Nyhed
18. dec. 2021 | 23:23

Kunde raser over skjult censur på HBO

Foto | Terry Chostner
Elliots storebror Michael (Robert MacNaughton, th.) udbryder ”What’s all this shit?”, da han får øje på det sære rumvæsen i E.T. Men reaktionen er censureret i den version, man kan se på HBO Max.

E.T. og andre børnefilm vises i censurerede udgaver på HBO Max, uden at man gør opmærksom på det. Streamingtjenesten vil ikke love at ændre praksis.

Af Esben Skaalum og Anna Engmann

”What’s all this shit?” 

Sådan siger Elliots storebror Michael i Steven Spielbergs klassiker E.T., da han får øje på det rare rumvæsen. 

Men den replik er ikke at finde i filmen, hvis man ser den på streamingtjenesten HBO Max. Den selvsikre storebror er ganske enkelt gjort tavs. 

En eller anden har ment, at ”shit” er et upassende ord, som børn ikke har godt af at høre – og taget fat i saksen. 

Som abonnent på HBO Max har man ingen jordisk chance for at vide, at man ser en anden version end det mesterværk, som Spielberg har lavet og er blevet vist i biografen. 

Censureringen bliver hverken før eller efter filmen annonceret på streamingtjenesten. Og E.T. er langt fra det eneste eksempel på redigerede versioner på tjenesten. 

Latterliggør abonnenterne
Det fortæller en af Ekkos læsere, Natasha Stille, der ved et rent tilfælde opdagede den skjulte censur. 

”Da jeg så Beethoven 2, opdagede jeg, at flere hændelser var fjernet, uden at HBO havde annonceret det,” siger Natasha Stille. 

”Nogen tid efter opdagede jeg, at det samme var tilfældet med en anden amerikansk børnefilm. Derfor kontaktede jeg HBO Nordic for et års tid siden, men jeg fik nogle underlige svar fra deres kundeservice. Jeg måtte ikke få en mailadresse på de ansvarlige højere oppe i systemet. Og selv om man sagde, at man ville undersøge sagerne, vendte de aldrig tilbage.” 

Det er en stor skuffelse for Natasha Stille, som i mange år har været trofast abonnent på HBO Nordic, der i dag hedder HBO Max. 

”HBO Max forleder os til at tro, at de giver os den ægte vare. Og når jeg gør dem opmærksom på, at det ikke er tilfældet, foretager de sig ingenting. I mine øjne latterliggør de os abonnenter og filmelskere. HBO har nogle fantastiske film, men de ansatte har ikke forstand på det produkt, de sælger, og de mangler respekt for både filmkunsten og deres abonnenter.” 

Hundetis og brandfare
Ekko har undersøgt eksemplerne, som Natasha Stille har fundet. Og det viser sig, at flere titler fra HBO’s såkaldte Toonix-afdeling for børnefilm er blevet beskåret og redigeret. 

I nogle tilfælde har scener helt mistet deres logiske sammenhængskraft. Det er typisk skældsord, som er blevet fjernet. 

Flere gange i Jon Favreaus Zathura fra 2005 springer HBO’s udgave ikke særligt elegant over dér, hvor en figur bander. Som når en dreng råber til sin bror, at han er ”such a dick”. 

Det samme gælder skuespilleren Kristen Stewart, hvis replik ”Who the hell are you?” er blevet sløjfet. 

Men det er ikke kun stødende ord, som HBO’s abonnenter ikke får lov til at høre. 

I den originale udgave af familiefilmen Paddington tænder den animerede bjørn fra Peru for gassen i sit køkken, da han forsøger at slippe fra en skurk. Men i versionen, der lå på HBO Nordic, så man ikke Paddington tænde for blusset. Af uransagelige årsager finder der alligevel en eksplosion sted i køkkenet. 

En af de mere obskure censureringer er i Beethoven 2. 

En fræk hundehvalp tisser på et par skurke, efter de dratter ned fra en træbro og ømmer sig. Men tisset er klippet ud. Skurk og hundehvalp ser blot hinanden an. 

En scene, hvori et overgreb antydes, er ligeledes pist væk. 

Typisk amerikansk censur
Claus Bülow Christensen, der er ekspert i streamingtjenester og blogger for Ekko, mener, at pilen peger mod USA.

”Jeg vil gætte på, at HBO har købt nogle versioner, som oprindelig er beskåret til det amerikanske marked,” siger han.

”Her gør man jo rask væk film pænere og mere tilforladelige, så ingen forældre kan blive vrede over indholdet. Det er et velkendt fænomen på amerikansk tv.”

Eksperten kalder censuren udansk. Og han er overrasket over, at HBO ikke spiller med åbne kort, men i stedet er villig til at risikere at lave mangelfuld eller vildledende markedsføring.

”På amerikanske streamingtjenester er det kutyme, at indblandingen varsles før afspilningen af filmen. Det synes jeg også, at man burde gøre på HBO Max.”

Vi har kontaktet Tom Nielsen, pr- og kommunikationschef ved HBO, men han ønsker ikke at stille op til interview, fordi han må prioritere andre opgaver her op til juleferien. 

”Vi viser materialet, som vi har modtaget det fra filmselskaberne/ rettighedsindehaverne,” skriver han lakonisk i en mail.

Bare bandeord
Tom Nielsen vender dog lidt senere tilbage og bekræfter, at filmene er blevet redigeret af hensyn til andre markeder, hvor ændringerne har været påkrævet.

”HBO vil se nærmere på sagen og udskifte de redigerede versioner med de originale i det omfang, det er muligt. Jeg tror ikke, at vi juridisk er forpligtet til at orientere vores brugere, hvis det bare er et bandeord eller lignende, som er fjernet. Det er jo ikke Pippi Langstrømpe, hvor man har ændret navnet på en figur,” siger han.

– Men uanset juraen og graden af censur burde I så ikke straks lave et skilt, som oplyser, at I tilbyder jeres kunder en beskåret version af for eksempel E.T.?

”Det kan jeg ikke kommentere på.”

– Hvorfor?

”Fordi jeg ikke har svaret på det. Det er programafdelingen, som skal undersøge, hvor mange klippede film der er tale om, og hvordan vi står stillet juridisk, inden vi melder noget ud.”

Ekko har rettet henvendelse til det amerikanske selskab Universal Pictures, der har produceret flere af de redigerede film. Men de er ikke vendt tilbage.

Kommentarer

© Filmmagasinet Ekko