Dag 5: Persbrandt er sej som rockstjerne

Dagen starter uskønt med voksenmobning.

Jeg har efterhånden lært, at det er mest smart at sætte sig på et af Berlinale Palasts yderste sæder. Så har man nemlig lidt mere benplads på de umagelige sæder.

Jeg spotter mig så en plads og sætter mig ned – blot for på dansk at høre bag mig: ”Hold da kæft, sikke et bjerg!”

Det er en dansk journalist fra et større dagblad (som jeg ikke gider sætte navn på), der siger det til sin kollega. Han ved selvfølgelig ikke, hvem jeg er, men synes åbenbart, at mit korpus skæmmer hans udsyn (jeg er bred over hoften).

Han finder en plads på den anden side af gangen. Forhåbentlig har han dér en bedre udsigt, så han kan skrive noget velmenende om dagens første film, der handler om handicappede.

Højskoleagtig film
I den kinesiske Blind Massage er alle de ansatte på en massageklinik nemlig blinde eller har nedsat syn.

Vi følger mest den unge mand Ma. Han mistede synet som barn i en ulykke, men efter et slagsmål får han det delvist igen.

Når vi er med ham, bliver leget med lyd og lys. Filmisk forsøger instruktøren at udtrykke hans svage synsevner, men det fungerer ikke. Det bliver bare sært mudret.

Jeg havde forestillet mig en meget mere sanselig film om blinde. Det kunne da være løst mere kreativt?

I stedet har filmen en lidt højskoleagtig stemning med de kærlighedskonflikter, der opstår blandt de ansatte, der bor sammen i en lille lejlighed, hvor de sover i kønsopdelte rum med køjesenge.

Ma forelsker sig i en prostitueret, og i sidste halvdel forsvinder han ud af filmen sammen med hende. Så meget for den hovedperson.

Komisk kraftidiot
Inden dagens anden konkurrencefilm bliver jeg kontaktet af Radio24syv. Radiostationen vil høre, om jeg ikke har lyst til at fortælle lidt om, hvordan det er at være på festival.

Takker selvfølgelig ja, og med den festivaloplevelse krydset af sætter jeg mig til rette for at grine hjerteligt af Kraftidioten (åbenbart dagens tema).

Stellan Skarsgård er svenskeren Nils Dickman. Han bor i Norge, kan enormt godt lide sit arbejde med at køre sneplov og så ellers hygge sig med sin kone.

Men da deres søn bliver fundet død af en overdosis, går hans ægteskab i stykker. For Dickman tror ikke på, at hans søn tog stoffer, men at der er tale om et mord.

Da sønnens kammerat dukker gennemtævet op, finder Dickman ud af, at hans søn uskyldigt er blevet rodet ind i noget gangster-bøvl og derfor slået ihjel med narko. Så han tager på hævntogt.

Sol eller velfærd?
Kim Fupz Aakeson har skrevet manuskriptet, og han har sans for iskold, nordisk humor. Han har da også gjort det før med instruktøren Hans Petter Moland og Skarsgård i den ligeledes sorte komedie En ganske rar mand fra 2010.

I rollen som den serbiske overskurk Papa ses i øvrigt Bruno Ganz, som mange vil genkende som Hitler i det tyske Anden Verdenskrigs-drama Der Untergang.

Hans sorgfulde og markerede ansigt tilføjer rollen en ekstra dimension, selv om han ikke taler så meget. Da han står på en skiløjpe og kigger på børn, der farer forbi på slalomski, kan han ikke lade være med at smile og svusje med i hofterne.

To gangstere har i øvrigt en ubetalelig samtale om velfærdssamfundet.

”Velfærd findes kun i kolde lande,” påstår den ene. ”I varme lande kan man bare plukke en banan. Dér har man ikke brug for velfærd. Sol … eller velfærd.”

Som én sagde bagefter: ”Den var virkelig sjov. Stellan var fantastisk. Men den vinder jo ikke noget.”

Jeg kunne ikke have sagt det bedre selv.

Teaterfilm
Franske Alain Resnais var en af de fremtrædende filmskabere i den franske nybølge.

Instruktøren bag Hiroshima, min elskede har været aktiv siden 50’erne, men for snart 30 år siden erklærede han, at han ikke skelnede mellem film og teater – og det er ganske tydeligt i hans konkurrencefilm Life of Riley.

Den er baseret på et teaterstykke af den engelske Alan Ayckburn, som han også tidligere har filmatiseret skuespil af.

Det er svært tilgængelig, for man bliver ikke særligt engageret i historien om de to ægtepar. Deres ven George er dødeligt syg, og pludselig er der indbyrdes kamp mellem kvinderne om, hvem der skal have lov at hænge ud med George i hans sidste tid.

George møder man – naturligvis – aldrig.

Under filmen kan jeg ikke lade være med at tænke på, hvorfor man overhovedet har lyst til at lave en film som teater. Hvad er så filmens berettigelse?

Det kan selvfølgelig være en form for kunstgreb, men jeg stod i hvert fald af på den her.

Pernille Fischers styrke
Jeg er meget vild med instruktør Pernille Fischer Christensen. Jeg synes, hun har lavet nogle meget smukke og ærlige film.

En du elsker er skrevet af hende selv og ægtemanden Kim Fupz Aakeson, der dermed havde to film på lærredet i dag.

Det er en af de film, jeg har set mest frem til. Den bliver præsenteret som en del af Berlinale Special-programmet, og instruktøren har også tidligere haft både debutfilmen En soap og En familie med i konkurrencer – førstnævnte vandt en Sølvbjørn i 2006.

Mangler et twist
Filmen er ikke dårlig, bare banal.

Fortællingen er meget ”hollywoodsk”: Enspænder-bedstefar er pludselig nødt til at tage sig af sit stort set ukendte barnebarn, og selv om han gør det modvilligt, ender han i sidste ende med ikke at kunne undvære barnet.

Jeg sad og ventede på, at der ville ske noget uventet. Der måtte komme noget, som twistede historien og tilføjede den noget ekstra. Men det gjorde der desværre ikke.

Der er en god kemi mellem Trine Dyrholm som producer og en sej Mikael Persbrandt som rockstjerne.

Han crooner selv som en blanding af Leonard Cohen og Steen Jørgensen, men han er ikke så god til at lipsynce. Den ellers udmærkede musik, skabt af Tina Dickow og Marie Fisker, bliver lidt for ensformig.

Svingende kvalitet
Dag fem er forbi, og det må siges at være overraskende, hvor svingende konkurrencefilmene er i kvalitet.

De har trods alt været igennem en udvælgelsesproces, men der er godt nok en del af dem, som jeg personligt nærmest har lyst til at sætte ild til.

Men smag og behag er heldigvis forskelligt. Det kan man blandt andet se i branchebladet Screen. Dagligt har otte anmeldere givet op til fire stjerner til hovedkonkurrencens film.

En af mine favoritter, den tyske Jack, har et gennemsnit på 1,9 stjerne. Den har endda fået et stort, sort kryds, som simpelthen betyder ”dårlig”.

Indtil nu ligger ligeledes tyske Stations of the Cross i top med et rent gennemsnit på 3. På de næste pladser ligger '71 med 2,9, og The Grand Budapest Hotel med 2,8.