Kulturen sætter kvinder over mænd

I et debatindlæg i Filmmagasinet Ekko undrer forfatter Kim Fupz Aakeson sig over, hvorfor det altid er kvinder, der voldtages, kvæles og parteres i film.

Han besvarer ikke eksplicit spørgsmålet, men mellem linjerne lægger han op til, at svaret må være en mere eller mindre skjult kvindeundertrykkelse og accept heraf.

En fortælling om, at kvinden er mindre værd end manden, og det er okay, at det forholder sig sådan.

”Hvad fortæller den slags fiktion min tolvårige datter? Duk dig og bed til de højere magter om ikke at møde den slags psykopater? Du er det stof, visse karle laver lampeskærme af? Manden er rovdyr, kvinden er byttedyr? Eller hvad?” skriver Kim Fupz Aakeson og lægger op til, at fiktionens grundfortælling tages op til revision og laves om.

”Ord og det, vi siger i det offentlige rum, kan konsolidere og nære strukturel diskrimination omkring menneskers køn, race, religion, seksualitet, what not. Vi siger ikke ’nergerkys ’, vi siger ikke ’formand ’, vi siger ikke ’sigøjner ’. Vi anerkender, at sproget ikke er uskyldigt. Men fiktion er en fri fugl, der kan svæve over vandene og skide, hvor den vil, og hvad den vil?”

Mænd kan undværes
I sin analyse fejlfortolker Kim Fupz Aakeson imidlertid den grundfortælling, han kritiserer. Svaret på spørgsmålet om, hvorfor det altid er kvinder, der mishandles i film, er ikke, at kvinder er mindre værd end mænd.

Det er det stik modsatte.

Vi lever i en kultur, der sætter kvindens værdi over mandens. Hvilket muligvis har evolutionspsykologiske rødder. Som art kan vi undvære de fleste mænd, men ikke de fleste kvinder.

Mænd er det undværlige køn.

Det er en af grundene til, at det er mænd – ikke kvinder – vi sender til fronten i krige, mens det er kvinder – ikke mænd – vi redder væk fra død og ødelæggelse.

I psykologisk forskning bruges begrebet ”the-women-are-wonderful-effect” (waw-effekten) om fænomenet. Det er dokumenteret, at både mænd og kvinder på tværs af kulturer ser mere positivt på kvinder end på mænd.

Det er uklart, hvor stor betydning denne ubevidste præference har, men den kan tænkes at spille en rolle inden for snart sagt alle områder – fra domme i retssale over tildeling af forældremyndighed til karaktergivning i skoler.

Det dyrebareste
Forskellen i vores værdisætning af mænd og kvinder er årsagen til, at man i fiktionen har kvinden som det foretrukne offer for vold.

Det er værre at gøre skade på en kvinde end en mand, og derfor er effekten størst, når det er en hun og ikke en han, der lider.

Kvinden er det dyrebareste, vi har. Derfor er ondskab mod kvinden det ondeste, vi kan forestille os.

Det er den historie, Kim Fupz Aakesons tolvårige datter præsenteres for, når hun møder fiktionens lemlæstelse af kvinder.

Hun får at vide, at hun lever i en kultur, som sætter større pris på hende end på hendes drengevenner, og at det er værre, hvis der sker hende noget, end hvis der sker dem noget.

En fortælling, hun måske allerede kender fra virkelighedens verden, hvor mord på kvinder tiltrækker sig markant større opmærksomhed, forargelse og sorg end mord på mænd.

Ikke værd at pine
Det er ikke et filmisk greb. Det er sådan, det er, og det har formentlig dybe rødder.

Det er let at forestille sig, at vi er efterkommere af de af fortidens mennesker, der værdsatte kvinder højest, da det gav dem en evolutionær fordel.

Stammer, der passede på kvinder, voksede. Stammer, der ikke gjorde, uddøde.

Måske er det forklaringen på, at vi den dag i dag har større sympati for kvinder end for mænd, og det rører det os mere, når ondskaben rammer en kvinde.

Kim Fupz Aakeson har ret i, at sproget ikke er uskyldigt. Man han får byttet om på rollerne, når han taler om strukturel diskrimination.

Fiktionen har kvinden som sit foretrukne offer, fordi hun er vores juvel. De fleste mænd er i sammenligning ligegyldigt grus – end ikke værd at pine.