Terence Davies’ oversete mesterværk

Hvis du skulle tilbringe resten af dit liv på en øde ø og kun havde mulighed for at medbringe én film, hvilken ville du så vælge?

Det spørgsmål kan give enhver filmnørd med respekt for sig selv sved på panden. Citizen Kane, Vertigo, De syv samuraier eller The Godfather? Nej, jeg ville vælge en lille – herhjemme overset – filmperle, Terence Davies’ selvbiografiske barndomserindring Fjerne stemmer, stille liv fra 1988.

Det er nemlig ikke bare en erindringsfilm, det er også en film om erindringens væsen – noget man må formodes at komme til at beskæftige sig en del med på den øde ø.

Fjerne stemmer
Hver morgen ville jeg stå op sammen med Mrs. Davies, Terences’ mor spillet af den vidunderlige Freda Dowie, der henter mælkeflasken på dørtrinet i det beskedne rækkehus i Liverpools arbejderkvarter, mens BBC-speakeren messer søfartsvejrmeldingen som et magisk mantra: ”Iceland, Baileys, Faroes ... Fair Isle, Cromarty, Forties ...”

Jeg ville høre deres stemmer og fodtrin, men ikke se dem, for midt i morgenritualet ophæver Davies for en stund realismen, og den spøgelsesagtigt tomme trappe bliver et udtryk for det ingenmandsland, vi befinder os i, når vi erindrer. Fortiden er så nær og dog så fjern; vi er hverken dér eller her, men et sted midt imellem.

Erindringen bevæger sig ikke lineært eller kronologisk, men cirkulært, elliptisk eller bare i associative spring.

Det gælder også Davies’ film, hvis familiehistorie breder sig som ringe i vandet. Og kameraet går pludselig sin egen uransagelige vej ned ad den mørke, klaustrofobiske korridor, mens morens stemme, uden for tid og sted, synger ”I Get the Blues When It Rains”.

Eller kameraet rejser tilbage i tiden i en næsten ubrudt, glidende bevægelse parallelt med omhyggeligt komponerede og kolorerede erindringstableauer – fra Eileens bryllup over farens pyntning af juletræet til det dækkede middagsbord, hvor faren i et vildt raseri flår dugen af bordet, mens børnene sidder lammet af skræk.

Glæder og rædsler
Faren, ham kommer jeg ikke udenom, selv om jeg mutters alene på øen godt kunne være fristet til at romantisere livet blandt mennesker.

Spillet af Pete Postlethwaite (syv år før hans amerikanske gennembrud med The Usual Suspects) inkarnerer Tommy Davies den knugede og koleriske tyran, der holder familien i et voldeligt jerngreb.

”Why did you marry him, Mam?” spørger datteren Maisie forundret. ”He was a good dancer,” svarer moren ærligt, og dengang i 40’erne og 50’erne var der ingen fortrydelsesret. Så moren og ungerne må leve med farens humørsvingninger, der gør familielivet til en emotionel hvirvelstrøm, og da faren endelig dør, efterlader han ironisk nok et tomrum, som aldrig kan udfyldes, og som langsomt får familien til at gå i opløsning. Uden patriark, ingen familie.

Vi husker det gode og glemmer det dårlige, siger man. Men det er helt forkert, for vi husker det, der har gjort et dybere indtryk på os, hvad enten det er godt eller dårligt.

Og Davies’ film, der er tro mod datidens tone og tempo, favner det hele på én gang: hverdagens sociale ritualer, højtidernes skiften, de store familiebegivenheder (fødsel, bryllup og begravelse) og det brunlige, falmede tapet i dagligstuen, der har brændt sig fast på instruktørens nethinde.

Filmen favner både livets glæder og rædsler, som ofte optræder side om side, for eksempel da Maisie og Eileen i den lokale biograf ser Hollywood-romancen Love Is a Many-Splendored Thing, hvorefter der uden varsel klippes til et surrealistisk billede af Davies’ storebror og svoger, som i slowmotion falder ned fra et stillads og gennem et glastag, der splintres i tusinde stykker (erindringsstykker, fristes man til at sige).

Spirituel intensitet
Terence Davies (f. 1945) elskede som barn at gå i biografen, og han forelskede sig i amerikanske musicals. Det kan man godt se. Meet Me in St. Louis møder socialrealisme a la Ken Loach, der indskrives i stiliserede tableauer, hvor især kvinderne udtrykker deres tanker og følelser i sang og suppleres af numre af blandt andre Ella Fitzgerald, Dickie Valentine og Peter Pears, hvis sakrale stemme fortolker Benjamin Brittens hymne ”O Waly, Waly”, så nakkehårene rejser sig.

Således forvandler Terence Davies det banale og brutale til poesi, hverdagens poesi. Som en kritiker ved den danske premiere, hvor filmen hed Fjerne stemmer, stille liv, bemærkede, er filmen en højtideligholdelse af, hvad forfatteren Mogens Klitgaard kaldte ”den guddommelige hverdag”. Uden illusioner, kynisme eller sentimentalitet ser Davies tilbage, men hans blik er bemærkelsesværdigt andagtsfuldt og åndedraget tilbageholdt.

At se Fjerne stemmer, stille liv er som at bladre i et familiealbum. Det er en mosaik af tidløse øjeblikke, og hvis der blandt mine læsere skulle være en Kloge-Åge, som mener at have set det hele før, for eksempel i Andrej Tarkovskijs russiske filmværker fra 70’erne, altså et årti før Terence Davies, så kan vedkommende godt stikke piben ind.

For én ting er Tarkovskijs mystiske vindstød i skoven og glas, der ved egen kraft bevæger sig hen over spisebordet, noget andet er Davies’ spillefilmdebut, der uden hokuspokus gennemtrænger engelsk socialrealisme med spirituel intensitet.

Fra et arbejderrækkehus i Liverpool i 50’erne til et middelklasse-parcelhus i Hundige i 70’erne, er der kun et stenkast, når vi taler stor kunst. Hver aften vil jeg på den øde ø lade mig lulle i søvn af Mrs. Davies’ blide, ukuelige stemme, der synger en vuggevise, som var det min egen mor i Hundige. Så nær, så fjern.