Krigen interesserer mig ikke

Tanken var at lave en krigsfilm. Det er ikke, fordi jeg er specielt optaget af emnet, men film har altid haft noget kørende med krig. Det er som det gamle ordsprog om Fred Astaire og Ginger Rogers: He gave her class. She gave him sex.

Film og al dens kunstighed og iscenesatte virkelighed vil gerne gnubbe sig op ad krigens realiteter, mens krigens folk gerne modellerer sig efter filmens larger than life-personer.

For mange instruktører er det dog ikke kun en tematisk tiltrækning. Krigens brutalitet, klare mål og grundlæggende maskuline udtryk fungerer som et yndet identifikationsobjekt. Instruktørerne ser sig selv som generaler eller roughneck-soldater, der skal nedkæmpe utidig indblanding fra pengemænd og gå i krig med deres lille guerillahær på de filmiske slagmarker.

Jeg troede kort sagt, jeg skulle lave en krigsfilm. Måske fordi jeg elsker film, måske fordi en god ven fortalte mig en historie fra det virkelige liv. En fantastisk historie, der kunne blive til en rigtig krigsfilm. Så jeg gik til den med research - bøger, artikler, interviews. Jeg rejste rundt i verden for at finde egnede locations til ørkenscener med tanks og soldater i fuldt krigsudstyr.

Det ender med, at jeg sidder med en anden ven på en lille café i London. Vi skal møde Mr. X.

Den perfekte bankmand
Mr. X er en amerikaner, som nu arbejder i bankverdenen. For et par år siden var han i hæren som frivillig, hvor han blev sendt til Kandahar i Afghanistan som forhørsleder. Stedet, som nogle mener var det første skridt på vejen mod torturfængslet i Abu Ghraib.

I Kandahar stod amerikanerne ansigt til ansigt med fjenden for første gang. Og de var ikke glade for de øjne, der så tilbage. Uden respekt. Uden frygt. Amerikanerne følte sig hurtigt handlingslammet af de gængse menneskerettighedskonventioner. Noget skulle der ske. Og det gjorde der så. Langsomt, men sikkert blev stregen i sandet for acceptabel behandling af fanger rykket. Dag for dag, indtil stregen til sidst var udvisket.

Nu sidder jeg en gråvejrsdag i London og venter på Mr. X, der har sat os i stævne på en lille italiensk café med ternede duge.

Endelig kommer han. Venlig. Smilende. Effektiv. Den perfekte bankmand. Og sandsynligvis den perfekte soldat. Rolig, kølig og velovervejet. Med fokus på fremtiden, som kan retfærdiggøre øjeblikkets handlinger og tvivl. Jeg spørger, lytter og skriver i min lille notesbog. Jeg prøver at finde ind til sagens kerne.

Hvad foregik der egentlig? Gav det mening for de amerikanske soldater? Var det den rigtige krig? Og hvor meget kan retfærdiggøres i Den Gode Sags tjeneste?

Idealisme og kynisme
Det er et stort øjeblik for mig, for med Mr. X er det ikke bare teori. Det er praksis og levet erfaring. Og der kommer ting frem hen over den ternede dug, der ikke står i de officielle forklaringer. Det er lige til en film. Den energi skriver jeg videre på. I lang tid skriver jeg med to citater stående på forsiden af mit manus:

- Idealisme er det, der kommer før erfaring. Kynisme er det, der følger efter.

- En idealist tror, at det kortsigtede ikke tæller. En kyniker tror, at det langsigtede ikke betyder noget. En realist tror på, at hvad der bliver gjort eller ikke gjort på kort sigt, afgør det langsigtede.

Første manus foregår kun nede i lejren. Men det føles fjernt og uvirkeligt, og jeg skriver en ny version. Nu er en del af handlingen henlagt til Danmark. Filmen handler om de politiske mekanismer bag beslutningen om at gå i krig. Næste version foregår endnu mere i Danmark. Så kun i Danmark. Nu er soldaterne pludselig væk. Det går ikke. Nyt manus. Det fungerer stadig ikke. Jeg giver op. Jeg kan ikke få knækket nødden.

Jeg ved ikke hvorfor. Jeg analyserer mig frem til, at det må være, fordi alle krigsfilm i virkeligheden blot besvarer et eller flere af tre spørgsmål: 1) Hvorfor går vi i krig? 2) hvordan er krig i virkeligheden? 3) hvad gør krigen ved os? (hvor historien om den hjemvendte soldat er en underkategori).

Alle tre spørgsmål er besvaret, og flere af filmene er mesterværker. Men det er selvfølgelig en forkert konklusion på en forenklet analyse. Der er altid en film, der kom før én. Vi skriver og filmer med og mod historien, og vi bliver nødt til at blive ved. Fordi samtiden, konteksten, billedet af os selv, forandrer sig. Og historien skal derfor fortælles igen, men lidt anderledes. Så der skal nok komme en stor dansk film om krig - en eller anden gang - men det bliver ikke af mig.

Mit problem er, at jeg er som alle andre. Krigen interesserer mig ikke. Ikke sådan rigtig. Ikke i konkurrence med den smukke pige oppe i baren, mælken der er udsolgt, eller hvem der vinder et eller andet talentshow. Krigen er ikke en del af vores identitet. Måske fordi vi som danskere har en meget svagt defineret national fortælling, måske fordi vi har det svært med idealisme. Vi har det svært med idéen om, at der findes store drømme, som kræver store ofre

Og så pludselig indser jeg, at dét skal være historien i min film. Den skal handle om, hvordan vi selv skal finde krigen. Om hvordan den enkelte spejler sig i krigen - og finder sig selv. For krigen er lige det, som den enkelte dansker har brug for, at den skal være. Det er den store konspiration eller transnationalt samarbejde, overgreb eller befrielse, demokratisk imperialisme eller kapitalistisk fascisme. Det store fortolkningsvanvid.

Thrilleren er tvivl
Nu handler historien om en mand, der leder efter en historie. En mand, der prøver at forstå sin omverden og fortolke dens spor, fordi han er i tvivl om, hvad det hele går ud på.

Pludselig er det ikke en krigsfilm mere. For hvis man er i tvivl og sætter spørgsmålstegn ved verden omkring sig, er der tale om en thriller (eller en film noir). Essensen af thrilleren er tvivl og mistanke. Noget er ikke, som det burde være. Den normale orden har forrykket sig. Noget er hemmeligt. Hvad er hemmeligheden? Hvem skjuler den? Hvorfor skjuler de den? Og hvem kan man stole på i kampen for at finde sandheden?

Thrilleren stiller spørgsmål, der skriger på svar. Den handler om at finde historien, som giver mening. Hvad vil den krig os? Hvad ser vi i den, hvis ikke os selv? På den måde har film sin egen relevans. Her sættes der bevægelse på vores tvivl. For nok er film ikke krig. Men det handler også om liv og død. Bare oppe på lærredet.