Dag 3: Kulde, charme og WTF

Så kom sneen.

Park City er jo egentlig en skiby, og inden byen blev invaderet af et filmhungrende publikum, brokkede bysbørnene sig over denne sæsons ualmindeligt milde vinter.

Skiløberne kigger skuffede på de halvbare pister, men filmfolkene har været glade for at kunne smide overtræksbukserne og vade tørskoede fra den ene visning til den næste.

Det ændrede sig i aftes, da folk måtte pløje sig igennem ankelhøje snedriver på vejen hjem fra de sene visninger eller de vilde branchefester. Her til morgen kunne man ikke komme nogen vegne uden at blive gennemblødt.

Det føles på en måde mere autentisk Sundance, at man søger tilflugt til filmvisningerne. Baby, it’s cold outside!

Den ensomme tween-pige
Komikeren Bo Burnham brød igennem som en af de første YouTube-stjerner med en skarp og vittig kombination af selvudleverende observationer og samtidssatire.

Så når han starter sin instruktørdebut Eighth Grade med en nervøs og uprøvet hovedperson, der lægger sødt oprigtige videoer online, er det en verden, han kender godt.

Hvad der derimod kan overraske er, at hovedpersonen er en pige, der egentlig er for ung til at være så teenage-trodsig!

Det er en utroligt naturtro præstation, standupperen får ud af sin unge hovedrolleindehaver, Elsie Fisher. Hun er øjeblikkeligt genkendelig som den generte, let kvabsede pige med akne-eksplosion i ansigtet, der ser længselsfuldt efter de seje piger og ville ønske, at hun var en del af kliken.

I stedet isolerer hun sig på sociale medier, hvor hun liker og kommenterer uden at få følgere.

På den måde er Eighth Grade en meget aktuel skolefilm, selv om den egentlig ikke gør så meget nyt. Men Burnham rammer med antropologisk præcision børns desperate længsel efter accept.

Indigneret outback-western
Der er meget vrede i Warwick Thorntons smukke outback-western Sweet Country, der handler om den australske aboriginer-befolknings slavelignende kår i 1929.

Den milde gårdejer Fred Smith får besøg af sin lurvede nye nabo. Han vil låne en sort fyr som dagsarbejder. Meget fornuftigt svarer Fred, at så må naboen selv spørge Sam Kelly, den indfødte mand, der arbejder for ham. Her ejer ingen hinanden.

Det er ilde hørt i et land, hvor den hvide mand føler sig naturligt overlegen, og da naboen bliver alene med sin nye medhjælper, minder han ham om ”tingenes rette orden”.

Han råber ad Sam, tæsker ham og voldtager hans kone. Og ender med at stikke efter ham med en riffel, afsindig af vrede og fuld af rom, så Sam er nødt til at skyde ham for at redde sit eget liv.

For en stund. I det miljø kan en blackfella ikke skyde en whitefella uden at mærke løkken stramme om halsen.

Hamilton Morris giver en sagte præstation som den hvidskæggede, indelukkede Sam, en mand der holder alt inde, fordi han ved, at man aldrig skal give dem en grund. End ikke Sam Neills sympatiske gårdejer kan han tilstå et smil.

Det er forståeligt, og det går godt i spænd med filmens bagvedliggende tragedie om en forsvunden kultur. Men filmens stoicisme holder også publikum i armslængde.

Rendyrket WTF-film
Jim Hosking elsker det groteske.

The Greasy Strangler var et eksorbitant hovedspring ned i den dårlige smags gyllepøl, og selv om hans opfølger er markant mindre klam, er den fuldt ud lige så bizar – og næsten lige så underholdende.

Det starter med, at den temperamentsfulde cafémanager Shane Danger fyrer sin kone Lulu. Så vil hun have et nyt tv, siden hun ikke kommer til at lave andet end at stirre på det fra nu af. Så Shane stjæler penge fra Lulus veganske bror Adjay, der hyrer den tilfældigt forbipasserende Colin til at skaffe pengene retur.

”Jeg henter pengekassen og skyder ham i knæskallen for 200 dollars,” siger Jemaine Clement på sit monotone, tørre newzealandske.

I mellemtiden har Lulu opdaget, at hendes eks – en gigantisk sort fyr, der kun udtrykker sig ved at brumme som en hanbjørn i brunst – er i byen for at optræde med det mystiske show, der lægger navn til filmen: An Evening with Beverly Luff Linn.

Hosking gør plottet mere og mere unødigt kompliceret, og han har tilsyneladende instrueret alle skuespillere til i mimik, gestik og dialoger at opføre sig som en skoleklasse, der laver et krybbespil.

Der overspilles og underspilles fuldkomment vilkårligt, og alle gør noget forskelligt fra en scene til den næste.

Det er en rendyrket WTF-film. Men det er lang tid siden, jeg har hørt et publikum grine så meget, og folk havde ikke klukket færdig på vej hjem i gratisbussen.

”Jeg ville ønske, jeg havde været skæv,” hørte jeg én sige.