Nyhed
26. jan. 2023 | 12:17

Kultseries skaber fyret efter voldsanklage

Foto | Adult Swim
Justin Roiland er ikke bare en af skaberne bag den hyldede animationsserie Rick and Morty. Han lægger også stemme til begge titelfigurer, en videnskabsmand og hans nevø.

Manden bag den populære animationsserie Rick and Morty risikerer op til syv års fængsel, mens serien fortsætter uden hans medvirken og stemmeskuespil.

Af Nicki Bruun

Rick and Morty er hyldet som få. Animationsserien om en gal, genial og fordrukken videnskabsmand og hans nervøse nevø, der tager på rejse gennem tid og sted i det uendelige univers, har et dedikeret publikum og er over flere sæsoner blevet overstrøet med anmelderroser.

Men nu kommer der til at ske store ændringer med den populære animationsserie. Serieskaberen Justin Roiland, som også lægger stemme til de to hovedpersoner, er nemlig blevet fyret af selskabet bag serien, Adult Swim.

Det sker som reaktion på, at en voldssag fra 2020 er kommet frem. Her beskyldes Roiland for at have slået en unavngiven kæreste, der som konsekvens er blevet traumatiseret.

42-årige Justin Roiland er også blevet droppet af tv-stationen Hulu, som han har lavet animationsserien Solar Opposites for samt produceret og lagt stemme til den helt nye Koala Man. Han er desuden ikke længere en del af spilfirmaet Squanch Games, som han selv har grundlagt.

Det næste retsmøde i sagen foregår til april i Los Angeles. Strafferammen for anklagerne er op til syv års fængsel. Roiland har ikke selv udtalt sig om sagen, men hans advokat bedyrer ifølge internationale medier klientens uskyld.

”Ikke alene er han uskyldig. Vi forventer også, at sagen bliver afvist, når anklagerens kontor har gennemgået beviserne nøje,” siger advokaten T. Edward Welbourn.

”Vi ser frem til at rense Justins navn og hjælpe ham med at komme videre så hurtigt som muligt.”

Sexistisk fanbase
Ekko har anmeldt Rick and Morty særdeles begejstret over flere omgange. Vores anmeldere har kaldt serien ”banebrydende”, ”overlegen” og ”tidens sjoveste animationsserie”.

I sin anmeldelse af fjerde sæsons anden del skrev Ekkos Frederik Hoff, at animationsserien tager ”et endegyldigt opgør med hovedpersonens status som forbillede for destruktive mænd”.

Den anden af skaberne bag Rick and Morty, Dan Harmon, var i 2017 ude og kritisere dele af sin egen fanbase, som ifølge ham var sexistisk og kvindehadsk. Serien startede i 2013 med kun mandlige forfattere, og da der i tredje sæson blev tilføjet kvinder til forfatterstaben, mødte de hårde kommentarer på sociale medier.

Dan Harmon er også selv blevet beskyldt for sexchikane af manuskriptforfatteren Megan Ganz, der arbejdede for Harmon på hans tidligere successerie Community. Han kom i 2018 med en uforbeholden undskyldning med den forklaring, at han var forelsket i Ganz og udnyttede sin magt som såkaldt showrunner.

Selv om Justin Roiland ikke længere er tilknyttet, kommer Rick and Morty ifølge tv-stationen Adult Swin til at fortsætte. Sjette sæson af serien – der i Danmark kan ses på HBO Max – viste for nylig sidste afsnit.

I en pressemeddelelse forlyder det, at folkene bag arbejder hårdt på syvende sæson. Der blev inden Roilands fyring indgået aftale om at lave ti sæsoner af serien.

Trailer: Rick and Morty – sæson 6

Kommentarer

© Filmmagasinet Ekko