Kunsten at give stjerner

Så er det tid til stjerner.

Ikke bare dem på filmlærredet, der træder ud på den røde løber under Cannes-festivalen, mens folk står på tæer for at få et glimt af dem. Også stjerner i en mere prosaisk forstand, nemlig dem, som fem danske dagblade og Ekko løbende uddeler til hovedkonkurrencens film.

Jeg ved ikke, hvor stor interessen for Stjerneboksen er derhjemme, men her i Cannes går vi meget op i den. Vi skal vurdere hver af de nitten film i hovedkonkurrencen på en skala fra 4 stjerner (bedst) over 3 (god) og 2 (rimelig) til 1 stjerne (dårlig).

Og vi er Søren Høy (Jyllands-Posten), Kim Skotte (Politiken), Bo Green Jensen (Weekendavisen), Kristian Lindberg (Berlingske Tidende), Christian Monggaard (Information) og undertegnede fra Ekko.

Høy på Cannes
Idéen (og karakterskalaen) er taget fra det engelsksprogede filmmagasin Screen, som har sammensat et internationalt panel.

Vor egen Bo Green Jensen sidder såmænd i Screens panel, men mindre ånder vil også lege med. Derfor blev der for fire år siden taget initiativ til et dansk panel.

Det ledes muntert af Søren Høy, der indsamler vores stjerner og sender dem til redaktionerne i Danmark. Søren er en swinger, der kalder os ”dickheads” og finder på slogans som ”Yes, we Cannes” (2009) og ”Stay Gay” (2010).

Det synes vi er sjovt.

Knapt så sjovt var det, da jeg sidste år kom for skade at sige, at der var gået klaphat i den danske pressedækning af Triers Antichrist.

Det var ukollegialt og truede min plads i panelet, men Søren har tilgivet mig, så nu føler jeg mig høy på Cannes.

Film, der sprænger paradigmer
Giver det overhovedet mening at give karakterer til film? Spørgsmålet bliver sat på spidsen i Cannes, hvor der er tale om kunstneriske film, som netop forsøger at sprænge etablerede paradigmer for kvalitet og god smag.

Er sidste års skandalefilm, Triers Antichrist, ”bedst”, ”god”, ”rimelig” eller ”dårlig"? Er filippinske Brillante Mendozas opkastfremkaldende Kinatay til 4, 3, 2 eller 1 stjerne?

Svære spørgsmål, og i Cannes er der ingen tid til at tænke over dem. Stjernerne skal ofte afgives i det øjeblik, man træder ud af biografen. Det er afregning her og nu, og man kan ikke pakke sin vurdering ind i en masse ord. Det gør det ekstremt subjektivt, men det er også det, som i mine øjne gør Stjerneboksen interessant.

Den nøgne kritiker
På en festival er man som kritiker mere nøgen, end når man i Danmark anmelder en film, der ofte kommer til landet flere måneder efter verdenspremieren, og hvor der allerede har etableret sig en konsensus, som man kan måle sin egen smag med – og måske justere den.

I Cannes har filmen sin første, jomfruelige visning, og anmelderne har ikke tid til at gøre sig alle slags overvejelser. Vi er tættere på filmen, og vi er mere i vores sansers vold.

Det kan afsløre personlige præferencer eller idiosynkrasier. Som da Christian Monggaard faldt pladask for en fransk bøssemusicalkomedie, som ellers kun franskmænd kunne elske. Eller da jeg selv sidste år gav fire stjerner til det italienske melodrama Vincere, som Søren Høy udråbte til årtusindets kedeligste film.

Bordet fanger
Stjerneboksen viser, at anmeldere ofte er rygende uenige (selv om det næsten lykkedes at lave en dansk Cannes-konsensus om Antichrist).

Den viser også, at vi kan tage grueligt fejl. Mere end én gang har en anmelder haft lyst til at ændre antallet af stjerner. Men bordet fanger.

Det er en udfordrende leg, der som alle lege er interessant, når den bliver taget alvorligt. Stjerneboksen er en del af den løbende diskussion af, hvad filmkunst er – en diskussion, som enhver god anmeldelse rummer imellem linjerne, og som aldrig må ophøre. For så dør filmkunsten.

Opskriften
Vi skal også undervejs i festivalen pege på vores Guldpalmefavorit. To ud af tre gange har jeg haft held med at gætte vinderen, hvilket jeg naturligvis ikke forsømmer nogen lejlighed til at gøre kollegerne opmærksom på.

Hvad er opskriften?

Jeg vurderer bare efter min egen smag og holdning, som åbenbart ikke adskiller sig radikalt fra festivalens. Og så gør jeg én ting. Jeg går til pressemødet med juryen, der hvert år indleder hovedkonkurrencen. Her får man nemlig gerne et fingerpeg om, hvad juryen – især juryformanden – går efter.

Og vinderen er …
I fjor understregede Isabelle Huppert, at Guldpalmevinderen ikke bare skulle være en fremragende film i 2009, men også være et stort værk, der holder om tyve år.

Hvorfor det ikke kom som nogen overraskelse, at juryen valgte Michael Hanekes Det hvide bånd på bekostning af for eksempel Andrea Arnolds Fish Tank.

I år hedder juryformanden Tim Burton, og om lidt holder han og den øvrige jury pressekonference, så nu vil jeg begive mig ned til festivalpalæet.

De første stjerner uddeles i morgen eftermiddag til hovedkonkurrencens to første film, Tournée og Chongqing Blues. Stjerneboksen bliver opdateret hver dag, omkring klokken 15.