Kunsten at sige det stille højt

Jacob Bitsch har et liggeunderlag med, da han ankommer til Bo-Bi Bar i det indre København. Han skal ikke på campingtur, men til bryllup i Jylland, forklarer han. Vi sætter os i den bagerste del af lokalet med det røde tapet og den dunkle belysning.

Han sidder uroligt på sædet. Blikket er venligt, men svært at fastholde. Ofte tager han sin kasket af og kører hånden frem og tilbage gennem håret. Ordene kommer eftertænksomt til ham.

Det sker, at sætningerne tager nogle gevaldige afstikkere, hvor han elegant springer fra det tragiske til det komiske. Gerne efterfulgt af en selvironisk latter.

I Jacob Bitschs debutfilm Camping er der heller ikke langt mellem latter og alvor. Filmen er en skæv komedie om en familie, der går i opløsning, da ægtemanden og faren Poul skyder hovedet af sig selv i familiens campingvogn. Moren Bodil (Kirsten Lehfeldt) begynder at drikke, datteren Connie (Mia Lyhne) flygter ind i sin dagbog, og lillebroren gemmer sorgen i en overvægtig krop. En familietur i den famøse campingvogn skal bringe dem tættere sammen.

Fortrængte følelser dukker op, som turen skrider frem. I et karikeret og barokt campingunivers konfronteres karaktererne med individuel skyld og skam.

Når livet er allerværst
At livet kan være tragisk, kan 33-årige Jacob Bitsch skrive under på. Han har oplevet skilsmisse, depression, dødsfald og selvmord i sin nærmeste familie. Men selv om hans mor tog sit liv, efter hans søster døde i en trafikulykke, kan han stadig grine af livet.

Når man oplever noget tragisk, rummer det også nogle komiske elementer. Det står han fast på.

”Da jeg var ung, havde jeg det sådan, at livet var sort eller hvidt. Så bliver man ældre. Man mister nogen eller bliver skilt. Man finder ud af, at selv når livet er allerværst, kan man også sidde og grine af et eller andet åndssvagt. Jo mere tragisk, jo mere humoristisk er jeg blevet. Det er nok en menneskelig overlevelsesmekanisme,” siger Jacob Bitsch.

Mellem linjerne
I Camping er karaktererne samspilsramte. Ordene kommer ofte ud på en mildt sagt uheldig måde eller slet ikke. Den problemstilling kender Jacob Bitsch selv. Han kommer fra Vejle, opvokset i et provinsmiljø, hvor en familiesammenkomst helst skulle se perfekt ud på overfladen. Selv når en onkel måske kiggede lidt for dybt i flasken, lod man som ingenting. Man lod allerhøjest sin mening sive ud mellem linjerne.

”I Camping ville jeg gerne være tro over for det, jeg er vokset op med. Tingene kommer ikke ud på den sædvanlige måde, men måske nærmere i måden man taler til hinanden — eller ikke taler til hinanden. Den karakter, som interesser mig mest i filmen, er Connie, fordi hun er en type, som bare sidder fast.”

— På en måde ligner hun ikke resten af familien. Hun skiller sig ud og prøver at artikulere nogle af problemerne ved at skrive en roman om sin familie.

”Ja, det kender jeg fra mig selv. Da min mor begik selvmord, begyndte jeg at gå til psykolog. Det havde den effekt, at jeg lige pludselig kunne huske en masse ting fra mine teenageår. Jeg kunne pludselig skrive om det. Det åbnede en åre til at skrive, som jeg havde svært ved at få gang i før. At sætte ord på gjorde, at jeg fik åbnet op for et væld af ting. Ligesom Connie. Pointen er, at det er godt at have et afløb. Du kan ikke bare lukke af for dit eget liv.”

— Har du prøvet at lukke af for dit eget liv?

”Det var min taktik i teenageårene, hvor mine forældre blev skilt, og min mor havde en depression. Jeg havde den der med, at mine følelser nok ikke var så vigtige. Det er nok en barneting, at forældrene skal have det godt.”

— Så du satte dig selv til side?

”Det ligger meget i det jyske miljø, at ens følelser ikke er det vigtigste. Nu bor jeg i København og er tit blandt mennesker, hvor jeg godt kan blive sådan lidt ’rolig nu’, hvis folk er meget udtryksfulde. Men dybest set ved jeg, at det er en god ting.”

Mors dreng
I barndomsårene var Jacob Bitsch mors dreng, søsteren fars pige. Moren var læge, og faren var lærer på Jacobs Rudolf Steiner-skole, hvor det i høj grad handlede om at udtrykke sig. Helst i en kreativ retning. De boede i et parcelhuskvarter i Vejle og lignede umiddelbart en typisk dansk kernefamilie.

Da Jacob er elleve år gammel, krakelerer billedet, og forældrene bliver skilt. Moren møder en ny mand. Jacob og stedfaren er som hund og kat, og det nære forhold til moren sættes på en hård prøve. Til gengæld begynder han at lære sin far bedre at kende.

En tragisk dag omkommer hans fem år ældre søster i en bilulykke. Året efter begår hans stærkt deprimerede mor selvmord. Jacob er nu 23 år og har mistet halvdelen af sin nærmeste familie. Men reaktionen lader vente på sig.

”Da min mor døde, var min første reaktion vrede, men jeg havde svært ved at lukke op for mine følelser. Først et halvt år efter hendes død slog det pludselig klik til en fest, hvor jeg begyndte at smide med stolene.”

”Som tiden er gået, føler jeg mig mere knyttet til min mor, end da hun døde for ti år siden. Det har været en langsom proces at forsone sig med det, men nu er hun tæt på mit hjerte igen. Nu har jeg et afbalanceret forhold til hende. Jeg kan huske de gode og de dårlige ting og forstå, hvorfor det kom til det, det gjorde.”

Lykkelig ensomhed
I Jacob Bitschs verden skal der helst ikke være låg på noget. Morens selvmord har lært ham, at tingene skal siges højt. Mærkes. Hvis han ellers kan finde ordene. Ofte må han dyrke sin ensomhedsfølelse for at finde ind til sig selv og de mange tanker.

”Jeg kan godt lide at være social, men jeg har brug for ensomhed. Da jeg var lille søgte jeg ensomheden og kunne godt lide at lege alene.”

”Jeg kan mærke i alt, hvad jeg laver, at uanset hvor meget jeg gerne vil lave rabalder, så bliver det altid lidt forsagt.”

Han tænker sig længe om.

”Menneskets grundlæggende ensomhed, det er mit tema. Det er ikke nødvendigvis en dårlig ting, det er et livsvilkår. Uanset om man gifter sig eller får børn, vil man altid være ensom. Det er også okay, men man skal bare ikke bilde sig noget andet ind.”

”Det, der gør livet smuk, er, at vi er en masse ensomme sjæle, som kan række ud efter hinanden og nå hinanden, opleve en samhørighed. Men det er ikke noget, man skal forvente. Jeg synes tit, folk forventer for meget af livet og siger ’det var synd for mig’. Så er der et grundvilkår, man overser. Altså, hvis du ikke kan være lykkelig alene, så skal du ikke forvente, du kan være det med andre.”

Provinspigen Pia
Lige nu skriver Jacob Bitsch på et oplæg en til ny film, der handler om en skilsmisse, en dreng på tærsklen til sin pubertet og hans erotiske fantasier om farens nye kæreste. Ideen er baseret på hans egne barndomserindringer.

Projektets levedygtighed afhænger af, om han og manuskriptforfatteren kan få filmstøtte til at gå videre. Ellers er der andre emner at hente i idébanken.

”Jeg kunne godt tænke mig at lave en film om en Pia Kjærsgaard-type. En provinspige, der flytter til storbyen og er bange for alt det, hun møder. I virkeligheden handler det om at projicere sin egen angst over på andre. En Raskolnikow-historie, hvor hun ender med at slå én ihjel, fordi hun føler, at alle presser hende op i en krog. Hun ender med at være den, der gør det, hun selv har frygtet.”

”Fra et vist synspunkt kan man jo godt forstå, at man kan være bange for alting. Hvis man kunne sætte tiden i stå og stoppe al udvikling, ville det være meget trygt. Men det kan man jo ikke. Det er et grundvilkår, man må acceptere.”

”Som buddhisterne siger: Det eneste der er, er det, der er. Du kan ikke holde fast i noget. Livet er sand igennem fingrene. Det kan man ligeså godt lære at leve med.”