”Jeg havde mareridt om Nicolas Cage”

Film er som drømme, siger man.

Men hvor drømme kun opleves af ét menneske, ses den samme film ofte af flere tusind og nogle gange millioner af mennesker.

Film er fællesdrømme.

I den dystre komedie Dream Scenario begynder en stor del af verdens befolkning pludselig at drømme om den samme mand, Paul, spillet af Nicolas Cage.

Paul foretager sig intet, men ser bare til, mens drømmeren bliver ædt af krokodiller eller flygter fra bevæbnede mænd. Snart er han verdenskendt uden at have gjort noget.

Filmens instruktør, norske Kristoffer Borgli, er derimod kendt i filmverdenen for at have instrueret de to unikke og roste norske film, DRIB og Sick of Myself.

Dream Scenario er hans første amerikanske film, og den har allerede fået fem stjerner i Ekko, da instruktøren stiller op til Zoom-interview fra sit hjem i Californien.

– Hej Kristoffer, hvad drømte du om i nat?

”Øh, det kan jeg ikke huske … vent, jeg har en drømmedagbog, som jeg lige skal hente!”

Instruktøren løber fnisende ud af lokalet og vender tilbage med en lille sort bog.

”All right, lige for tiden drømmer jeg meget om at være i en kælder, hvor der er alt for mange insekter og slanger omkring mig. Så kæmper jeg mod dem. Jeg har også haft en drøm om alligatorer på stuegulvet – ligesom i filmen,” siger han begejstret.

Færre detaljer i drømme
Instruktøren startede med at skrive drømmedagbog i forbindelse med Dream Scenario, fordi der til filmen skulle skrives en lang række drømmesekvenser.

Mange af scenerne kommer direkte fra instruktørens egen underbevidsthed, og stilistisk er de helt unikke.

Langt fra så bizarre som David Lynch’ berømte røde rum i Twin Peaks, men skævere end de nedtonede, symbolske mareridt fra The Sopranos.

”Det er vigtigt for filmen, at man altid er i tvivl om, hvad der er virkelighed. Samtidig skal man helst kunne mærke forskellen uden at vide hvorfor. Så drømmene er filmet med en lidt anderledes billedhastighed, og så er kulisserne langt mindre detaljerede,” siger instruktøren.

”I filmen besøger vi nogle gange det samme rum både i virkeligheden og i en drøm. I virkelighedsversionen vil der være hundredvis af detaljer i rummet, men i drømmen er der måske kun en stol, et bor og en lampe, og der er ingen tekst på bøgerne. Underbevidstheden kan jo kun finde ud af at generere det allermest nødvendige for scenen.”

Surrealistisk møde
Første gang den norske instruktør mødte sin hovedrolleindehaver, Nicolas Cage, i den dekadente polo-lounge på Beverly Hilton Hotel, føltes det som en absurd drøm.

”Da jeg var teenager og arbejdede i en videobutik, var min yndlingsfilm Adaptation med Nicolas Cage, som var en stor del af mine filmisk formative år. Så det var surrealistisk at møde ham.”

Mødet gik godt, men alligevel fik nervøsiteten fat i Borgli dagene før produktionen. Han gruede for morgenen, hvor idolet skulle ankomme til optagelserne i Toronto.

”Kort inden de første prøver havde jeg en drøm, hvor Nicolas mødte op på settet. Han havde en fuldstændigt vanvittig koreansk popstjernefrisure og sagde, at han kun ville lave filmen, hvis han kunne beholde håret. Det var et mareridt,” husker instruktøren.

Uvant rolle for Cage
Nicolas Cage viste sig at være vild med hovedrollen som den forsmåede og akavede biolog Paul. Ifølge instruktøren sagde skuespilleren, at det er den rolle i hans karriere, som minder mindst om ham selv.

Vildt nok, eftersom Cage før har spillet motorcykeldæmon og vampyr.

”Han var fascineret af idéen om at komme ind i kroppen på en så usikker og ukarismatisk mand. Så han gik meget fysisk til rollen og gav Paul en lille pukkelryg, en nasal stemme og en underlig rysten på hovedet, når han hilser på folk.”

Cage har i mange år haft ry for at være en kaotisk skikkelse både foran og bag kameraet. Men instruktørerne har altid elsket ham, og ligesom manden bag Cage-filmen Pig, Michael Sarnoski, vil Borgli gerne være med til at aflive myten.

”Han er den mest velforberedte skuespiller, jeg har arbejdet med. Han kunne hele manuskriptet udenad flere måneder før optagelser, bidrog med tusindvis af idéer og var altid villig til at diskutere sine valg.”

Den gode oplevelse med Nicolas Cage reflekteres i Borglis seneste drøm om hovedrolleindehaveren. Her trådte Cage – uden koreansk frisure – pænt i baggrunden, ligesom Paul gør i Dream Scenario.

Hold fast i anonymiteten
Nicolas Cage interesserede sig især for manuskriptet, fordi han selv har oplevet at blive en figur i andre folks bevidsthed.

Kristoffer Borgli har også selv noget med berømmelse.

Debutspillefilmen DRIB fra 2017 er baseret på den virkelige historie om hans ven Amir, der på grund af en forfalsket video næsten blev talsperson for en energidrik.

Efter debuten flyttede Borgli til Los Angeles, hvor han stødte ind i den amerikanske kendiskultur. I kortdokumentaren A Place We Call Reality kan man se en desorienteret Borgli spørge Jeff Goldblum, hvad meningen med livet er.

”Fellatio,” svarer skuespilleren.

Borglis anden spillefilm, Sick of Myself, blev nomineret til Cannes-prisen Un Certain Regard i 2022 oghandler om en kvinde, der for alt i verden vil være berømt og skamferer sit ansigt i processen.

I Dream Scenario forsøger Paul at udnytte sin underlige drømmeberømmelse til at få udgivet en bog om myrer. Men medieopmærksomheden ender som et mareridt.

– Er du bange for at blive berømt?

”Det er godt for karrieren, men der noget ukomfortabelt ved idéen om at bo i andres hjerner uden at kunne styre, hvad de tænker om dig. At føle, man bliver observeret og dømt, og at folk har forventninger,” siger instruktøren med ubehag i stemmen.

Et af Kristoffer Borglis tilbagevendende mareridt går ud på, at han ved et uheld kommer til at myrde nogen. Herefter kan han se til, mens hans forbrydelse bliver nyhedsstof, og han bliver kendt på den værst tænkelige måde.

”Jeg bliver ikke genkendt på gaden, men jeg kan mærke, at filmene bliver bedømt og dissekeret af flere mennesker,” siger den norske instruktør.

”Det er nervepirrende. Hvis man kan holde fast i sin anonymitet, skal man virkelig gøre det. Og nyde det.”