Krig mellem Tarantino og filmselskab
Quentin Tarantino blev nærmest med et trylleslag en af filmbranchens største instruktører, da han i 1994 fik sit store gennembrud med Pulp Fiction.
Filmen vandt Guldpalmen på festivalen i Cannes og gik videre til at vinde en Oscar for bedste originale manuskript.
Nu har instruktøren besluttet at sælge syv eksklusive scener fra filmen på auktion som en såkaldt NFT, der står for Non-Fungible Token. Det er kryptokunst, som eksisterer digitalt. Indholdet af den omtalte NFT er hemmeligholdt, men ifølge Tarantino består den af det første håndskrevne manuskript og instruktørens kommentarer.
Det er dog faldet Miramax for brystet. Produktionsselskabet mener at have rettighederne til materialet, og derfor har de sagsøgt instruktøren. Det har dog ikke fået Tarantino til at ryste på hånden.
”Miramax tager ganske enkelt fejl. Quentin Tarantinos kontrakt er klokkeklar: Han har ret til at sælge NFT’er af sit håndskrevne manuskript til Pulp Fiction, og dette klodsede forsøg på at forhindre ham i det, vil fejle,” udtaler instruktørens advokat Bryan Freedman ifølge amerikanske medier og fortsætter:
”Men Miramax’ grove beslutning om at afsløre fortrolig information om deres filmskaberes kontrakter og kompensering vil gøre uoprettelig skade på filmselskabets ry længe efter denne sag.”
Juridisk slagsmål
Miramax har i forvejen fået sit ellers gode navn mere eller mindre ødelagt af stifteren Harvey Weinsteins fængselsdom for voldtægt.
Filmselskabet producerede i 90’erne og 00’erne prisvindende film som Shakespeare in Love, There Will Be Blood og Quentin Tarantinos film. Samarbejdet mellem parterne stoppede med Tarantinos seneste værk, det kritikerroste opus Once Upon a Time in Hollywood, som instruktøren lavede hos Columbia Pictures.
Da kontrakten om Pulp Fiction blev indgået for næsten 30 år siden var der næppe nogen, som havde forudset, at der en dag ville findes noget ved navn NFT. Der er dermed lagt op til et juridisk slagsmål for at finde ud af, hvem der egentlig ejer rettighederne.
”Uden opsyn kan Tarantinos opførsel lede andre til at tro, at Miramax er involveret i hans eventyr,” står der i filmselskabets søgsmål, som fortsætter:
”Det kan også få andre til at tro, at de har ret til at indgå lignende aftaler eller få den slags tilbud, når det faktisk er Miramax, som har rettighederne til at udvikle, markedsføre og sælge NFT’er ud fra selskabet store bagkatalog af film.”
Uenigheden er stor, og sidste ord er ikke sagt i sagen, som en dommer nu skal tage stilling til.
Kommentarer