cannes 2023
16. maj 2023 | 19:31

Kulturmøder skaber værdi for dansk film

Foto | Martin Gschlacht

Sidse Babett Knudsen spiller en stor rolle i engelsksprogede Club Zero, der er produceret i fem europæiske lande, deriblandt Danmark.

”At producere internationalt smitter af på den danske filmbranche,” siger Per Damgaard Hansen, der har været med til at lave Club Zero, som kæmper om Guldpalmen i Cannes.

Af Nicki Bruun og Claus Christensen

Vi skrev efter offentliggørelsen af programmet for årets Cannes-festival, at der ikke var kommet nogle danske film med på verdens førende filmfestival.

Kort efter bankede det på døren ind til Ekkos kontor på Christianshavn.

Produceren Per Damgaard Hansen – som har kontor i samme bygning – stak hovedet ind for venligt at sige, at han gennem sit filmselskab Paloma Productions har været med til at lave Club Zero, som er udtaget til hovedkonkurrencens kamp om Guldpalmen.

Det fik vi selvfølgelig flettet ind i nyheden, men efterfølgende meldte spørgsmålet sig: Hvad vil det egentlig sige at være dansk co-producer på en international film? Og hvor dansk bliver en film af den grund?

”Det er interessant med diskussionen om, hvornår der er danske film med i Cannes. Hvornår er noget egentlig dansk?” spørger 39-årige Per Damgaard Hansen, da vi sætter ham i stævne til en snak om fænomenet co-production og hans arbejde med Cannes-aktuelle Club Zero.

Den er instrueret af østrigske Jessica Hausner og har en østrigsk hovedproducent. Derudover er også produktionsselskaber fra England, Frankrig og Tyskland involveret.

”Hvis man kigger på rækken af lande, som har været med til at lave filmen, er den jo dansk. Det tænker jeg også om de andre projekter, vi laver. Det er danske film,” fortsætter Per Damgaard Hansen.

”Vi har i øjeblikket et projekt med en herboende, debuterende instruktør, der oprindelig er fra Vietnam. Filmen produceres af en producer fra Mexico. Betyder det så, at filmen ikke er dansk? Det tænker jeg ikke.”

”I et større samfundsperspektiv er det sundt, at man i danske biografer har nogle film, der viser andre kulturer, syn på livet og det at være menneske. Det er vigtigt at få spejlet sin egen tilværelse og måske rykket sit perspektiv en lille smule. Det er godt at se nogle, der ser anderledes ud end os selv. Gennem film kan man rejse ud i verden og opdage noget om andre mennesker.”

Dygtige legekammerater
Club Zero får verdenspremiere i Cannes mandag den 22. maj. Det bliver kulminationen på et stort arbejde for Per Damgaard Hansen og filmens andre medvirkende foran og bag kameraet.

Den blev optaget sommeren sidste år. Men inden det var gået et stort forarbejde på den ambitiøse film, der har australske Mia Wasikowska i hovedrollen.

Hun spiller en ung lærer, ansat på en kostskole, hvor hun underviser i faget conscious eating (spisning med omtanke). De letpåvirkelige teenageelever får sat en masse tanker i gang, og i kulissen lurer titlens hemmelige Club Zero, som arbejder med en tese om, at mennesker kan leve helt uden at spise.

”Filmen sætter en masse spørgsmål i gang om sundhed og klimabelastning. Hvordan påvirker måden, vi spiser på, vores børn og de kommende generationer? Hvad er der af mulige konsekvenser?” siger Per Damgaard Hansen.

”Jessica Hausner er en sindssygt interessant filmskaber. Både fordi hun arbejder virkelig filmisk og er en instruktør, der bruger formatet til at arbejde i billeder og lyd på et kunstnerisk plan. Og fordi hun tør igangsætte diskussioner med sine film.”

En anden af filmens hovedroller spilles af Sidse Babett Knudsen, som instruktøren havde i tankerne tidligt i arbejdet med filmen.

Måske er det også en af grundene til, at det gav mening at finde en dansk co-producer. Per Damgaard Hansen har skaffet finansiering til Club Zero fra både Det Danske Filminstitut og DR.

”Der er jo nogle krav til, at penge givet i et land også skal bruges i landet. Jeg er af den holdning, at det skal være organisk i filmen. Vi skal ikke sidde og opfinde ting bare for at hive nogle penge ud af en statslig støttekasse,” fortæller produceren.

Han har også produceret film som Hlynur Pálmasons debut Vinterbrødre og har mange danske projekter i gang. Der er selvfølgelig flere kokke i køkkenet på en international produktion, men man har som dansk co-producer stadig noget at skulle have sagt om den kreative proces. For eksempel får man tilsendt versioner af filmen i forskellige stadier af klippeprocessen og kan komme med sine kommentarer.

Og så giver det andre muligheder at producere film internationalt.

”Man kan finansiere en film op til et vist beløb i Danmark. Hvis man gerne vil lave en film, der koster mere end det, er man nødt til at kigge ud i verden,” siger Per Damgaard Hansen.

”Vi har herhjemme et ekstremt højt niveau, hvad angår instruktører, fotografer, komponister og så videre. Men det er også inspirerende at arbejde med nogle filmfolk, der kommer et andet sted fra. De bringer et andet blik på processen og de kunstneriske aspekter ved det at lave film.”

Kreative kulturmøder
Per Damgaard Hansen startede tidligt i filmens verden. Han var først foran kameraet som barneskuespiller i julekalenderen Krummernes jul, hvor han indtog hovedrollen som den elskede titelfigur.

Senere bevægede han sig om bag kameraet, og i 2013 blev han uddannet producer på Den Danske Filmskole. I 2019 stiftede han sammen med Julie Friis Walenciak filmselskabet Paloma Productions med en ambition om at lave kunstneriske film til biografen.

Det store gennembrud opstod for Per Damgaard Hansen, da han blev tilknyttet som co-producer på Ruben Östlunds senere Guldpalmevinder Triangle of Sadness.

Den blev lavet på tværs af et hav af lande og gav produceren en masse erfaring. Og så førte den ham direkte videre til Club Zero, fordi de samme franske og tyske filmselskaber, som var tilknyttet Triangle of Sadness, også havde med Jessica Hausners film at gøre.

”I co-productioner handler det ligesom altid, når man laver film, om samarbejde. Kompleksiteten af samarbejdet øges bare, jo flere parter der er. Men grundlæggende er det det samme. Vi udvikler og finansierer sammen, vi har alle en ejerandel i filmen,” siger Per Damgaard Hansen.

”For mig handler det som co-producer om at tilføre værdi for det enkelte projekt. Både i kreativ og kunstnerisk forstand.”

”Noget af det sjove ved en co-produktion er at opleve de kulturelle forskelle. I forhold til snakken om diversitet, der er så aktuel i dag, må man bare sige, at co-produktion gør det muligt at bringe forskellige perspektiver, blikke og stemmer i spil. Det er om noget kulturmøder.”

Mere støtte fra Filminstituttet
En co-production kan ligesom alle andre filmprojekter komme i stand på vidt forskellige måder.

Et andet af Paloma Productions’ nylige projekter er mexicanske Lila Avilés’ Tótem, der fik verdenspremiere på Berlin-festivalen tidligere i år.

Filmen kom i stand, fordi Per Damgaard Hansen så instruktørens debut La camarista på Latinamerikansk Filmfestival i Cinemateket.

Filmen gjorde så stærkt et indtryk på produceren, at han gik hjem og skrev Lila Avilés en mail, hvor han gav udtryk for sin begejstring og spurgte, om hun arbejdede på noget nyt.

Det gjorde hun, og Tótem blev realiseret med blandt andet 1,1 million kroner fra Det Danske Filminstituts støtteordning for co-produktioner.

Her får otte-ni film årligt støtte på oftest mellem én og to millioner, og Per Damgaard Hansen finder tiden moden til en snak om, at Filminstituttet skal skrue op for deres pulje til co-produktion.

”De seneste år er der kommet flere og flere co-produktioner, og vi arbejder mere på tværs af landegrænser. Samtidig har puljen af penge været ret konstant over en lang årrække. Det kunne give mening at skrue op for den pulje, fordi det giver noget til den danske filmbranche og breder diversiteten af film ud,” siger produceren.

Danske filmfolk får mulighed for at arbejde med folk fra andre lande, mens resten af verden kan få øjnene op for danskere. De mest iøjnefaldende eksempler er skuespillere som Claes Bang og Zlatko Buric, hvis roller i Ruben Östlunds The Square og Triangle of Sadness har givet dem internationale karrierer.

”Dagen efter vi var til Oscar-uddeling, skulle Zlatko stå klar til optagelser i USA på et projekt, som tæller nogle af filmverdenens største navne. Det er altså ret vildt,” fortæller Per Damgaard Hansen.

”Det er de direkte effekter, men andre filmfolk får også en mulighed for at arbejde på højeste niveau. Og at gøre det internationalt forestiller jeg mig også smitter af på den danske filmbranche. De erfaringer, som vi gør os, bruger vi jo også herhjemme.”

Kommentarer

© Filmmagasinet Ekko