Nyhed
03. okt. 2019 | 14:35

Kunstbiograf laver streamingtjeneste

Foto | Grand Hjemmebio
Van Gogh – Ved evighedens port med Willem Dafoe som titlens øreløse kunstner er en af de film, som kan ses på den danske streamingtjeneste Grand Hjemmebio.

Med oprettelsen af Grand Hjemmebio bliver der kamp om de danske filmelskere, som nu har adskillige muligheder for at se smalle mesterværker derhjemme.

Af Nicki Bruun

Grand Teatret er kendt som Københavns finkulturelle filmhøjborg, men nu går biografen ind i kampen om sofaseerne!

I tråd med tiden, hvor Netflix og konkurrerende streamingtjenester fylder meget i mediebilledet, har Grand nemlig startet en streamingtjeneste henvendt filmelskere.

Den hedder Grand Hjemmebio, byder på mere end 180 titler og gik i luften 26. september på hjemmesiden af samme navn. Den daglige håndtering står filmselskabet LevelK for.

”Der er flydt meget vand i åen, siden Grand Teatret åbnede anden juledag 1913. Med over 100 års erfaring med kvalitetsfilm mener vi at ligge inde med nok viden og filmkærlighed til også at favne filmkigningen derhjemme,” siger direktør i Grand, Kim Foss, i en pressemeddelelse.

”Udbuddet på Grand Hjemmebio er – som i biografen – nøje udvalgt efter, hvad vi synes er det absolut bedste på filmfronten.”

Hård konkurrence
På det danske marked findes der i forvejen streamingtjenesterne FilmLounge og Filmperler, som henholdsvis er drevet af de små distributionsselskaber 41 Shadows og Angel Films.

De kan se frem til konkurrence på det formentlig relativt lille område, det er at leje smalle film ud til cineaster. Der er desuden konkurrence fra større tjenester som danske Blockbuster og amerikanske Netflix, der også har arthouse-film.

På Grand Hjemmebio kan man leje danske perler som Dronningen og Den skyldige samt europæiske mesterværker som Guldpalmevinderen The Square og tyske Min far Toni Erdmann.

Sidstnævnte var en succes ved billetlugerne med over 100.000 solgte billetter, men kan i skrivende stund ses gratis på bibliotekerne streamingtjeneste Filmstriben. Det samme gælder med The Square.

På Grand Hjemmebio skal man som hos konkurrenterne FilmLounge og Filmperler betale mellem 39 og 49 kroner for at leje en film.

Heller ikke her er der altså samme forretningsmodel som Netflix og andre internationale aktører, hvor man betaler et månedsabonnent og frit kan afbenytte tjenestens titler.

Kommentarer

© Filmmagasinet Ekko