Nyhed
22. juli 2014 | 13:53

Kortfilmkonkurrence øger pengepræmie

Foto | Odense Internationale Filmfestival
Idémændene i kortfilmkonkurrencen Pitch Me Baby evalueres af et panel af professionelle filmfolk under Odense Internationale Filmfestival.

For femte år i træk afholdes talentkonkurrencen Pitch Me Baby på Odense Internationale Filmfestival. Præmien er hævet til 50.000 kr.

Af Martin Schantz Faurholt

Tilstrømningen af kortfilm fortsætter til Ekko Shortlist, Filmmagasinet Ekkos ugentlige hitliste, der gik i luften 15. april 2013. Det vidner om stortrivsel for originale, danske kortfilm og sund aktivitet blandt landets mange uopdagede filmtalenter.

Også på Odense Internationale Filmfestival er kortfilm i hovedsædet. For femte år i træk afholder festivalen konkurrencen med det lokkende navn Pitch Me Baby, hvor unge filmskabere kan ”pitche” deres bedste idé til en kortfilm.

Det er en åben konkurrence, hvor hver deltager på bare fem minutter skal sælge sin idé over for en jury.

”Pitchen skal fortælle og præsentere filmen så klart, enkelt og pirrende, at både tilhørerne og juryen tænker: ’Den film må vi bare se!’” lyder det i en pressemeddelelse fra brancheforeningerne Danske Dramatikere og Danske Filminstruktører, der står bag konkurrencen.

Støtte til kortfilmmiljøet
Pitch Me Baby skal først og fremmest være med til at kultivere idé-udviklingen blandt filmfolkene og støtte det danske kortfilmmiljø.

Præmien er i år øget fra 30.000 kroner til 50.000 kroner. Det er penge, som falder på et tørt sted, for kortfilmproduktion er ikke nogen lukrativ affære.

Men den kreative succes for danske kortfilm er ikke til at tage fejl af. Der er en sådan interesse for formatet, at næstformanden karakteriserer det som et reelt boom.

”Aldrig er der blevet lavet så mange kortfilm af unge nye talenter, og aldrig er de i nyere tid blevet set af så mange,” siger Nikolaj Scherfig, næstformand i Danske Dramatikere, til Ekko.

Det er især muligheden for at distribuere film på nettet, der har givet kortfilmformatet et boom. Anders Walters Oscar-triumf med Helium i år har heller ikke gjort interessen mindre.

En slags masterclass
”Sidste år var der 70 ansøgere, og af dem udvalgte vi otte gode projekter til at blive præsenteret,” fortæller Nikolaj Scherfig.

”Alene det at være med i konkurrencen og få lov at præsentere sit kortfilmprojekt for en forholdsvis tung jury er i sig selv en slags masterclass,” tilføjer han.

Konkurrencen er åben for alle. Du kan tilmelde din kortfilmidé her senest fredag 8. august klokken 12.00. Otte forslagsstillere udvælges til at komme på scenen og pitche torsdag 28. august klokken 13-17 i Rosenbækhuset, Rosenbæk Torv 30, Odense, hvor også publikummer er velkomne.

Kommentarer

Pitch Me Baby 2014

Kortfilmkonkurrence under Odense Internationale Filmfestival.

På scenen i Odense skal otte udvalgte filmfolk på fem minutter overbevise en jury om, at de har verdens bedste kortfilm i maven.

Konkurrencen er åben for publikum og afholdes torsdag 28. august kl. 13-17 i Rosenbækhuset i Odense.

Pitch Me Baby-prisen er i år på 50.000 kr.

For at deltage i konkurrencen skal man tilmelde sin idé senest fredag 8. august kl. 12. Læs mere her.

Pitch Me Baby-vindere

2013 Patrick Sølberg: A Wolf at the Door

2012 Andreas Meldgaard Christensen: Din skæbne

2011 Lea Glob: En fødselshistorie

2010 Oliver Zahle: Elephant

© Filmmagasinet Ekko