Kulturmøder i biografen
Den flerkulturelle filmfestival Salaam DK åbner den 28. februar og har i år valgt at satse på skolerne. Omkring 80 film skal give elever i Storkøbenhavn mulighed for at mødes i biografen og blive klogere på den kulturelle mangfoldighed, som præger verden og ikke mindst hverdagen på mange skoler i hovedstaden.
Blandt filmene er Ken Loach' Et dristigt kys, en kærlighedshistorie om en pakistansk-muslimsk mand og en irsk-katolsk kvinde, der har dansk premiere på festivalen. Det samme har dokumentarfilmen Prinsessen på ærten, hvor atten nydanskere fortæller det berømte eventyr — på deres helt egen måde.
Foruden filmene inviteres skolerne til debatter og særarrangementer, og Det Danske Filminstitut har i tilknytning til festivalen lavet et undervisningsmateriale med titlen Kulturmøder, som kan hentes gratis på instituttets hjemmeside fra medio februar.
Festivalens skolesite vil være fuldt opdateret i begyndelsen af februar, men filmprogrammet kan ses allerede nu.
Kommentarer