Kubrick-assistent afviser konspirationsteorier
Stanley Kubrick filmede Neil Armstrongs første skridt på Månen i et Hollywood-studie.
Det er blot en af de farverige teorier, man støder på i dokumentaren Room 237, som havde dansk premiere sidste år. Filmen samler verdens mest dedikerede Kubrick’ologer og deres mere eller mindre flamboyante fortolkninger af mesterens gådefulde gyser The Shining.
Men nu slår Leon Vitali, der som Kubricks personlige assistent sad ved siden af instruktøren under optagelserne af The Shining, tilbage i et interview til The New York Times.
”Jeg var ved at falde om af grin det meste af tiden,” siger han. ”Der er ideer i filmen, som jeg ved, er totalt vrøvl."
De tre små grise
Historieprofessor Geoffrey Cocks mener i Room 237, som ikke selv tager parti for de mange teorier, at ondskabsfuldhederne på The Overlook Hotel er et billede på Holocaust.
Under sin famøse øksejagt synger Jack Torrance et par strofer fra børnesangen Three Little Pigs. Det er en reference til Disneys populære tegnefilm om de tre små grise og den stygge ulv – en historie, der ifølge Cocks er fuld af antisemitiske undertoner.
Men ifølge Leon Vitali stod sangen om de tre små grise slet ikke i manuskriptet. Kubrick og Jack Nicholson improviserede sangen frem på settet.
”Stanley syntes , at scenen manglede noget, et par replikker til Jack, som ville få ham til at lyde truende og ubehagelig,” siger Leon Vitali i The New York Times.
Da Three Little Pigs blev foreslået, var der dog ingen på settet, der kunne huske hele teksten. Så måtte Kubrick ringe til barneskuespilleren Danny Lloyds mor. ”Hun kunne teksten lige på stedet,” husker han.
Det er en skiløber!
Leon Vitali tvivler også på, at der skulle være Holocaust-referencer at hente i Jack Torrances skrivemaskine – en ældre tyskproduceret Adler-model.
”Det var Stanleys egen skrivemaskine,” siger han. ”Mange af de beslutninger, som blev truffet på settet, handlede om pragmatisme: ’Den ser godt ud. Den passer perfekt til egebordet. Desuden er det er en god skrivemaskine. Jeg har brugt den skrivemaskine i ti år.’”
På samme måde afviser han, at The Shining skulle være en kommentar til de indfødte indianeres lidelser, blandt andet fordi der står nogle dåser med et indianer-logo i hotellets spisekammer. Leon Vitali hjalp selv rekvisitøren med at skaffe dåserne, fordi de havde flotte, klare farver.
I Room 237 bliver det foreslået også, at The Shining er Kubricks genfortælling af den græske myte om en mand, der er halvt menneske og halvt tyr. På hotellet hænger der nemlig en plakat, som forestiller en minotaur.
”Det forbløffede mig,” siger Leon Vitali. "Jeg stod og stirrede på alt det grej i ugevis, mens vi skød i det rum. Det er en skiløber. Det er en skiløber. Det er ikke en minotaur.”
Tilfældig striktrøje
En af Kubrick-eksperterne har bidt mærke i, at sønnen Dannys striktrøje forestiller Apollo 11. Og så kan The Shining pludselig linkes til en af verdens stædigste konspirationsteorier.
En ekspert i filmen bestrider ikke, at månelandingen faktisk fandt sted. Men mon Kubrick har filmet de ikoniske, grynede tv-optagelser af Neil Armstrongs første skridt – på Jorden?
"Stanley ville have noget, der så håndlavet ud,” husker Leon Vitali om Dannys sweater. Filmens kostumedesigner faldt tilfældigvis over trøjen, da hun var på besøg hos sin strikkeglade veninde. ”Det var præcis sådan én, som et barn på den alder ville synes om,” siger han i The New York Times.
Det rene sludder
Leon Vitali har i det hele taget aldrig hørt Stanley Kubrick tale om en skjult mening i The Shining.
”Han fortalte ikke publikum, hvad eller hvordan de skulle tænke. Hvis alle kom ud og tænkte noget forskelligt, var det fint med ham. Når det så er sagt, er jeg sikker på, at han ikke ville have lyttet til omkring 70, eller måske 80 procent, af Room 237. Det er det rene sludder.”
Kommentarer