Kunsten at lade ordene tale for sig selv

I et brev til sin bror skrev forfatteren Anton Tjekhov: ”Lad være med at fortælle mig, at månen skinner; vis mig lysglimtet i knust glas.”

Når Tjekhov læste skønlitteratur, ønskede han altså ikke at få noget fortalt, men at få det vist, og denne skelnen fører naturligvis tankerne hen på mantraet, som enhver, der har beskæftiget sig med litteratur eller film, er blevet skolet i:

Show it, don’t tell it.

I mit arbejde med filmen om forfatteren Carsten Jensen, Kunsten at slå evigheden i stykker – der kan ses på Ekko Shortlist – har jeg imidlertid erfaret, at det sommetider kan være godt at arbejde ud fra det modsatte princip:

Tell it, don’t show it.

At læseren kan danne sig sine egne billeder ud fra de ord og sætninger, som en forfatter skriver, er noget af det stærkeste ved litteraturen.

Jeg ønskede kort sagt at give plads til Carsten Jensen som ordkunstner og til publikums fantasi.

At ægge til publikums forestillingsevne var fra begyndelsen helt centralt for mig, og jeg ville for alt i verden undgå at vise for meget. Forfatterens billedrigdom måtte under ingen omstændigheder blive udvandet.

Inspireret og tynget
Fra begyndelsen var jeg inspireret af Jørgen Leths filmiske portræt af digteren Søren Ulrik Thomsen, Jeg er levende.

Det er stadig den bedste litterære portrætfilm, jeg har set. Ligesom Jørgen Leth er jeg draget af det poetiske filmsprog forstået som en særligt sanselig måde at relatere sig til verden på.

Hvis jeg skal være ærlig, har jeg nok været mere inspireret af Jeg er levende, end godt er.

Jeg studerede Jørgen Leths portræt, som var den en filmisk bibel og forsøgte egentlig – hvis jeg skal være hård ved mig selv – at lave et slags remake. Blot med Carsten Jensen i hovedrollen.

Det var først nogle uger, inden jeg begyndte at optage, at jeg for eksempel besluttede mig for, at Kunsten at slå evigheden i stykker skulle være i farver og ikke sort-hvid som Jørgen Leths film.

Det er en beslutning, jeg i dag er meget glad for.

I Jeg er levende vises Søren Ulrik Thomsen på to måder: Han læser sine digte højt i et tomt rum og fortæller om sit forhold til poesien siddende eller stående i sin lejlighed.

Altså to sproglige udtryksformer: oplæsninger og monologer. Men under klippefasen besluttede vi os for at afvige markant fra Jeg er levende.

En verden udenfor
Den første afvigelse var ikke at vise Carsten Jensen læse op fra sine romaner.

Det besluttede jeg, fordi Carsten Jensen – modsat Søren Ulrik Thomsen – ikke er vant til at performe sine værker, og fordi jeg faktisk ønskede at vise lidt mere af verdenen uden for lejligheden på Østerbro.

Carsten Jensen er jo sømand.

Imens klipperen Olivia Glismann og jeg eksperimenterede med at få oplæsningerne og billederne til at samarbejde, var jeg opmærksom på ikke at komme til at illustrere Carsten Jensens smukke sprog og stemme.

Det var netop den form for banalisering, jeg hele vejen igennem havde forsøgt at undgå.

Plads til syner
Lad mig give et eksempel.

Filmens første oplæsning er fra Vi, de druknede: ”Alle gader og stræder i Marstal var hovedgader. Alle førte de ned til Verdenshavet. Kina befandt sig i vore baghaver. Gennem vinduerne i vore lavloftede stuer kunne vi se Marokkos kyst.”

Her ville det have været dræbende for publikums forestillingsevne, om vi havde vist et billede af en hovedgade – og endnu værre, hvis vi havde brugt visuelle effekter til at illustrere Marokkos kyst.

Derfor valgte vi et dæmringsbillede fra Marstal Havn, hvor to master skærer igennem himlens magiske farver.

Billedet har øjensynlig en relation til tekststykket, idet havet og Marstal optræder begge steder. Men de er ikke enæggede tvillinger. Billedet er på én gang tilpas lukket og åbent: Der er plads til fantasien, til syner.

At give bolden op
Jeg er flere gange blevet spurgt, hvilke ”interviewteknikker” jeg brugte for at få Carsten Jensen til at ”tale på den måde”.

I virkeligheden interviewede jeg kun i den forberedende fase inden optagelserne som en metode til at tilegne mig viden om Carsten Jensen.

Under optagelserne stillede jeg ham ikke et eneste spørgsmål. Jeg havde derimod ti-femten siders tætskrevne ark med oplæg til monologer. Ethvert oplæg var en lapidarisk beskrivelse af en refleksion, en fortælling eller en ordleg, som Carsten Jensen selv havde skrevet eller sagt.

Min opgave var at stimulere hans sjældne fortælleevner. For at forstå rollefordelingen brugte jeg et billede fra baseball: Det var mig, der gav bolden op, og Carsten Jensen skulle så slå til den.

Jo mere præcist jeg kastede boldene, desto større var sandsynligheden for, at han ramte dem godt.

Svimlende fortæller
Hvor Jeg er levende både er et portræt af en digter og et forsøg på at nærme sig poesiens væsen, er Kunsten at slå evigheden i stykker et portræt af en romanforfatter og et forsøg på at indkredse fortællekunstens væsen.

Derfor anskuede jeg Carsten Jensens monologer som kunstneriske udtryksformer i sig selv. Han er ikke kun en begavet, skriftlig forfatter, men han er også en svimlende mundtlig fortæller.

Det ønskede jeg at udnytte til det maksimale.

Jeg placerede Carsten Jensen på hjemmebane. I geografisk forstand ved kun at vise ham i sin lejlighed, men også ved kun at vise ham gøre det, som han er bedst til: lege med sproget.