Kunst er kærlighed til mennesket

Fredag den 3. juni var jeg til reception for Arne Bro, der trådte tilbage som dokumentarleder på Den Danske Filmskole.

Det føltes dog ikke som en afslutning, men snarere som et foreløbigt punktum i en meget lang tekst. Herfra kan der komme en ny begyndelse, en åbning. Og allermest en fejring af ham og hans videre liv, hans videre arbejde med dokumentarfilm, med kunsten, med den personlige udvikling hos fremtidige kunst- og filmskabere.

”Filmskolen er en kunstskole,” står der på skolens hjemmeside. Dokumentarlinjen har for mig også føltes som et lille kunstakademi. 

Jeg sad i et rum med en stor del af de 108 kunstnere, der har været hans elever i den 30 år lange periode, hvor han har været leder og lærer for den roste dokumentarinstruktøruddannelse. 

Jeg blev rørt over det fællesskab, jeg følte i Filmskolens fyldte biograf, hvor folk fra branchen og tidligere elever viste indslag og holdt taler til ære for hans arbejde, til ære for ham. 

Jeg blev opløftet af talerne, som jeg genkendte mig selv i.

Især genkendte jeg mig selv, da en elev rejste sig op og takkede Arne for det mod, han havde inspireret hende til at bruge for at kigge på sit ophav. De selvindsigter gør, at hun nu laver de film, hun gør, og som ingen andre kan lave.

Som Arne Bro siger: ”Gør det set, som ville være forblevet usynligt uden dig.”

Skaberen i os alle
De opgaver, jeg fik stillet på Filmskolen, triggede alt det frem, jeg havde haft svært ved at kigge på inde i mig.

De oplevelser, jeg har haft, har vakt svære følelser. Opbruddet med min russiske familie, da jeg var barn. Min mors død. Mine kærlighedsrelationer.

Alle de ord, jeg ikke kunne sige om det, blev til stemninger i mine film. Arne læste disse stemninger – de ord, jeg ikke kunne sige. Han mærkede disse følelser. Han så, hvordan alle mine valg og fravalg fortalte noget om mig. 

Det kunne han gøre, fordi han var en lærer, en vejviser og et menneske, der ved, at det, vi som elever og kunstnere skaber – altså vores værker – altid søger at fortælle noget om os.

For at vi selv kan kigge på det og se os – og for at vi senere er i stand til at få folk til at kigge og se sig selv.

Vi er alle mennesker, der søger at blive set for dem, vi er. At få kærlighed for alt, vi er. Kunsten giver kærlighed til alt det, mennesket har svært ved at møde i sig selv.

Hvad vi så kommer med som elever, og hvordan vi gør med det, er så forskelligt, som vi er mange. Og sådan må det naturligvis også være.

Fra bjerg til skrænt
Arne har med stor kærlighed støttet denne øjenåbnende og indsigtskabende proces. Han har mødt denne personlige stemme i hver af os og fremelsket den.

Det, Arne gør, er ikke nemt.

En anden tidligere elev holdt en tale om, hvordan han for nylig havde ligget på et bjerg. Dette bjerg blev senere i talen mere omtalt som en skrænt. Han gav derefter Arne æren for at have fået en følelse af indvendig krig, som senere blev en brise. 

Sådan føltes min proces på Filmskolen også. Skolen var et bjerg, som jeg prøvede at bestige, mens en krig i mit indre udspillede sig. Alt dette har Arne også måttet støtte mig i.

Nu føles det heldigvis også som en skrænt og en lille brise. For igennem min filmskolegang har han inspireret mig til at finde modet til at elske mig selv med alt det, jeg er. 

Han har inspireret mig til at blive ved med at lave kunst af alt det ubeskrivelige med ord inde i mig. Det er nødvendigt at forstå, og man kan ikke misforstå noget i sin egen proces. Man skal stole på den.

Det har han også lært mig.

Kan også være besværlig
Arne har ikke for alle været nem at omgås.

Han har sit eget sprog, han udtrykker sig tit i analogier, refererer til filosoffer, til digtere og malere, til apostlen Paulus, han giver aldrig ét svar, men hele universets muligheder. 

Når han først begynder at tale, taler han sig ind i en rytme, der er umulig at afbryde. Når man ikke forstår ham – eller ikke vil forstå ham – og samtidig bliver nødt til at høre hele hans enetale til ende, kan hans facon virke helt vildt provokerende.

Jeg har været irriteret på ham flere gange, og han har naturligvis krydset klinge med andre. Det har haft konsekvenser.

Bortvisningen i 2019 chokerede hele skolen og bragte eleverne i oprør. Arne og Vinca Wiedemann var uenige om Filmskolens fremtidige retning. Vincas visioner for skolen stod i skarp kontrast til den filosofi og de metoder, Arne havde brugt 30 år af sit liv på at udarbejde.

Eleverne var også utilfredse med visionerne om en mere akademiseret filmskole, hvor undervisningen blev mere af teoretisk end af praktisk karakter.

Bortvisningen af Arne blev dråben, der fik bægeret til at flyde over. Eleverne gik på barrikaderne efter en fire års lang kamp mellem de to sider. Vinca endte med at blive fyret, og Arne kom tilbage på skolen.

En stor triumf for eleverne, og Arne har da også altid opfordret eleverne til at kæmpe for deres værdier.

Selvomsorgen
Min psykolog anbefalede mig engang at læse en bog, der hedder noget i retning af Leadership and Self-Compassion.

Jeg har ikke læst den. Jeg har på en måde gjort det samme, som jeg gør i min kunst. Jeg skaber det uden at læse om det først.

Det er faktisk løgn, for jeg har læst en masse andet, lidt lettere tilgængeligt på nettet om selvomsorg. Men jeg mente det, jeg skrev. Jeg synes ikke, man behøver at læse om kunst for at være kunstner. 

Men en kunstner, altså en leder, en kunstnerisk leder, blandt andet en filminstruktør eller en dokumentarinstruktørfagleder, bør være dygtig til at yde selvomsorg.

De bør have en stor kærlighed til sig selv og fra den have en stor omsorg for andre. At have selvomsorg betyder, at man ikke negligerer sine egne oplevelser og følelser. Man negligerer heller ikke andres. 

Man lader processer fylde det, de skal. Man forcerer intet. For at få den selvomsorg, den kærlighed, skal man elske sine egne ”fejl”.

Det er hårdt.

Det gør ondt at se sin skam, sin sorg, sine besværligheder i øjnene. Det kræver mod. Det kræver mod at elske sig selv, som det kræver mod at elske et andet menneske. Men det skal vi gøre for menneskeheden, og kunstens ærinde er et ærinde for menneskeheden.

Jeg håber for de fremtidige kunstnere på Den Danske Filmskole, at de får nogle gode vejvisere, nogle lærere, der kan se dem, vil se dem og fremelske deres fejl.

Det særlige nærvær
Ligesom at leve livet er det at gå på Filmskolen en proces med en masse reaktioner og modreaktioner. Alle elever kommer med hver deres ukendte erfaringer, der skal åbenbares igennem film for andre elever, for lærerne, for omverdenen.

Eleverne vil i løbet af de fire år lære en hel masse af de forskellige reaktioner fra andre, der deler deres passion for film, og udvikle sig af det. Det er et kæmpe privilegium, at det sker under de rammer, Filmskolen giver, og med de dygtige vejvisere, der stadig er.

Det har været et kæmpe privilegium, at jeg har gået på skolen med Arne som min vejviser. Der kommer ikke en anden Arne, men jeg håber dem, der skal varetage dokumentarlinjen fremover er nogle, der har læst på lektien, nå nej, set sine egne fejl i øjnene.

Det er en vild opgave at skulle støtte op omkring så mange måske livsændrende processer og gøre det med det nærvær, som Arne har. Et nærvær, som er kærlighed. 

Kraften og pionerånden er svær at beskrive på andre måder. Det er en mand, der helt henslængt har vandret fra sit kontor til rygeskuret og undervejs holdt tolv frustrerede kunstnere i gang gennem samtaler og udveksling af indforståede blikke med den største ømhed for kunstens proces.

Hele det værk, den kunst, han har skabt, hans metoder og teorier, vil sætte et uudsletteligt aftryk i dansk film for eftertiden. 

Til de lærere, der endnu udelukkende tænker på resultater, I har ikke forstået det. Endnu. Håbet er ikke ude, for vi lærer hele livet heldigvis. 

Tiden er kommet
Nu fik jeg det måske til at lyde, som om vi elever på Filmskolen er nogle, der ikke har fået kærlighed med hjemmefra.

Men sagen er jo den, at der i alle mennesker er følelser, som er svære at tale om og derfor svære at få omsorg for.

De følelser kommer tit ud igennem andre ting. For eleverne på Filmskolen kommer de ud igennem filmkunst. Ligesom en forfatter skriver det frem, og en maler maler det frem.

De tab, jeg har oplevet, har medført en ubeskrivelig sorg. Derfor laver jeg kunst. Kunsten bliver også en del af min selvomsorg.

Er kunst kærlighed? Ja, det er kærlighed til sig selv og kærlighed til andre. 

I rummet, i biografen, i os alle til Arnes reception, mærkede jeg så megen kærlighed. Det var stort. Kærligheden er en energi, som ikke bare forsvinder ud og opløses i luften. Den oplagres, indtil det er tid.

Tid til at give den videre. Tiden har været din ven, min kære kunstnerven Arne. Nu har du så meget kærlighed at arbejde videre ud fra.