Krøllet kulturliv, tak!

En flink mand.

Sådan lyder den gennemgående karakteristik af 46-årige Henrik Bo Nielsen, der tiltrådte som administrerende direktør på Det Danske Filminstitut den 1. august.

Han så da også mægtigt flink ud, da han i torsdags gik rundt og trykkede hænder med filmbranchens stjerner og vandbærere, håbløse drømmere og benhårde forretningsfolk, ved sin reception i restaurant Sult i Filmhuset.

Lige ned i afgrunden
Som et synligt bevis på direktørens popularitet havde en pæn del af nuværende (og tidligere) medarbejdere på hans arbejdsplads siden 1991, dagbladet Information, trukket i receptionsjakken og taget turen fra St. Kongensgade til Gothersgade.

Selv den meget lidt flinke chefredaktør David Trads, der blev fyret fra Information og i dag huserer i Nyhedsavisen, kunne skimtes i menneskemængden.

"En af mine gode venner sagde, at jeg havde truffet en usædvanlig tåbelig beslutning med en absurd dårlig timing. Hans pointe var, at det i så lang tid var gået så godt for dansk film, at der nu kun var én vej: lige ned i afgrunden," indledte Henrik Bo Nielsen sin første officielle tale og kommenterede derpå sommerens debat om filmforliget og dansk films krisetegn.

Forsvar for forliget
Debatten og især sidste års filmforlig optog også dagens to første talere. Kulturminister Brian Mikkelsen benyttede lejligheden til at demonstrere sit demokratiske sindelag. "Det er fint med debat," sagde han, "engagement og bekymring for udviklingen er kun til gavn for dansk film, så vi hele tiden kan blive bedre."

Morten Hesseldahl, bestyrelsesformand for Filminstituttet, var knapt så overskudsagtig i sin velkomsttale til Henrik Bo Nielsen, der formede sig som ét langt forsvar for det forkætrede filmforlig.

"Når der i det seneste filmforlig skrues en anelse op for 60/40-puljen (støtten til primært kommercielle film, red.), så vælger jeg at tolke det som politikernes anerkendelse af en branche, der i de seneste år er blevet mere selvkørende, mere professionel - og derfor selvfølgelig må løfte et større kunstnerisk ansvar," sagde Morten Hesseldahl, der gav pressen og "højtråbende aktører" skylden for den efter hans opfattelse helt misforståede debat.

Krav på kvalitet
"Forliget er ikke et signal om, at man nu vil have dårligere film i Danmark," tordnede Hesseldahl, "og det gør heller ikke 60/40-puljen til et tag-selv-bord. Vi taler stadig om knappe ressourcer. Det er skattekroner, vi har med at gøre - ikke producentpenge - og den danske filmstøtte er jo først og fremmest en kultur- og kunststøtte."

"Det er ikke en erhvervsstøtte-ordning. Derfor vil der fremover også skulle foregå en vurdering af ansøgningerne. Skatteborgerne har krav på kvalitet," understregede Morten Hesseldahl, der nok klogeligt undgik at forklare kvaliteten i romertalsfilm som Far til fire og Anja og Viktor og kommende film som Martin Schmidts Guldhornene (prem. 12/10) og Charlotte Sachs Bostrups Karlas kabale (prem. 9/11), der alle er 60/40-film.

Simpsons som forbillede
Henrik Bo Nielsen gav udtryk for, at det - som endnu ikke tiltrådt direktør - havde været lidt hårdt at være henvist til tilskuerpladsen i sommerens filmdebat. Men direktøren, der skulle være sikret en årsløn på 1,3 mio. kr., har ikke overraskende valgt at se positivt på det hele.

"Jeg er overbevist om, at der med snilde og hårdt arbejde kan vrides megen energi ud af forliget, og det bliver i hvert fald ikke os inden for murene, der kommer til at spilde tiden med bagudrettet surhed," sagde han og gav filmbranchen et håndslag om åben dialog.

"Jeg har læst i Se & Hør, Brian Mikkelsen, at du mener, at dansk kulturliv kan lære meget af familien Simpson - at kulturlivet godt kunne være lidt mere krøllet. Det er jeg helt enig i, og jeg lover, at vi på filminstituttet vil gøre vort allerbedste for at være krøllede."

"På det her tidspunkt vil jeg godt minde dig om armslængdeprincippet. Det medfører, at når der skal castes, og det skal besluttes, hvem der er Homer Simpson, og hvem der er Bart, så er det en beslutning som helt klart hører hjemme her på instituttet og ikke i ministeriet," sagde Henrik Bo Nielsen og høstede bifald fra salen.