Kortfilm, klap og kritik i Odense

”Kan min kammerat også få en billet,” spørger jeg.

Nej, det er helt umuligt. Der bliver mere end proppet, og der står 1000 på venteliste, fortæller den frivillige.

Den røde løber på torvet ser ellers så indbydende ud. Omkring den danser festivalens maskotter iklædt en gul dragt, der dækker hele kroppen. De danser sløvt, som om de mimer at være lukket inde i glasbokse eller trækker i usynlige reb.

Vi vader lige ind forbi dørmændene og bliver stoppet af en fotograf. En to tre og vi er oppe ad trappen. Min billet ligger endnu trygt i lommen. Salen er rigtig nok godt fyldt op, men der er tomt nok til, at vi finder mere end to pladser på anden række.

Festivalleder Birgitte Weinberger træder på scenen. Gallaen er startet.

Kulturelle profiler
Odense International Film Festival har fået en fin start på dagen med fyldte caféer og filmsale, hvoraf de fleste visninger og arrangementer er gratis.

Blandt andet har festivalens kunstneriske leder, Ellen Hillingsøe optrådt med Bubber, der har fortalt om det at være et barn på 50. Også Martin Stange-Hansen, Oscar-vinder for bedste kortfilm 2003 med Der er en yndig mand, har været forbi og vist fem essentielle kortfilm.

Til aftenens galla skal vi se to film.

I den belgiske Millionaries spiller en mand altid på de samme tal i Lotto – på nær den lørdag, hvor han ellers kunne have vundet millioner. Hans bror tror, de er blevet rige, og holder kæmpe fest. Den falske vinder får aldrig sagt sandheden, så publikum griner godt med. Højlydt.

Mellem filmene er der indslag fra kulturelle profiler. Henrik Bo Nielsen fra Det Danske Filminstitut, filmkonsulent og forfatter Ulrich Breuning og H.C. Andersen Festivals-direktør Peter Bøgholm priser alle kortfilmen og festivalen. 

Krigsfilm er populære
Mest interessant er indslaget af Ellen Hillingsøe.

”Ingen tvivl om, at film om krig er populære for tiden,” siger hun og henviser til film som 9. april og de kommende Under sandet og Fuglene over sundet.

Meget apropos er temaet i det spritnye nummer af Ekko netop ”Krig”.

”Vi er i krig. Krig er spændende. Derfor krigsfilm,” siger hun efterfulgt af den berømte scene fra Panserkrydseren Potemkin med barnevognen, der falder ned ad trappen, akkompagneret af levende klavermusik.

Aftenens anden kortfilm er den engelske The Phone Call, dette års vinder af kortfilm-Oscar’en. En mand ringer til en kvinde, der arbejder hos en telefonrådgivning. Han fortæller, at han har taget en frygteligt masse piller, og at han vil have hende i røret, indtil livet rinder ud.

Ikke et øje er tørt, når filmen slutter, og aftenen er forbi. 

Anker Boye i pr-humør
Udenfor på torvet serverer guldbeklædte piger lunkne guldøl ganske gratis til de mange gæster – kendte såvel som halvkendte branchefolk. Min kammerat prikker mig på skulderen og fortæller, at ham derovre er Odenses borgmester Anker Boye. Da han hører, han står over for en journalist, går politikermunden på gled.

”Jeg kommer altid til Odense Film Festival. Kortfilm er fremragende. De kan fortælle noget om, at vi skal blive bedre til at passe på hinanden. Også ude i verden,” fortæller han og bliver endnu mere politisk, som munden går sin gang.

– Men ser du selv kortfilm, Anker?

”Nej, det gør jeg ikke. Min kone ser mange film, men det har jeg slet ikke tid til.”

Han vil gerne fotograferes, da jeg spørger, men helst sammen med ”de smukke unge piger”, det vil sige noget, der ligner en folkeskoleklasse. Politisk pr, når det er bedst. 

Unfair konkurrence
Jeg støder også ind i den unge instruktør Jesper Quistgaard, som deltager i den danske konkurrence og i publikumskonkurrencen med actiondramaet Ødeland.

– Tror du, at du vinder en pris i år?

”Nej,” griner han.

”Den danske konkurrence vinder jeg ikke, fordi jeg ikke laver fisefranske film om trettenårige piger, der opdager deres seksualitet.”

”Også publikumsprisen får jeg svært ved at vinde på grund af reglerne,” siger han.

Filmene bliver vist i blokke med omkring fem film, og efter hver blok kan publikum stemme på en film pr. sms. Den film med flest stemmer sidst på ugen vinder.

”Problemet for min film er, at den bliver vist færre gange end andre. Sidste år deltog jeg med Sværvægter, som fik rigtig mange stemmer i de blokke, den lå i. Men den kunne ikke konkurrere med for eksempel vinderen Helium, fordi den blev vist mange flere gange og derfor havde god mulighed for at få mange flere stemmer.”

Trods konkurrencefordele skal publikum nok blive tilfredse. Festivalen er i gang.

Programmet kan du finde her.