forfatter Lise Nørgaards Matador – er blevet virkelighed på Bakken. Lavet af mursten og beton. Med rigtige butikker. Med ekspedienter, som titulerer dig med Dem og Deres. De endda bukker og nejer på Postgaarden, byens fornemmeste restaurant med dans og optrædener.

Staden er fra en tid med nye opfindelser som automobiler, elektriske isskabe og jazz, denne vovede dansemusik, som det bedre borgerskab tog afstand fra.

Her kan man også få et velsoigneret ydre af barbermesteren. Altså de unge, som ”ikke er faldet for skægabe-pesten, der hærger i Hovedstaden”, lyder det i en annonce i Korsbæk Tidende.

Her er fyldt med mennesker. Blandt dem går nye skuespillere, der forsøger at forestille de gamle kendinge. De går rundt og taler med folket. Jeg har held med at genkende et par af dem i mylderet. Over for mig går grisehandler Oluf Larsen med sin gårdhund Kvik. En lille pige løber rundt, gemmer sig bag en kampvogn, kigger genert.

Bag mig synger en harmonikaspiller: ”Den ene spilled’ banjo, den anden mandolin.”

Drengen på trappen
Én tager et foto af mig. Jeg bliver kaldt på.

”Undskyld, hvem spiller du? Er du Daniel som voksen? Ham drengen med kasketten på trappen?” spørger en af de godt 100 danskere, der på denne befrielsens 5. maj er på besøg i Korsbæk. De er stimlet sammen på hovedgaden under pavilloner med fadøl på bordene.

”Mig?” spørger jeg forundret og ser på mig selv. Grå sømandsjakke, sorte herresko, en grå sixpence, sort paraply.

“Nej, jeg er desværre ikke med i showet her. Jeg er bare en selviscenesættende gammelkøbenhavner.”

Der grines.

”Du ser så godt ud. Det er derfor, vi spørger.”

”Jamen tak.”

Det viser sig resten af aftenen, at jeg ikke kan være i fred på grund af mit tøjvalg. En mand fortæller mig, at de er kommet 41 mennesker i bus fra Jylland for at overvære skuespillet i dag. Fra Fanø, hvor Matador sidder godt fast i den danske sjæl.

Uden for Skjerns Magasin finder man grisehandler Larsens velkendte lokum, hvor Josef Stalin, Adolf Hitler og Benito Mussolini hænger.

”Hvem er det?” spørger en søn sin far. Knægten får en historietime.

Historisk millionforretning
Det første afsnit af Matador blev vist på tv i 1978 og er siden i alt blevet sendt syv gange. Og mest for hyggen er DR ved at restaurere alle 24 afsnit. Syv af dem er allerede blevet vist i forbindelse med DR’s 90 års fødselsdag.

Målet er, at de alle er klar i 2017. Ventetiden bliver nok ikke spildt. Der er solgt over 3,5 millioner dvd-skiver af Matador.

Intet under, at Korsbæk sandsynligvis bliver en økonomisk gevinst for Bakken. Idéen om Korsbæk er en gammel drøm, som Bakkekonge, Cirkusrevy- og Korsbækdirektør Torben ”Træsko” Pedersen har haft længe. Han ville gerne have det så autentisk som muligt.

Bajer med Mads
Torben Træsko hænger i Skjerns Magasin over en rød tuborg. Jeg sætter mig med en avis. For den driftige forretningsmand Mads Skjern har udvidet tøjforretningen med udskænkning, fortæller han i et interview i Korsbæk Tidende, som gratis kan findes i byens forhandlere.

”Tanken fik jeg, da jeg tilfældigvis mødte en Dansk-Amerikaner, der var hjemme for at besøge sin gamle Mor ved Varpelev Mark. Han berettede, hvordan alle Stormagasiner i De Forenede Stater var forsynet med saadanne Udskænkningssteder, hvor travle Kunder kunde læske Ganen og holde en Pause i Dagens Jag.”

Midt i spalten kommer den lille pige løbende.

”Hvad læser du? Hvad står der? Hvem er du?” spørger hun. Hun afslører sig en samtale senere som den unge skuespiller Marie Glud. Hun er her kun i dagens anledning for at spille lille pige og fejre befrielsen, men der er faste skuespillere resten af året.

”Kom med over i Postgaarden, få en øl og lidt mad,” siger hun.

”Måske om lidt.”

En by under vand
Jeg går udenfor. Det siler ned.

Postgaardens tjenere slår dørene op. En kæmpe sal er fyldt med Korsbæk-turister. Fint påklædte folk går ind. Bankdirektør Hans Christian Varnæs med sin kone Maude Varnæs. Ranke og stolte.

Jeg gemmer mig ensomt i hjørnet. En sanger og en pianist indtager scenen over spisebordene. De synger Poul Henningsen og Svend Asmussen, læser gruk op af Piet Hein. Det får ikke sin velfortjente applaus. Publikum snakker hen over entertainerne både under tale og sang. Synd.

Showet slutter efter en times tid. Hvorefter jeg går hjem alene gennem skoven i det regnfulde mørke med paraplyen hævet over hovedet.