Kære dagbog: Store sko at stå i

Sundance var noget, vi gik og jokede om hjemme på selskabet Splay One, hvor vi lavede serien Kemohjerne til TV 2.

Det var et uopnåeligt drømmescenarie at blive inviteret til festivalen. Men nu befinder jeg mig her på slutningen af andendagen, godt banket igennem af indtryk. 

Vi tager den lige fra toppen. Delegationen består på nuværende tidspunkt af medforfatter Johan Wang, producer Nadja Nørgaard Kristensen, executive producer Nanna Nyboe Tabor, klipper Emil Gundersen og mig selv, som er instruktør og medforfatter. 

Vores delegation fløj via Amsterdam til Salt Lake City i Utah, USA. Og jeg præsterede allerede at fucke up, inden festivalen var begyndt, ved at glemme min computer i flyet. Tusind tak for det, trætte hjerne!

Faldet ned i 70’erne
Turen i mormonstaten Utah fra Salt Lake City til den lille, romantiske bjergby Park City var meget forbløffende.

Alle bygninger er brune og giver følelsen af, at du faldet ned i 70’erne. De første timer går med at få vores badges, min instruktør-Canada Goose-jakke (ja, det er åbenbart en ting!) og endelig lande i vores skønne og meget amerikanske condo i Deer Valley – ikke så langt fra gaden, hvor det meste sker: Park City’s Main Street.

Trætte og smadrede oven på atten timers rejse stormer vi af sted til det første arrangement: Filmmakers Welcome Party. En fest med mad, tre drinksbilletter (alkohol er efter sigende ikke så populært i mormonstaten) og talentfulde filmfolk fra hele verden.

Det er en film-drengedrøm at få lov til at stå på lige præcis dette sted: Sundance Film Festival, som har været en karrierestarter for forbilleder som Steven Soderbergh, Coen-brødrene og Paul Thomas Anderson.

Store sko pludselig at stå i.

Men vi er smadrede, så vi er ikke så sociale denne aften. Der bliver dog holdt en tale, hvor én vigtig pointe bliver gentaget: ”Be nice!”

Vær flinke ved hinanden. Det kan jeg godt forholde mig til. Hjem og sove!

Alting er booket
På dag to vågner jeg klokken 5.30 og er heldigvis ikke vildt jetlagged. Jeg fordriver morgenen med at anmelde min mistede computer – stadig øv!

Da de andre er oppe, smutter jeg af sted mod mit første møde. Jeg finder med alt held en Sundance-bus, der kører mig til Main Street, hvor jeg går igennem festivalens hjerte mod mit møde på Campos Coffee.

Gaden er smuk med amerikanske træhuse, og det er meget tydeligt, hvor lille byen er i forhold til festivalens størrelse. Størstedelen af bygningerne er overtaget af medievirksomheder som Indiewire, CNN og Searchlight Pictures, og gaderne er proppede med mennesker og badges.

Til sammenligning med festivalen SXSW i Austin, Texas, hvor jeg var for nogle år siden, er det meget tydeligt, at Sundance er en festival med hovedsagligt lukkede arrangementer, hvor ens badge og RSVP er eneste adgangskort.

På vejen løber jeg også ind i Claudette Godfrey, der er programlægger på SXSW. Hun fortæller, at man skal spise al den mad, man kommer i nærheden af, da alting konstant er booket – wow! Hun fortæller også, at de fleste fester slutter kl. 22. Double-wow!

Gensyn med Emily
Jeg ankommer til Campos Coffee, hvor jeg skal lave et interview med journalist Emily Buder til No Film School, som er en amerikansk platform for filmskabere.

Jeg mødte første gang Emily Buder på SXSW, hvor hun var så rar at skrive en artikel om min kortfilm Forever Now, da den vandt juryens pris for ”best narrative short”.

Emily er skøn, og interviewet går vist fint. Emily fortæller mig om den store åbningsfest i aften, som Warner Media afholder. Her skal blandt andre Matt Berninger fra The National spille, men det har vores delegation intet hørt om!

Jeg forsøger at komme på gæstelisten, men det er forgæves. Pis!

Sig noget sjovt!
Nogle timer senere mødes jeg med delegationen til arrangementet Welcome Lunch for International Filmmakers. Arrangementet består af mad og mingling. Til sidst beder festivalsdirektøren John Cooper alle de tilstedeværende instruktører komme op på scenen og præsentere sig selv og deres projekt.

Jeg må ærligt sige, at det er ganske nervepirrende at skulle præsentere sin serie med så meget talent i rummet. I stressede situationer reagerer jeg dog ved at tage det helt roligt, selv om det buldrer løs indeni.

Det resulterer også i, at min medforfatter Johan Wang fortæller mig, at jeg godt kunne sige noget mere sjovt, når jeg skal præsentere vores idéer.

Jeg svarer ham, at han er den sjove i vores skrive-duo. Men jeg skal selvfølgelig nok prøve.