Kunsten at stå i kø i Cannes

Når man som journalist ankommer til Cannes-festivalen, skal man først hente sit pressekort. Det er vigtigt, for uden dette kort kommer du ingen vegne. Du slipper end ikke forbi sikkerhedsvagterne. Du er ingenting.

På vejen møder jeg Bo Green Jensen fra Weekendavisen. Han har netop hentet sit kort og viser det stolt frem. "Det gælder om at få sådan én," siger han og peger på en lille gul prik i hjørnet af kortet.

Det er første gang, jeg er i Cannes, og der er naturligvis ingen gul prik på mit kort. Hvad værre er: Mit kort ikke lyserødt som Bo Greens! Det er blåt, og det er — skal jeg snart erfare — ikke godt.

Ingen kære mor
Jeg kan ellers godt lide farven blå.

Det er havets og himlens farve. Det er meditationens farve. Der er Blue Velvet, The Big Blue, Blue Notes, blue movies, Blues Brothers, Kieslowskis Blå, blå ballader, de blå skuffer, den blå time, det blå stempel, hendes blå øjne.

Gode sager.

Men der er også det engelske udtryk blue collar, som betyder arbejderklasse, og så nærmer vi os farvens symbolske betydning i Cannes.

Som blå journalist er du nederst i hierarkiet. Det gælder pressevisninger af de store film, det gælder de store pressekonferencer, og det gælder de eftertragtede solointerviews med de store instruktører og store skuespillere.

Det betyder konkret, at selv om jeg står op kl. 6.30 og som den første tager opstilling i den blå bås, så kan jeg halvanden time senere se en veludhvilet og nynnende Christian Monggaard, med en varm croissant i hånden, defilere forbi i den lyserøde bås og gå direkte ind i det forjættede land: Grand Théâtre Lumière.

For først når alle lyserøde er lukket ind, kommer turen til de blå. Og hvis de lyserøde kan fylde hele biografen, så er der ingen kære mor. Bare ærgerligt, Blå!

At jeg bor otte kilometer uden for Cannes, gør det ikke nemmere. Heller ikke, at togførerne strejker, taxachaufførerne sover længe, og busserne kører efter sydlandsk behag.

De solbrændte blå
Alle de andre danske journalister er selvfølgelig lyserøde.

Christian Monggaard fra Information, Kim Skotte og Hans-Jørgen Møller fra Politiken, Søren Høy fra Jyllands-Posten og Ebbe Iversen fra Berlingske Tidende. Den indtagende indiske kritiker, som jeg har flirtet lidt med, er også lyserød. Hun har ikke hilst på mig, siden hun opdagede, at jeg er blå. Lige børn leger bedst.

Og det er svært at skjule sin blå lavstatus. Når man færdes i presseområdet, skal kortet nemlig hænge i en særlig Cannes-halsrem og dingle synligt på brystkassen. Jeg prøver diskret at vende den blå side indad, så jeg slipper for de bedømmende elevatorblikke.

Men intet er som bekendt så skidt, at det ikke er godt for noget.

Timer og atter timer i den blå kø giver kulør. Vi blå er solbrændte, ikke blege som de lyserøde. Man får også en masse nye, blå venner. Vi blå er solidariske, for vi er bogstavelig talt i samme bås.  

Jeg er for eksempel blevet venner med Anil Wanvari, chefredaktøren på indiantelevision.com. Det er et af verdens mest besøgte filmsites, men Anil har måttet lide den tort at blive degraderet til blå, fordi festival-sekretariatet synes, han skrev for få artikler sidste år. Anil tager ydmygelsen med oprejst pande. Han er en fighter. "Hvis jeg bare skriver 50 artikler i år, så bliver jeg lyserød næste år," siger han optimistisk.

Middelklassen
I dag har jeg opdaget, at jeg ikke er den eneste blå danske journalist. Pludselig dukker Per Juul Carlsen fra DR op i vores bås. Rygtet om DR's krise må åbenbart være nået til Cannes, for Per er også blå. 

Per fortæller, at vi i virkeligheden ikke er de nederste i hierarkiet. Der er nogle, som er gule, og som har det værre end os. De står i en tredje bås og kommer først til, når alle blå er inde. Hvis de overhovedet kommer ind.

Og når Bo Green går rundt og praler med sin lille gule prik, så er det, fordi han i virkeligheden er grøn af misundelse på de hvide, der rangerer over de lyserøde med gul prik, siger Per.

Jeg får det straks bedre. Jeg taler ikke mere til de gule, men ser lettere irriteret ud, når de henvender sig.

Jeg er alligevel ikke arbejderklasse. Jeg tilhører den middelklasse, hvor enhver er sin egen lykkes smed. Og jeg kan derfor ikke anklages for klasseforræderi, når jeg i det skjulte arbejder på at blive lyserød. 

Det gør jeg nemlig.

Mit trumfkort hedder Gérard. Han er næstkommanderende i den magtfulde afdeling, der håndterer pressekortene. Gérard siger, at farven på kortet afhænger af oplagstal og Cannes-anciennitet, men han kan gode lide Ekko, så han vil se, hvad han kan gøre.

Jeg er allerede begyndt at glæde mig til næste år, hvor jeg, veludhvilet og med en varm croissant i hånden, hver morgen slentrer forbi alle de blå stakler og ind i det forjættede land.