Dag 5: Supergrise og kunstnersvin

Netflix har været dette års store debatemne i Cannes.

Den amerikanske streamingtjeneste, der efterhånden har erobret hele kloden, tilbyder alverdens film og tv-serier for en slik – og betaler producenterne tilsvarende småpenge for deres film.

I gamle dage ville man have kaldt det for Ebberød Bank, og den tåbelige forretningsmodel er da også godt i gang med at trække tæppet væk under filmindustrien. For hvis indtjeningsgrundlaget skrumper, er der ikke penge til at producere nye film.

Logik for burhøns, men åbenbart ikke for Netflix og mange forbrugere, som går amok i slikbutikken uden at tænke på fremtiden.

Tjenesten gør på en måde ondt værre ved at investere i enkelte prestigefilm, der giver folk et fejlagtigt indtryk af, at tjenesten vil være i stand til at kompensere for det enorme fald af spændende titler fra de store, nødlidende produktionsselskaber.

Slagtemodne supergrise
Når det er sagt, er der rent kunstnerisk intet at udsætte på de to Netflix-producerede film, som er i hovedkonkurrencen i Cannes.

Det skulle da lige være, at Bong Joon Hos Okja ironisk nok handler om en grådig koncern, der er ved at overtage verdensherredømmet med en kæmpe produktion af genmodificerede fødevarer.

Mirando Corporation – ledet af Tilda Swinton i sit køligste es – har genmanipuleret en chilensk gris hos autentiske landmænd til at blive verdens største og mest velsmagende dyr.

Men i Sydkoreas bjerglandskab er en lille pige (An Seo Hyun) blevet bedste venner med en af Mirandos supergrise, Okja, og kun en tåbe frygter ikke en lille piges vrede. Så da selskabet kommer og henter Okja, tager hun straks kampen op og sætter sig for at bringe sin kæmpe kælegris hjem igen.

Filmen formidler uden blusel klichéen om, at naturen er god og kulturen ond, men Bong Joon Ho (Snowpiercer) har skabt filmhistoriens måske mest kærlige monster, som det er umuligt ikke at blive forelsket i.

Og scenen, hvor vi ser hundredvis af slagtemodne supergrise i en indhegning, der minder om en koncentrationslejr, er kuldegysende.

Kunstner eller bare et dumt svin?
Hovedkonkurrencens anden Netflix-film er ikke mindre vellykket. The Meyerowitz Stories slår fast med syvtommersøm, at Noah Baumbach (The Squid and the Whale og Frances Ha) er manden, der vil kunne løfte arven efter Woody Allen, når han en dag stiller træskoene.

Filmen handler – naturligvis – om en dysfunktionel, jødisk familie, hvis altdominerende centrum er faren Harold (for en gangs skyld en stærk karakterrolle til Dustin Hoffman). Han er en skulptør, der har sat børnene i anden række og egoistisk brugt al sin energi på et gennembrud, som aldrig kom.

Da Harold pludselig svæver mellem liv og død, bliver hans tre voksne børn – karrieremislykkede Danny (Adam Sandler), neurotiske Matthew (Ben Stiller) og selvudslettende Jean (Elizabeth Marvel) – tvunget til at forholde sig til hinanden og deres fucked up-tilværelse.

”Jeg håber, at han var talentfuld og lavede kunst, for ellers var han bare en dum skid,” som en af sønnerne siger.

Fortjener en pris
Efterhånden som Harolds tilstand bliver værre, kommer familiemedlemmernes konflikter op til overfladen. Alle problemer kan føres tilbage til farens svigt, som børnene har tacklet på hver sin måde.

Nu sidder de sammen omkring deres komatøse fars sygeseng med så megen opsparet vrede, at tingene eksploderer og blandt andet fører til et kejtet og urkomisk slagsmål mellem Danny og Matthew.

The Meyerowitz Stories er en af de mest rammende og rørende film om at være barn af en selvoptaget kunstner, jeg mindes at have set.

Og det vil bestemt ikke være ufortjent, hvis juryen finder en pris til filmen på søndag – for eksempel til det komplekse, men ikke indviklede manuskript. Eller også kunne man godt unde en skuespilpris til Adam Sandler, som har medvirket i den ene efter anden hovedrystende dårlige film, men faktisk er en god skuespiller i de rigtige hænder (tænk bare på Paul Thomas Andersons Punch-Drunk Love).

Nordkoreas ”fredshær”
91-årige Claude Lanzmann er en kunstner, der for længst har fået sit gennembrud. Det kom med den næsten ti timer lange Shoah, vel nok det ultimative værk om holocaust. Han nyder kolossal respekt og er især i spørgsmålet om filmiske bearbejdelser af jødeforfølgelsen blevet en slags moralsk overdommer.

Han vendte således tommelfingeren nedad til Spielbergs Schindlers liste, mens ungarske László Nemes til gengæld kunne ånde lettet op, da Lanzmann blåstemplede Sauls søn.

Uden for konkurrence i Cannes vises Lanzmanns Napalm, der handler om det hermetisk lukkede land Nordkorea. Det kan kun blive interessant, tænkte jeg, og det blev det også, men på en anden måde end forventet.

Instruktøren, der borede dybt i holocaust-traumet, leverer et overraskende flovt skønmaleri af Nordkorea. Han omtaler landets hær som ”Army of Peace” og undlader at nævne, hvordan regimet har slået hårdt ned på sine modstandere og konstant leger med ilden i forhold til Sydkorea og USA.

Vitaminskud i rumpen
Lanzmann har fået tilladelse til at filme med tæt ledsagelse af en repræsentant fra styret, men han bringer også optagelser fra hovedstaden Pyongyangs gader, som det er lykkedes ham at tage på egen hånd.

Han besøger kæmpestatuerne af Den Store Leder og Den Kære Leder på Mansu-pladsen og får en guidet tour på et krigsmuseum, hvor fotografiet af amerikanske piloter, der overgiver sig, får ham til at udbryde: ”Marvelous.”

Der er nok en vis portion ironi iblandet, selv om Lanzmann ikke lægger skjul på, at han politisk har større sympati for Nordkoreas kommunisme end et kapitalistisk USA, der under Korea-krigen i starten af 1950’erne ”smed mere end én bombe pr. person”.

Lanzmann nyder også en kvinde give opvisning i taekwondo, og så tager filmen et brat skifte til Lanzmanns lange beretning til kameraet om en kortvarig kærlighedsaffære, som han havde i Nordkorea i 1958.

Instruktøren er diplomatisk sagt en omstændelig fortæller, men til gengæld er historien om hans møde med sygeplejersken Kim Kum-sun, som dagligt i en uge gav ham et vitaminskud i rumpen, et rent melodrama.

Brev fra Pyongyang
Den sidste dag møder Kim op i sit private tøj, og de tager sammen på en sejltur, der udvikler sig dramatisk. En affære mellem en koreaner og en amerikaner var ikke tilladt ifølge regimet, og inden de når at fuldbyrde deres elskov, bliver de adskilt af myndighederne.

Forinden har Lanzmann dog nået at se Kims ar efter de amerikanske napalmbomber.

Tilbage i Frankrig modtager han et brev fra Kim Kum-sun, hvor hun i den kommunistiske jargon takker høfligt for mødet og ønsker Lanzmann en god fremtid. Siden har de ikke set hinanden, og instruktøren fortæller, at han ikke har forsøgt at finde hende, fordi han gerne har villet bevare billedet af den unge, smukke kvinde på sin nethinde.

Her er det, at man tænker, at store instruktører har brug for et modspil.

For tænk, hvilken fantastisk film der ligger gemt i Kim Kum-suns historie. Hvordan oplevede hun det korte møde? Hvad betød det for hende? Og hvad skete der siden?

Se, det kunne have været blevet en enestående dokumentarfilm om kærlighed og politik og en uforglemmelig afslutning på dag nummer fem i Cannes.