Kritiker: ”Film på Cph:Dox er fiktion”

Hvad har en film, der bygger på et fastlagt manuskript, og hvor rollerne er besat af skuespillere, at gøre på en dokumentarfestival?

Det spørgsmål melder sig i disse dage, hvor svenske Ruben Östlunds Play optræder i hovedkonkurrencen på danske Cph:Dox. Festivalen har de seneste år været kendt for at udforske grænselandet mellem dokumentar- og fiktionsfilm.

Det har vakt diskussion, om grænserne er blevet for udvandede. Og i år er ingen undtagelse.

Branchebladet Screen Internationals kritiker Mark Adams har nemlig valgt at uddele blot én stjerne til Play i det panel af danske og internationale anmeldere, der her på siden vurderer alle filmene i Cph:Dox’ hovedkonkurrence. Filmen hører nemlig slet ikke hjemme på festivalen, mener han.

”Play har skuespillere. Den har et manuskript. Den er baseret på virkelige hændelser, og unge mennesker er hentet ind for at portrættere hændelserne. Dermed er det ikke en dokumentar, men en fiktionsfilm, og sådan er den da også blevet præsenteret på andre filmfestivaler,” siger Mark Adams.

Tricktyverier
Play er inspireret af en serie avisartikler, der stod at læse i de svenske medier for et par år siden. Artiklerne beskrev, hvordan unge indvandrerdrenge i Gøteborg i mere end 40 tilfælde havde lokket mobiltelefoner og penge fra etnisk svenske drenge via udspekulerede tricktyverier, hvor de aldrig tyede til egentlig vold eller trusler.

Som forberedelse til filmen interviewede Östlund både ofre, gerningsmænd og politi, og filmen er et forsøg på at lave en nøjagtig gengivelse af de autentiske begivenheder – i lange og helt stillestående indstillinger.

Da instruktøren ved en Q&A efter visningen af Play på Cph:Dox i søndags blev spurgt, om han selv mente, at Play hørte hjemme på festivalen, svarede han:

”Hvis det kan provokere nogen, så synes jeg, det er rigtigt godt.”

Så autentisk som muligt
Netop Ruben Östlunds egen opfattelse var afgørende, da Cph:Dox valgte at inkludere Play i festivalens hovedprogram, fortæller festivaldirektør Tine Fischer.

”Vores mission i hovedkonkurrencen er generelt at afsøge grænselandskaber. Men jeg synes egentlig, at Play er en klassisk genre, nemlig dramadokumentaren, hvor man rekonstruerer nogle begivenheder, der har fundet sted.”

”Jeg talte med Ruben Östlund om det, fordi jeg netop ville sikre, at han ikke følte, filmen lå for langt væk fra de virkelige begivenheder. Og han sagde, at det ikke var en fiktionalisering af begivenhederne, men et forsøg på at vise dem så autentisk som muligt.”

”For mig handler det meget om instruktørens intention, og Östlunds projekt er at formidle det, der er sket,” siger Tine Fischer.

Afstikkere fra hovedplottet
For Mark Adams er det dog ikke nok, at filmen er en rekonstruktion.

”Jeg synes, at den er struktureret på en måde, hvor det ikke bare er rekonstruktion. Der er for eksempel afstikkere fra hovedplottet, der føles, som om de mere er en del af en fiktionsfilmsstruktur. Og mange scener er mere lavet via improvisation end rekonstruktion. De er ikke baseret på virkelig dialog,” siger Screen-kritikeren, der understreger, at han alligevel finder det velgørende, at Cph:Dox udfordrer grænserne.

”Det er en god diskussion at tage. Og i øvrigt synes jeg, det er en fremragende film, som jeg ville have givet topkarakter i enhver anden kontekst.”

Genopdager tabt territorium
Tine Fischer slår fast, at der er grænser for, hvad der kan komme i betragtning til hovedkonkurrencen på Cph:Dox. Men hun mener samtidig, at der er behov for at ruske op i folks forståelse af dokumentargenren.

”Der er en grund til, at jeg ikke laver en fiktionsfestival. Vores film skal have en form for forpligtelse på virkeligheden, og man kunne nok ikke forestille sig en Hollywood-biopic i hovedkonkurrencen. Men hele den kontrakt, der er mellem den klassisk observerende dokumentar og publikum, må redefineres, for det er meget mere kompliceret end som så.”

– Risikerer I at udvande jeres eget festivalkoncept, hvis I presser genre-citronen for meget?

”Altså hele den der observerende dokumentarstil voksede jo først frem i 70’erne. Tidligere havde man jo instruktører som Buñuel, Vertov og Eisenstein, der brugte kunstnerisk formidlende greb. Så jeg vil faktisk genopdage tabt territorium og udvide spektret igen, på dokumentarfilmens præmisser.”