Kort og godt

Dansk novellefilm er et mærkeligt fænomen. Først var novellefilmene deciderede undtagelsestilfælde, og så blev vi pludselig oversvømmet af dem. Berømtheder som Carl Th. Dreyer, Lars von Trier og Bille August har alle lavet novellefilm — én hver — men ingen danske instruktører synes for alvor at have satset på en karriere som novellefilm-instruktør. Så indbydende er genren heller ikke. Novellefilm laves på vej til noget andet, fortrinsvis spillefilm. Men ofte er novellefilmene instruktørens første udspil, og netop denne status som opus 1 kan give dem en særlig dugfriskhed. En uberørthed af spillefilmens gustne overlæg og triste kompromisser.
   
Det ses, når filmskole-eleverne laver deres afgangsfilm. Lars von Triers radikale eksperiment Befrielsesbilleder (1982) har en helt naturlig plads i instruktørens samlede værk. Thomas Vinterbergs Sidste omgang (1993) og Henrik Ruben Genz' Omveje (1995) er begge i mange henseender kunstnerisk fuldt på højde med, hvad disse instruktører senere har lavet. Og Peter Schønau Fogs Lille mænsk (1999) er så afgjort en af de bedste novellefilm fra de seneste ti år, men instruktøren har endnu sin spillefilmdebut til gode. Alle disse afgangsfilm har en styrke og en helstøbthed, der lægger op til senere bedrifter.
 
De første skridt
Novellefilm er kortfilm, men med kortfilm forstod man herhjemme oprindeligt noget andet. Først og fremmest dokumentarfilm med belærende anstrøg og til nød "eksperimental"-film, som med deres usædvanlige, kunstnerisk bevidste formsprog ikke altid var lige begribelige for almindeligt dødelige.
   
I det historiske perspektiv associeres begrebet kortfilm vel væsentligst med Statens Filmcentral, der brandede de belæringsfilm, vi ældre generationer delikaterede os med i skoletimerne. Men Statens Filmcentral, som gik i aktion i 1939, var i de første mange år ikke producent, kun administrator og udlejer af kortfilm. Det var institutioner med tillokkende navne som Ministeriernes Filmudvalg og Dansk Kulturfilm, der sammen med offervillige producenter satte film i gang, og noget så frivolt og ikke-oplysende som fiktive kortfilm fik ikke særlig gode vilkår.
 
Men vi har Dansk Kulturfilm at takke for de to første klassikere i dansk novellefilm-historie, Carl Th. Dreyers De nåede færgen (1948) og Astrid Henning-Jensens børnefilm Palle alene i verden (1949). Især sidstnævnte skiller sig ud som det måske mest helstøbte værk i sin instruktørs produktion.
   
Udviklingen herfra var en sneglegang frem mod friere albuerum for en kortfilm uden et primært pædagogisk sigte. Først med nedsættelsen af Kortfilmrådet i 1966 åbnes der reel mulighed for en konsekvent støtte til eksperimenterende og kunstneriske kortfilm, som laves "for deres egen skyld".
 
Panduros frustration
Og straks dukker der interessante ting op fra kortfilmens ellers så prosaiske asfalt — sære "eksperimentalfilm"-blomster som Jørgen Leths dead pan-portræt Det perfekte menneske (1967) og Kirsten Stenbæks mini-musical Nonnekysset (1969) samt endnu en fin lille film om børns verdensbillede af Astrid Henning-Jensen, Min bedstefar er en stok (1967).
   
Og vi får også en superregulær novellefilm med almindelig fremadskridende handling, Ole Roos' 27 minutter lange Tur i natten (1968) efter en historie af Leif Panduro. Filmen beskriver et opgør mellem to mænd på en bilkøretur, og jeg husker tydeligt Panduros frustration over selve kort-formatet. Under en filmskoledebat forklarede han, at netop som han var blevet engageret i de to mænds duel, måtte filmen slutte. En slags coitus interruptus, der er og bliver de ikke helt vellykkede novellefilms store forbandelse. Og grunden til, at de har så svært ved at trække et betalende publikum i biografen.
   
Men der kom flere novellefilm. Ole Gammeltofts Signalet (1966) efter Anders Bodelsen, Sven Grønlykkes store satsning og biograf-flop for børn og hele familien, den surrealistiske Thomas er fredløs (1967), Peter Refns Eftermiddagsgæsten (1968) og Annelise Hovmands De forsvundne breve (1968) efter Villy Sørensen, Per Kirkebys kastrationsfilm Tre piger og en gris (1971) og Ole Roos' sære, hallucinatoriske En mand (1971) efter Soya.
   
Den titel, der huskes bedst fra perioden, er dog nok Jørgen Leths Det perfekte menneske, som havde begge ben et godt stykke ovre i eksperimentalfilm-lejren og har fået fornyet aktualitet med Trier & Leths "genindspilninger" i De fem benspænd (2003). Vi skal selvfølgelig heller ikke glemme Jannik Hastrup og Flemming Quist Møllers 45 minutter lange tegnefilmklassiker Bennys badekar (1971).
   
Men novellefilmens problem var dengang som nu spørgsmålet om synlighed. En instruktør som Ole Roos blev efter tre novellefilm træt af genren, fordi han følte, at hans film svævede i et tomrum. I stedet lod han sig engagere fast til DR's tv-teater, hvor han i perioden 1971-76 lavede elleve tv-film. Nu kom hans historier i det mindste ud til publikum! 
 
Lovende talenter
Endelig i 1972 kommer kortfilmproduktionen direkte ind under Statens Filmcentral, og man får blandt andet kapaciteter som radiomanden Viggo Clausen og filmeksperten Niels Jensen ind som personer, der kan sikre kvalitet.
   
Det fører nu ikke umiddelbart til nogen stor produktion af novellefilm. Vi er i politisk engagerede tider, og instruktørerne har nok at gøre med at levere dokumentarisk stof til verdens frelse. Vi skal faktisk helt frem til 1980'erne, før et oplagt fiktivt talent manifesterer sig, oven i købet med tre novellefilm.
 
Det er Eddie Thomas Petersen, der i 1983 på Det Danske Filmværksted laver den selvbiografiske, 20 minutter lange Tøsedrengen om en dreng, som bugserer sin berusede fisker-far hjem fra værtshuset og prøver at skjule hans tilstand. Den blev godt modtaget og førte til Salamandersøen (1984) om børns oplevelse af døden, produceret af Hanne Høyberg for Statens Filmcentral. Derpå kom den 38 minutter lange Nanna og Pernille (1987) efter et manuskript af Lisbet Gad. Den beretter — følsomt og nuanceret — om konflikterne mellem familie-sammenbragte skilsmissepiger og fik en Robert for bedste kortfilm.
   
Eddie Thomas Petersen er et eksempel på, at det kunne lade sig gøre at gå uden om Den Danske Filmskole i forsøget på at uddanne sig i kunsten at fortælle historier. Et andet af 1980'ernes store lovende talenter var Stefan Henszelman, der ganske vist gik på Filmskolen, men på klippelinjen.
   
Han instruktørdebuterede med den ordløse novellefilm Try to Remember (1984). Produceret af Det Danske Filmstudie vakte den en del opmærksomhed. Den beskriver i flashbacks en ung fyrs psykologiske krise som følge af, at han undertrykker sin homoseksualitet. Henszelman fik det endelige gennembrud med endnu en novellefilm, den 47 minutter lange Venner forever (1985), der blev produceret af Statens Filmcentral og DR som en del af det samlede udspil med kortfilm, Ung 85, hvortil også Anne Wivel bidrog med den ret fiktionsprægede poetiske perle, Den lille pige med skøjterne.       
   
Venner forever handler om den usikre 15-årige Kristians konflikt, da han skal vælge to vidt forskellige nye skolevenner. Mogens Vemmer fra DR's børne- og ungdomsafdeling foreslog Henszelman at udvide Venner forever til en spillefilm. Med Jens Ravn Filmproduktion, Nordisk Film og DR som producenter lavede han så — efter nogen betænkningstid med et budget på 4,3 millioner — spillefilmen Venner for altid (1987). Her indgår novellefilmen Venner forever stort set uændret som de første tre kvarter af en mere vildtvoksende udviklingshistorie om to af de oprindelige hovedpersoners erotiske modningsproces. Filmen blev en pæn publikumssucces, men novellefilmen står renere og mere helstøbt som en både indfølt og klarsynet fortælling om eksistentielle valg i de tidlige teenageår. Henszelman døde i 1991, i en alder af kun 31 år.
   
Men Statens Filmcentrals største 1980'er-hit var og blev Hans-Henrik Jørgensens Bodil-belønnede, 58 minutter lange Historien om Kim Skov (1981), der i perioden 1981-89 blev udlejet ikke færre end 10.347 gange. Både som pædagogisk diskussionsoplæg og påtrængende emotionel oplevelse var denne mobningshistorie exceptionelt effektiv. Også Elisabeth Rygaard satte problemer under debat i fiktiv form, for eksempel i den 60 minutter lange Glashjertet (1988) om børn ramt af forældrenes skilsmissekrise.
 
Tvivlsomme pakker
De såkaldte "kortfilmpakker" blev en tvivlsom succes. I 1981 kom Fire eventyrfilm, næsten fuldfinansieret af Det Danske Filminstitut og egentlig kun bemærkelsesværdig ved at rumme Bille Augusts første fiasko, Guldhjertet, som han da også kort efter undskyldte!
   
I 1985 satte Det Danske Filminstitut fire millioner kroner af til fuldfinansieringen af kortfilm-pakken Ung 85. Og i 1992 fortsatte man med endnu en pakke med fire gaver, Tilbage til kærligheden, hvoriblandt dogkun Jesper W. Nielsens Hjerter i slør skiller sig kvalitetsmæssigt ud (Nielsen havde da allerede vist sit kortforms-talent med Ligusterkrigeren fra 1987, lavet på Filmskolen, og den anarkistiske modernisering af Juleevangeliet, Retfærdighedens rytter, fra 1989). Endelig kom der i 1993 endnu en pakke, Fem forfilm, hvorfra Annette K. Olesens Julies Balkon tiltrak sig størst opmærksomhed.
   
Man kan ikke sige, at det kunstneriske udbytte af disse pakker umiddelbart var overvældende. Derimod kan instruktørernes nytte af at få instrumentet afprøvet næppe betvivles. Ligesom det er en oplagt sag, at Dansk Novellefilm — oprettet i 1994 som en selvstændig institution finansieret af Det Danske Filminstitut, DR og TV 2 for 24 millioner årligt — har været en effektiv affyringsrampe for en hel lille kongerække af nye danske filmtalenter.
 
Opblomstring
Allerede i 1996 skete miraklet: En novellefilm blev en biograf-succes, nemlig Peter Bays 53 minutter lange Fede tider, og så gik det slag i slag med Oscars til Anders Thomas Jensens satiriske Valgaften (1998) og Henrik Ruben Genz' poetiske Bror, min bror (1999)samt en rækkehøjst seværdige novellefilm af navne som Lotte Svendsen (Café Hector, Royal Blues), Annette K. Olesen (Tifanfaya), Jens Arentzen (Blomsterfangen, Solen er så rød), Ole Christian Madsen (Sinans bryllup), Søren Fauli (Supermaterialisme, Antenneforeningen), Charlotte Sachs Bostrup (Fridas første gang), Carsten Myllerup (2. juledag), Linda Krogsøe Holmberg (Kys Kys)og Jannik Johansen (En stille død).
   
Især for de instruktører, hvis veje af uransagelige grunde er gået uden om Filmskolen, har Dansk Novellefilm været en uvurderlig mulighed for at få foden indenfor og demonstrere ideernes bærekraft for sig selv og andre. Det gælder ikke mindst Anders Thomas Jensen og Jannik Johansen, der begge med utvetydig succes tog springet over i spillefilmen. Men også allerede etablerede spillefilminstruktører som Anders Refn, Jesper W. Nielsen, Erik Clausen og den nybagte spillefilmdebutant Jonas Elmer brugte muligheden til at lave novellefilm.
   
Pladsen tillader ikke at komme ind på alle de gode eller blot interessante novellefilm, der er dukket op siden Dansk Novellefilms oprettelse, så lad mig nøjes med at fremhæve nogle personlige favoritter. Ovennævnte Fede tider står stadig som en central satire over hine halsløse hippietider, da dogmatikere og utopister førte det store frelste ord i "revolutionens" og kvindebevægelsens navn. Jannik Johansens En stille død (1997) er også en af de velskabte historier, der klart skilte sig ud — et tragikomisk møde mellem en diplomatisk mand fra kommunen (Lars Brygman) og en rapkæftet stripper (Sidse Babett Knudsen), stramt og spændstigt fortalt.
   
Og tillad mig at gøre et særligt nummer ud af Lotte Svendsens Royal Blues, der forener en vis bredde med kortfortællingens tilspidsning og giver et snit gennem 1990'ernes Danmark — fra høj til lav, fra småborger til kunstner.
   
I centrum står tre søstre. Den ene har søgt tilflugt i parcelhus-småborgerlighed med en tyrannisk mand, den anden prøver at overleve ved at pejle sig frem gennem de sociale støtteordninger, og den tredje — Belinda — er en troskyldig sjæl, som er parat til at gøre alt for sin fængslede kæreste. Det er Belinda, vi følger på en forunderlig færd gennem et modsætningsrigt velfærdssamfund, hvor alle spiller et mere eller mindre uigennemskueligt rollespil. Til slut indser hun, at hun ikke kan forlade sig på andre, mindst af alle de velstillede, men må tage sagen i egen hånd, hvis hun skal videre i livet.
   
Filmen satiriserer underfundigt over den måde, vi opfatter kunst på. For den eneste mulighed, hovedpersonen har for at få kontakt med Kronprinsen og få den attråede benådning for kæresten, er ved at forvandle sig til en slags kunstner eller entertainer, et levende telegram. Men da Belinda træder uden for entertainerrollen og bliver virkelig, har man kun et skuldertræk tilovers for hende. Og til sidst ses Kronprinsen byde på det maleri, hun har stået model til. I pæn kunstnerisk indramning kan den ulykke accepteres, der ignoreres i det virkelige liv. For vi kunstkonsumenter kan slet ikke rumme den virkelighed, som kunsten ofte inspireres af.
 
Cirklen sluttet
Som helhed var lysten til at eksperimentere i Dansk Novellefilms produktioner nok mindre end forventet, og efterhånden udvandedes konceptet, der aldrig fandt en tilfredsstillende visningsform, hverken i biograf eller på tv. Novellefilmene endte med at blive nærmest usynlige, og bevillingerne fulgte ikke med tiden.
   
Men selv i ordningens dødsår 2003 (hvor institutionen hed Novellefilm) var det muligt at se et så rendyrket og velskabt eksemplar af arten som Birgitte Stærmoses 15 minutter lange Små skred om den 12-årige Lindas farligt accelererende møde med en fremmed mand. En filmfotograf af verdensformat, Anthony Dod Mantle, stod særdeles mærkbart bag kameraet til det dramatiske filmdigt, der i virkeligheden i sin ultra-stramme form, stærke visuelle atmosfære-koncentration og stigende dramatiske kurve ikke er uden ligheder med klassikeren De nåede færgen. 
   
Så selv om novellefilm-opblomstringen visnede noget hen de sidste år, blev cirklen sluttet med manér. Fremtidens Talentudviklings-ordning vil utvivlsomt kaste en del novellefilm af sig, men nu måske af den mere vildtvoksende type. Hvilket næppe er nogen skade til. For som sagt: I forhold til et publikum, der alt for sjældent findes i rimelig målestok, er novellefilmen i sig selv et mærkeligt fænomen. Nyttig for filmskaberne og særdeles brugbar i skolen qua sit korte format, men ofte lidt spøgelsesagtig for andre. Måske bør novellefilmen i fremtiden mere være en indbydende legeplads for fantasien end en barsk træningsbane for spillefilmens rekrutter. Det skæve og anarkistiske fortjener at blive ansporet. 

Hvorom alting er, har udviklingen bevist berettigelsen af en fast tumleplads for fiktion i miniformat — kort og godt.