”Skuespillerne frøs som aldrig før”

Ekko har i det trykte magasin og her på hjemmesiden fortalt historien om instruktøren Ernst Johansens seksuelle overgreb på mindreårige skuespillere under produktionen af ungdomsfilmen Krigernes børn i vinteren 1978-79.

Overgrebene vakte opstandelse blandt pigerne på settet, men det blev dysset ned. Og havde en af pigerne fra filmen, Anne, ikke taget sit eget liv og efterladt en dagbog, der afslørede instruktøren, ville Ernst Johansen måske være sluppet af sted med ugerningen.

Filmbranchen reagerede i hvert fald ikke på, hvad der må betragtes som det værste misbrug af unge skuespillere i dansk film og gav instruktøren en fængselsstraf på otte måneder.

Det bliver bekræftet i Det Danske Filminstituts dokumenter fra filmen, som Ekko har fået adgang til. Mappen byder på hele 314 sider, men ikke med ét ord nævnes overgrebene. Det er, som om de slet ikke har fundet sted.

”Få dage efter udeoptagelsernes afslutning satte det ind med kraftigt tøvejr, så vejrmæssigt blev filmen fulgt af held. For netop til de tid- og stedløse omgivelser, historien kræver, var snelandskabet ideelt. Men prisen blev dyr på en anden måde,” skriver Panorama Film i produktionsnoterne og fortsætter:

”For holdet og skuespillerne frøs som aldrig før under en dansk filmproduktion. Værst gik det ud over børnene, idet deres kostumer ikke var særlig varme. De blev næsten alle ramt af voldsomme forkølelser, så flere optagelser måtte aflyses. Helt galt gik det for Jeanette Hultberg, som spiller den døvstumme My. Hun fik lungebetændelse, hvilket hen mod slutningen af optagelserne forårsagede drastiske omlægninger af produktionsplanen.”

At fjortenårige Jeanette Hultberg var en af de piger, som Ernst Johansen lokkede til sex med løfter om filmroller, bliver forbigået i larmende tavshed.

Snevejr og uprofessionel
Krigernes børn er et eventyr om børn i et krigersamfund. I pressematerialet slår selskabet ironisk nok på, at filmen er solidarisk med børn og unge og deres politiske bevidstgørelse.

Filmen berører ”de purunges følelses- og sexliv, udnyttelsen af børn som arbejdskraft, fremmedarbejderproblematikken og de voksnes iver for at presse fordomme ned over hovedet på børn i stedet for at lade dem drage deres egne konklusioner”, lyder det.

Det fremgår, at Ernst Johansen var uddannet som fritidspædagog. Han havde tidligere instrueret La’ os være (1975) og Du er ikke alene (1978) sammen med Lasse Nielsen, som i dag selv bliver anklaget for seksuelt magtmisbrug.

Men Krigernes børn var Johansens debut som soloinstruktør, og i et notat bruger regnskabschefen Knud Lindemose, efter en samtale med producenten Just Betzer, det som forklaringen på overskridelsen:

”Snevejr. Ernst Johansen (instruktør) uprofessionel. Lavede ca. 1 uges optagelser om. Overskrivelser blev mindre, end man faktisk skulle forvente – han ’holdt igen’.”

Ekko har været i kontakt med en af de kreative filmfolk, der var højst i hierarkiet på Krigernes børn. Vedkommende har ikke ønsket at udtale sig, men hævder, at Ernst Johansen blev fyret undervejs på grund af hans overgreb på de unge skuespillere.

Det strider imidlertid imod, hvad alle andre kilder har sagt. Og et referat fra et lanceringsmøde på Just Betzers kontor på Strandlodsvej den 23. maj 1979 viser da også, at Ernst Johansen var med helt frem til filmens premiere.

Sammen med instruktøren og klipperen Anders Refn skulle han således lave traileren klar til kontrolkørsel primo juni 1979. Det var i øvrigt samme Refn, der et år senere forsøgte at redde sin instruktørven ud af det barske fængsel i Milano, han var endt i efter en vild flugt fra Danmark.

Udflugter for pensionister
Krigernes børn blev støttet af filmkonsulent Frits Raben og børnefilmkonsulent Ulrich Breuning. Sidstnævnte indstiller den 11. juni 1979 begejstret filmen til en ekstraordinær lanceringsstøtte på 10.000 kroner.

”Jeg har set den råklippede udgave og i øvrigt fulgt slutfasen med interesse. Det er blevet en meget flot film – og en film, der på én gang helt er i den danske ungdomsgenres ånd – igen flugten som tema, og samtidig bryder ved et mere entydigt udsagn, end genren normalt disker op med: en kommentar til volden i fortiden, her, nu og altid,” skriver Ulrich Breuning i sin indstilling.

Men Filminstituttets bestyrelse afslår at give ekstra støtte. ”Jeg er sorrigfuld, men det hjælper jo lige fedt,” skriver Ulrich Breuning til Just Betzer den 22. juni.

Men børnekonsulenten mister ikke gejsten, og blot fire dage senere sammenligner Breuning i et brev til Steen Mortensen fra Panorama Film den forestående lancering med de israelske elitestyrkers storslåede befrielse af gidsler i Entebbe-lufthavnen i Uganda i 1976:

”Vi fortsætter med vor gigantiske mission, der får selve ’Entebbe’ til at ligne en udflugt for pensionerede spejderførere.”

Ubærlig tragedie
Krigernes børn havde premiere 27. august 1979 i Palladium og Palads i København og Royal Cinema i Aarhus. Filmen solgte knap 50.000 billetter, der var i den lave ende dengang. Ulrich Breuning medgiver i dag, at slutproduktet er af tvivlsom kvalitet.

”I det øjeblik, man støtter en film som konsulent, må man jo tro på den. Jeg troede på idéen og kunne også godt lide bogforlægget, men det var ikke nogen særligt vellykket film, for nu at sige det pænt,” siger 72-årige Ulrich Breuning.

– Hvornår fandt I på Filminstituttet ud af, at noget var rivende galt i forhold til det med de seksuelle overgreb?

”Det var, da medierne begyndte at skrive om sagen – altså et halvt år efter premieren. Og jeg mener, at Filminstituttet havde den holdning, at det var en straffesag, som man ikke kunne blande sig i.”

– Hvad tænkte I personligt?

”Alle var så rystede. Ernst Johansen fremstod som en jovial og behagelig mand. Jeg husker, at han deltog i en nordisk børnefilmkomsammen og kunne diske op med flere sømandssange. Men han har åbenbart haft en anden side, som han har holdt skjult.”

– Ernst Johansen og Lasse Nielsen dannede længe et makkerpar. Hvem af de to havde mest talent?

”Her mange år efter vil jeg sige, at Lasse Nielsen var kunstneren. Hvad var der mon sket, hvis Lasse var kommet på Filmskolen og havde lært faget på en anden måde end bare som autodidakt? Han har vist engang sagt, at han føler sig som en ung Truffaut og har en slags poesi i sig.”

”Men selvfølgelig kunne Ernst Johansen også et eller andet. Efter sagen forsvandt han ud af filmbranchen, og jeg husker, at han endte med at have en stor videoforretning på Åboulevarden, hvor jeg engang til min store overraskelse mødte ham.”

”Den her historie er jo næsten ubærlig. Vi ville skabe fornyelse i den danske ungdomsfilm, men endte med en tragedie.”