Interview
17. mar. 2020 | 11:59

”For at få foden indenfor skal du sparke døren ind”

Foto | Amalie Resen
Anna (Anna Søgaard Frandsen, th.) er fanget mellem kæresten Solvej og en spændende fyr, men får hjælp og gode råd af veninden Carla (Krista Marianne Milman) i Ekko Shortlist-hittet Lidt endnu.

Kristine Bidstrup har måttet lægge sin beskedenhed på hylden for at komme frem i en mandsdominerede branche, men nu er hun i gang med at sætte rekord på Ekko Shortlist.

Af Astrid Maan Thomsen

Kristine Bidstrup har med kortfilmen Lidt endnu nærmest præsteret det umulige. I ti ud af foreløbigt elleve uger har filmen ligget nummer ét på Ekko Shortlist. Det er noget nær en rekord.

Al den opmærksomhed er noget nyt for den 21-årige instruktør. Faktisk har hun oplevet det stik modsatte: At blive komplet overset.

Det skete i forbindelse med et filmprojekt, som Kristine Bidstrup instruerede sammen med en anden instruktør. Selv om Kristine ene og alene havde finansieret projektet, fik hun ikke megen kredit.

”Produktionsselskabet omtalte mig slet ikke, og jeg blev også fuldstændigt glemt, da filmen blev omtalt i en artikel,” husker Kristine Bidstrup.

”Det er sådan noget, der sætter sig i dig. På den produktion var jeg en stille mus, så det gav mig en lærestreg.”

Oplevelsen har ikke bare gjort Kristine Bidstrup mere påpasselig. Den har også lært hende altid at huske at kreditere alle folk for deres arbejde.

”Den danske filmbranche er en branche, hvor kun få bliver hyldet. Det er ikke fair. En film er en fællespræstation. Derfor burde det være lovpligtigt at blive siddende i biografen, indtil rulleteksterne er overstået,” mener den unge instruktør.

Fornuft og følelse
Et andet vendepunkt i Kristine Bidstrups karriere har været opholdet i 2019 på Filmhøjskolen Møn.

Tiden på højskolen lærte hende at arbejde sammen i fællesskab og var med til at etablere kunstnerkollektivet kØnt*.

”Vi er syv unge, der har samlet os, fordi vi vil skabe film og kunst om samtidsrelevante emner. Vores passion startede med debatten om køn og kønsidentitet, normer og den afmagt, vi unge kan føle. Med kØnt* ønsker vi at dyrke nuet og det sårbare, unge menneske. Længe leve fejl og følelser!”

Det var også sammen med kØnt*, at Kristine Bidstrup bragte Lidt endnu til live.

”På højskolen skulle vi lave en afgangsfilm, så vi satte os omkring et bord og delte vores personlige historier. Ud fra dem lavede vi fortællingen om Anna og det svære valg mellem fornuft og følelse,” fortæller Kristine Bidstrup.

Tag chancer!
Lidt endnu
følger unge Anna på den sidste aften på højskolen, inden en ny hverdag begynder. Det er planlagt, at hun skal flytte sammen med kæresten Solvej, men følelserne for en fyr på skolen holder hende tilbage.

”På højskolen blev jeg selv forelsket i en af mine nære venner. Det var en smertefuld balancegang mellem venskab og forelskelse, og jeg brugte det som inspiration til Bjørn i Lidt endnu. Scenen, hvor Bjørn bærer barfodede Anna ud til skuret, er direkte taget fra min egen højskoleforelskelse,” afslører Kristine Bidstrup.

”Vi lever i en tid, hvor alle prædiker, at man bare skal følge sit hjerte, men det kan være svært. Ikke desto mindre er det vigtigt, at man gør det. Vi lever kun én gang. Man er nødt til at tage nogle chancer i livet!”

Lillesøster i filmbranchen
Filmhøjskolen Møn blev Kristine Bidstrups hjem, og her gik det langsomt op for hende, at hun kunne skabe sine egne projekter.

”Jeg har nok følt mig som en slags lillesøster i filmbranchen, fordi jeg altid har arbejdet på andres projekter. Men på filmhøjskolen fik jeg modet til at instruere alene. Opholdet har givet mig det skub, som gør, at jeg tør følge mit instinkt i stedet for at hoppe med på andres projekter,” fortæller hun.

Opholdet på skolen åbnede også Kristine Bidstrups øjne for nogle mindre flatterende sider af at være kvinde i filmbranchen.

”Jeg har fået spørgsmål om min seksualitet, og jeg har fået at vide, at jeg er intimiderende. Det er, fordi jeg er kvinde og siger, hvad jeg mener. Men det at kunne sige fra og tage lederskab er altså ikke uforligneligt med at være feminin eller kvinde,” understreger Kristine Bidstrup.

Hun husker specielt en dag på filmhøjskolen, hvor en lærer proklamerede, at drengene ikke måtte svare på spørgsmål hele dagen, så pigerne kunne træde frem.

”Vi kvinder er opdraget til at banke på, være tålmodige og undgå konflikter. Vi skal være søde og blide. Jeg er blevet bedre til bare at kaste mig ud i det, og det har aldrig givet bagslag.”

”Hvis du vil have foden indenfor, skal du sparke døren ind. Hvis man stiller sig hen i hjørnet, sker der ikke en skid,” siger Kristine Bidstrup ivrigt.

Ungdoms-thriller
For Kristine Bidstrup sker der en masse lige nu. Hun arbejder på en webserie sammen med Victor Dennig Becker – en ungdoms-thriller om livet i provinsen.

I serien vender Carla tilbage til sit barndomshjem på Møn, hvor hendes bror på mystisk vis er forsvundet. Historien berører emner som skam og tilgivelse.

Samtidig arbejder Bidstrup på at lave sit eget produktionsselskab og finde en kontorplads i København. Hun vil også skabe endnu en kortfilm, der skal bruges næste år til en ansøgning til Den Danske Filmskole og Super16.

Faktisk forsøgte Kristine Bidstrup sidste år at komme ind på manuskriptuddannelsen på Filmskolen. Men optagelsesudvalget mente, at hun skulle tænke over, om hun i virkeligheden hellere ville instruere.

Hun har nu truffet sig valg.

Fast løn med efterlønnen
”Der er noget magisk over film og at instruere. Du er ikke begrænset af plads og lys som på en scene. Du kan skabe en fiktiv virkelighed og trække publikum helt tæt på. Det er sindssygt spændende,” siger Kristine Bistrup.

Hun er godt klar over, at det ikke er den mest økonomisk indbringende karrierevej, hun har valgt.

”Lige nu laver jeg film, fordi jeg ikke kan lade være. Hvis jeg var klog, ville jeg finde på noget andet. Jeg har allerede sagt til mine forældre, at min første faste løn bliver efterlønnen,” siger hun og griner.

”Janteloven er en udfordring, og som en ung pige bliver du bedømt på alle ledder og kanter. Jeg ved godt, at jeg sætter min røv i klaskehøjde, men jeg bliver ved, fordi jeg får så god en respons. Nu banker folk på min dør, og det giver selvtillid.”

Kommentarer

Kristine Bidstrup

Født 1998 i Jægerspris.

Gik på Filmhøjskolen Møn i 2019.

Medstifter af kunstnerkollektivet kØnt* med seks andre unge.

Arbejder også som teaterinstruktør.

Lidt endnu fra 2019 hitter på Ekko Shortlist, hvor den på ellevte uge ligger i toppen.

© Filmmagasinet Ekko