Dag 9: Kuet kvinde slår fra sig

Død over patriarkatet! 

Hvor de dog fortjener det, alle de selvretfærdige bros, der ikke lytter til et nej og stadig holder på retten til at kalde sig en flink fyr.

Carey Mulligan (An Education) giver igen i den kulsorte hævnkomedie Promising Young Woman. Hver weekend tager hendes Cassie i byen og lader, som om hun er plørefuld for at lokke røvhullerne frem – dem, der ser et let bytte. 

For så at droppe maskespillet og udskamme dem, når de er gået for langt. 

Åbningsscenen er hårrejsende. Cassie er ved at kaste op i bilen, men idioten tager hende alligevel med hjem, hælder mere sprut på hende og snaver, rager og trækker tøjet af hende, mens hun halvkvalt og halvvågent beder ham lade være.

Og så sætter hun sig pludselig op – dødeligt ædru!

Men når ikke Cassie er en retfærdig hævner, er hun retningsløs. Hun droppede ud af lægestudiet for år tilbage, bor stadig hjemme og keder sig igennem et indholdsløst cafejob.

Men hendes gamle medstuderende Ryan rusker op i hendes rutine, da han træder ind ad døren. Han fortæller, at en af deres gamle studiefæller, som engang begik et overgreb på hendes veninde, skal giftes.

Instruktøren Emerald Fennell er til daglig showrunner på hitserien Killing Eve, og hendes debut har en forrygende blanding af skøn komedie og skadefro hævn-thriller. Komikeren Bo Burnham er fremragende som den charmerende Ryan, og Carey Mulligan viser både Cassies bidske ydre og sårbare indre, så man føler hendes smerte og vrede.

For mit vedkommende strøg Promising Young Woman øjeblikkeligt til tops blandt festivalens bedste film. Og hvor mange Sundance-film tager længe om at nå danske biografer, dukker denne allerede op 23. april.

Koreansk farm i Arkansas
En anden overraskelse i dagens program er den koreansk-amerikanske Minari. Filmen rummer et stort menneskekundskab i skildringen af en koreansk immigrantfamilie, der forsøger at drive landbrug i Arkansas i 1980’erne.

Steven Yeun – der spiller den farlige levemand Ben i mesterværket Burning – er medrivende som den forbistrede familiefar Jacob. Det er ham, der har købt et trailerhjem langt fra byen, ham der insisterer på selv at grave sin egen brønd, ham der holder på sin drøm over for hans stakkels kone, der savner sine venner og familie.

Men det er børnene, som filmen handler om: storesøster Anne og især lillebror David (hele familien har amerikaniserede navne). De har nok at vænne sig til. Først flytningen og senere, da deres for dem ukendte bedstemor flytter ind, en ny slægtning fra en kultur, der er både velkendt og fremmed.

”Du ligner ikke en bedstemor!” råber David, der kun kender sådan nogle fra tv. Men det er hun altså, én der ikke taler engelsk, men som alligevel har en dyb forståelse for to isolerede, små børn fanget mellem to trættekære, frustrerede forældre.

Sidste år var The Farewell en åbenbaring her på Sundance – en følsom fortælling om at stå med det ene ben i Asien og det andet i USA. Minari bidrager på samme vis til en mere ærlig amerikansk selvforståelse ved at repræsentere et mindretal, der alt for ofte bliver overset.

Afvæbnende portrætfilm
Nikola Tesla følte sig også overset. Den geniale opfinder og videnskabsmand revolutionerede sidst i 1800-tallet vores forståelse af elektricitet så meget, at han vel nærmest står fadder til det 20. århundredes teknologiske krumspring.

Alligevel levede han i skyggen af Thomas Edison og andre kolleger, der havde et større flair for selvpromovering.

Tesla er en enestående historisk skikkelse, men instruktør og forfatter Michael Almereyda har ikke tålmodighed til en konventionel biopic. Tesla er designet til at føles mere som research end en god historie efter gængs dramatisk tilsnit.

Det går nok ud over indlevelsen i det tilknappede geni, men der er også en forfriskende ærlighed og afvæbnende humor i at se fortælleren google historien, mens hun fortæller den.

I en anspændt scene mellem Tesla og Edison, der en overgang var hans chef, duellerer de med hver sin softice. ”Det er næsten helt sikkert, at det ikke foregik helt sådan,” skynder fortælleren sig at fortælle os.

Senere sætter Edison – spillet med tyngde og humor af Kyle MacLachlan – sig til rette på en hotelbar og finder sin smartphone frem. Og da han har hovedet fuldt af idéer og hele verden imod sig, synger Ethan Hawkes tilknappede Tesla karaoke til Tears for Fears’ 80’er-hit Everybody Wants to Rule the World.

Koldkrigens kogepunkt
Ironbark er en af festivalens meget imødesete film, selv om den har vist sig at være for traditionel til at trække de store overskrifter.

Det kan man lægge den til last eller lade være. Den autentiske historie giver et fascinerende indblik i Den Kolde Krigs kogepunkt med historien om en russisk informant, der delte hemmeligstemplede dokumenter med Vesten forud for Cubakrisen – og som derfor hjalp til at afværge den.

Mellemleddet var Greville Wynn, en småborgerlig forretningsmand så uanselig, at Kreml aldrig ville lægge mærke til ham. Benedict Cumberbatch er forventeligt dygtig i rollen og giver et troværdigt signalement af en magelig, morsom familiefar hvis samvittighed byder ham at træde til, når hans land har brug for ham.

Merab Ninidze er derimod et spændende nyt bekendtskab som den erfarne russiske officer, der går imod sine idealer for at redde verden fra katastrofe.

Dominic Cooke har tidligere leveret Ian McEwan-dramaet On Chesil Beach, og han instruerer med engelsk stilfærdighed frem for amerikanske armbevægelser – selv om Ironbark på mange måder minder om Steven Spielbergs spionhistorie Bridge of Spies.

Og det er vel også det, der kan skuffe en smule. Den minder om film, vi har set før, uden rigtigt at skille sig ud.

Afsked med demensramt far
Det gør dokumentaren Dick Johnson Is Dead til gengæld. Jeg har aldrig set en film som denne, og det har du heller ikke!

Kirsten Johnson blev en dokumentarfilms-darling med det nærgående selvportræt Cameraperson, og i denne film vender hun kameraet mod sin demensramte gamle far.

Dick er en åbenhjertig, lattermild og menneskeklog gammel knark, der nok ved, hvad klokken er slået, og som lader datteren optage en film om hans sidste år med åbenhed og humor.

Hvis det ikke ændrer noget, om du græder eller griner, hvorfor så ikke grine?

Det er en dybt personlig historie, Kirsten Johnson fortæller. Og hun indfanger så meget af sin fars lunefulde personlighed, at man ikke kan andet end at dele hendes kærlighed til den gamle. Hun holder sig heller ikke tilbage fra at iscenesætte en storslået fantasi om himlen, hvor det regner med popcorn, og Dick til tid og evighed kan spille klarinet og danse med sin afdøde hustru.

Fordi Kirsten Johnson lægger så meget af sig selv i sine film, gør de mange metagreb blot historien mere nærværende og universel. Dick Johnson Is Dead er en enestående hyldest til en hverdagshelt, og som et sidste hengivent brev fra en datter til sin forælder slår filmen benene væk under én.

Lur mig, om ikke der er en pris til Kirsten Johnson ved prisuddelingen i morgen aften!