Kulturminister søger kompromis om dansk film

Vilkårene for dansk film og landets biografer var til debat, da MovieHouse Hellerup den 8. marts inviterede publikum til en forpremiere på Sam Mendes’ Empire of Light.

Inden visningen af filmen kom nogle af Danmarks førende kulturpersonligheder forbi biografen til en snak om, hvordan den hjemlige filmproduktion skal overleve i kampen mod Hollywoods blockbusters og ikke mindst de internationale streamingtjenester.

Her var kulturminister Jakob Engel-Schmidt blandt de prominente gæster, der også talte tidligere kulturminister Brian Mikkelsen, filmskaber Anders Thomas Jensen og producent Louise Vesth fra Zentropa.

De snakkede om, hvad man politisk kan gøre for at understøtte den danske filmbranche bedst muligt.

”Stod det til mit parti, havde vi brugt markant flere penge på kulturområdet allerede på første år i regeringen. I regeringsgrundlaget skriver vi, at vi vil finde en bedre løsning for kulturbidraget,” sagde Moderaternes Jakob Engel-Schmidt.

”Al ilten er blevet taget ud af systemet, så nogen skal pumpe blodet tilbage i dansk film. Vi skriver også, at dansk kultur skal fylde mere og betyde mere for flere. Vi tror på, at kultur er med til at skabe fællesskaber,” fortsatte den 39-årige kulturminister, der er et ubeskrevet blad i kulturens verden.

”Der er jo ikke andre end os, der interesserer sig for dansk kultur. De internationale streamingtjenester køber kun dansk indhold, hvis det er bedre end alt det andet. Så der skal være en form for afgift for at streame i Danmark, hvis man ikke betaler skat i landet. Så er det cash up front.”

Ægteskab mellem to modeller
Michael Obel, der både er filmproducent og ejer af MovieHouse Hellerup, var moderator under debatten, som kan ses her.

Han fortalte undervejs forsamlingen, at der i dag bliver produceret halvt så mange film som for få år siden, hvilket måske er lige overdrevet nok.

I de seneste fire år har der i snit været biografpremiere på tyve spillefilm om året, hvilket er betydeligt lavere end i starten af århundredet, hvor vi et enkelt år var helt op på 35 spillefilm.

Den danske filmbranche er ifølge Michael Obel voldsomt udfordret af streamingtjenester, der æder økonomien i dansk film.

Jakob Engel-Schmidts regering arbejder i det kommende medieforlig på at genforhandle det såkaldte kulturbidrag, der handler om, hvordan og hvor meget internationale streamingtjenester skal bidrage til dansk film.

Den tidligere regering stod i spidsen for en aftale, hvor streamingtjenesterne blev pålagt en afgift på seks procent af deres omsætning i Danmark. Pengene skulle gå til dansk indhold, herunder danske spillefilm.

Men så kom valget, og Venstre, der var stejl modstander af afgiften, er indtrådt i regeringen sammen med Moderaterne. Kulturministeren gav tilhørerne i MovieHouse Hellerup et indblik i, hvad han ser som den bedste løsning.

”Nogle mener, at det skal være en investeringsforpligtelse, så streamingtjenesterne skal investere i dansk indhold. Andre mener, at der også skal være en fast afgift,” sagde Jakob Engel-Schmidt og fortsatte:

”Kan man finde et ægteskab mellem de to, der tilfører dansk indholdsproduktion den størst mulige vægt og giver de bedste forudsætninger? Det arbejder jeg sammen med alle Folketingets partier om i øjeblikket.”

”Omvendt må det heller ikke blive en skat på streaming, så der bliver endnu færre penge til kulturen. Det er den ligevægtsøvelse, vi prøver at finde. Der skal være gode forhold til både dem, der laver indhold, og til forbrugerne, som gerne vil købe det indhold.”

Kompliceret regionalisering
Jakob Engel-Schmidt charmerede forsamlingen med muntre anekdoter og store visioner for dansk film. Men undervejs i debatten smed kulturministeren også en lille bombe

”Jeg skal passe på, hvad jeg siger, men jeg har undret mig over, at vi kan have to filmfonde og et filminstitut i så lille et land,” sagde Jakob Engel-Schmidt med henvisning til Det Danske Filminstitut og de regionale fonde FilmFyn og Den Vestdanske Filmpulje.

”Skulle jeg bygge det helt forfra, kunne jeg godt tænke mig, at det var nemmere, mindre kompliceret og mindre regionaliseret at søge finansiering til sin film.”

Det kan lyde, som om et udspil til det kommende filmforlig fra regeringens side kan byde på en gentænkning i måden at støtte film på i Danmark.

Lavet ud fra en algoritme
Undervejs i debatten fik Anders Thomas Jensen og Louise Vesth, der sad placeret på første række i biografen, overrakt mikrofonen. Og de havde begge forberedt en brandtale.

”Det er næsten et faktum, at streamingtjenesterne ikke kommer til at producere film, for de vil hellere lave serier,” slog Anders Thomas Jensen fast.

”Derfor vil det være et problem at fritstille midlerne, så streamingtjenesterne selv kan råde over dem. De vil producere tv-serier, og det kan godt være, at man kalder nogle af deres serier for danske, men sådan noget som The Rain og meget andet er lavet ud fra en algoritme.”

”The Rain er dansk, men den er også meget andet. De taler dansk, men den er rettet mod et internationalt marked,” fortsatte instruktøren bag film som Blinkende lygter, Adams æbler og senest Retfærdighedens ryttere.

”Der vil i det regi helt sikkert ikke blive plads til de film, som jeg laver. Og Druk ville aldrig have fået en krone. I min optik vil man miste noget, hvis man ikke regulerer på en eller anden måde. Der er en fare ved at give streamingtjenesterne for meget plads.”

Film bor i fremtiden
Louise Vesth har i sit arbejde på Zentropa produceret nogle af dansk films største succeser.

”Når man taler om, at en film kan tjene sig selv hjem i Danmark, er det kun en brøkdel af filmen, der bliver tjent hjem. Det er vist én gang hvert tyvende år, at en dansk film tjener hele sit budget hjem,” startede produceren.

”Det er, fordi vi er et lille sprogområde, at vores publikum ikke kan finansiere hele filmens budget. Så hvis vi vil have film produceret af og til danskerne, er vi nødt til at have statsstøtte.”

”Jeg tror på, at al livsnødvendig forsyningsvirksomhed skal være statsejet eller statsstøttet, og det mener jeg faktisk, at kulturen er. Får vi ikke statsstøtte til selv de mest brede, publikumsvenlige film, kan det simpelthen ikke lade sig gøre at producere dem,” fortsatte Louise Vesth.

Hun kastede sig derefter ud i en sammenligning af film og serier, som hun har stor erfaring med at producere.

”En film er et værk, det er en signatur, det er ét menneske, som gennem sine egne øjne og sin egen stemme giver os en fortolkning af virkeligheden. Den fortolkning rammer os. Det kan serier også godt gøre, men de er kodet til, at man skal se afsnit efter afsnit. Hvorimod det samlede værk, der har én start, én midte og én slutning, er noget særligt.”

”I filmen står værket over et hvilket som helst brand, der ligger bagved. Det er instruktøren, som bestemmer, og det skaber værker, som man ikke kan regne ud. I serier er det altid det bagvedliggende brand, der vinder. Film bor i fremtiden, mens serier, der er algoritme-bestemt, bor i fortiden.”

”Serien er også vigtig, så det er en god idé at skabe et kulturbidrag, som kan begge dele. Jeg tror, alle bliver glade for det, når det falder på plads,” sluttede Louise Vesth og opfordrede politikerne til at genindføre filmforpligtelsen for DR, så der kommer flere penge til dansk film.