Nyhed
19. nov. 2018 | 17:44 - Opdateret 19. nov. 2018 | 20:01

Krigsdrama ramt af granatchok

Foto | Stanislav Honzik
I krig & kærlighed fortæller historien om de danske soldater, der måtte kæmpe for den tyske hær under Første Verdenskrig. Men filmen har ikke trukket det ønskede antal øjne til biograflærredet i åbningsweekenden.

Storfilmen I krig & kærlighed er kommet skidt fra start i biograferne. ”Det er en økonomisk lussing,” siger producent Ronnie Fridthjof, som mener at kende noget af forklaringen på publikumstallet.

Af Claus Christensen og Nicki Bruun

Anmeldelserne var blandede, men Ekkos Bo Tao Michaëlis var positiv i sin vurdering af I krig & kærlighed, der fik biografpremiere sidste uge.

Til gengæld kunne man forestille sig, at det stort anlagte drama om kærlighedsforviklinger under Første Verdenskrig ville trække danskerne i biografen. Men efter åbningsweekenden ser filmen ud til at være ramt af granatchok.

Blot omkring 20.000 publikummer har fra torsdag til søndag og inklusive forpremierer indløst billet til filmen med Sebastian Jessen, Rosalinde Mynster og den tyske Game of Thrones-skuespiller Tom Wlaschiha i hovedrollerne.

”Det er en økonomisk lussing til Fridthjof Film,” erkender filmselskabets grundlægger Ronnie Fridthjof, der foruden at være producent af den ambitiøse film debuterer som manuskriptforfatter med instruktør Kasper Torsting.

”Jeg troede, at Første Verdenskrig ville have større interesse. Men jeg må erkende, at ud over Sønderjylland – hvor filmen går godt – har interessen været mindre end forventet,” fortæller Fridthjof og fortsætter med et lille grin:

”Det er jo lidt absurd, at vi med filmen havde håbet at gøre den glemte krig – som historikere i Danmark kalder den – til den store krig. Det kommer sikkert til at ske, når den kommer på tv og andre steder, men i biografen har vi ikke formået at få Første Verdenskrig ud til danskerne.”

Lidt for lang
I krig & kærlighed
er blevet lavet med et budget på 42,5 millioner kroner. Foruden støtte fra Det Danske Filminstitut og Danmarks Radio er der både tyske, tjekkiske og norske penge i projektet.

Filmen er det største projekt nogensinde for Fridthjof Film, der har fejret biografsucceser med komedierne Blå mænd og de tre film i Alle for en-serien. Den seneste Alle for tre – ellers den mindst populære i serien – solgte lige knap 100.000 billetter i åbningsweekenden. Det er det samlede tal, som I krig & kærlighed ifølge Ronnie Fridthjof kan håbe at ramme.

”Jeg blev chokeret, da jeg så de første tal torsdag og fredag – jeg havde forventet meget mere,” siger producenten.

”Men jeg må nu konstatere, at når man ikke er med i Biografklub Danmark og kommer med et dansk drama, der ikke er en et kendt bogbrand eller på anden måde har interesse hos befolkningen i forvejen, så kan man faktisk ikke forvente mere end 100.000 solgte billetter.”

Ronnie Fridthjof fremhæver, at kun otte danske dramaer de sidste ti år er nået over 100.000 solgte billetter uden at have været del af Biografklub Danmarks program.

Halvdelen af dem er de fire Afdeling Q-filmatiseringer, der har et populært bogforlæg af Jussi Adler-Olsen. Resten er Hvidstengruppen, om den populære modstandsgruppe under Anden Verdenskrig, og velkendte Erik Clausens Mennesker bliver spist (se Ekkos skema nederst!). De sidste to er action-thrilleren Underverden og gidseldramaet Kapringen, der solgte henholdsvis omkring 170.000 og 130.000 billetter.

– Så det er ikke din film, der er noget galt med? Den har jo fået lidt blandede anmeldelser!

”Jeg har aldrig fået så positive tilbagemeldinger på en film som på I krig & kærlighed. På Facebook ligger der over 200 positive anmeldelser. Dem, der har noget negativt at sige, synes, at den er lidt for lang.”

Filmklubben gør forskellen
I krig & kærlighed
er timet til 100-året for afslutningen på Første Verdenskrig, så det kunne ikke være anderledes, at filmen skulle have premiere nu.

”Jeg vidste godt, at Paprika Steens Den tid på året også kom nu, og at vi ville konkurrere om den samme plads i Biografklub Danmarks program. Men jeg troede så meget på vores film, at den nok skulle klare sig uden Biografklub Danmark. På det tidspunkt vidste jeg dog ikke, at det næsten er umuligt at sælge mere end 170.000 billetter med et drama,” forklarer Ronnie Fridthjof.

– Burde Biografklub Danmark gøre mere for danske dramaer?

”De har sådan set gjort meget for dansk film. Men med de nye mål, som politikerne har sat, skal Biografklub Danmark vide, hvilken betydning klubben har for, at dansk film når det mål,” siger Ronnie Fridthjof.

”For vi er dybt afhængige af, at Biografklub Danmark vælger nogle af de danske dramaer, hvis vi skal nå en markedsandel på 29 procent, og det ikke kun skal være komedier og familiefilm det hele.”

Producenten er altså i første omgang fanget nede i skyttegraven, men håber, at røgen letter, når krydsilden stilner.

”Vi har investeret syv en halv million kroner i den her film. Herudover kommer markedsføringen. Den regner vi med kommer hjem, hvis vi sælger 100.000 billetter, men resten skal hentes hjem ad åre,” fortæller Ronnie Fridthjof.

Kommentarer

© Filmmagasinet Ekko