Kunstneren i Per Kirkeby er ikke død

Hun skulle ikke bare komme på besøg. ”Tager du ikke dit kamera med,” havde den nære ven spurgt i telefonen.

Men hvor lå kameraet overhovedet henne? Var batterierne ladet op?

Anne Wivel var ude af sig selv. Dokumentaristens seneste film centrerede sig også om en dyb krise hos en person, som stod hende utroligt nær. Skulle hun nu til det igen?

En faderfigur
Per Kirkeby havde i hvert fald ikke spurgt hende for sjov denne forårsdag i 2013. Forinden havde billedkunstneren været indlagt i længere tid efter et livsomkalfatrende styrt ned ad en trappe.

Han havde mistet evnen til at skelne farvernes nuancer, kunne ikke navigere rundt i de værker, som har gjort ham anerkendt verden over, og det meste af tiden genkendte han ikke engang sin hustru eller sine børn.

Nu ville han kæmpe sig tilbage. I det mindste ville han forsøge. Og Anne Wivel skulle dokumentere det.

Lige siden Anne Wivel lærte den syv år ældre billedkunstner at kende gennem deres jævnaldrende børn i børnehaven, havde hun set ham som lidt af en faderfigur. Og hun vidste, at hun måtte svare resolut. Ja eller nej.

Det blev et ja, og resultatet af udfordringen, Mand falder, der 3. november åbner dette års Cph:Dox-festival.

Rørt til tårer
”Jeg smed kameraet fra mig på en meget akut måde, da Svend døde, og jeg havde slet ikke haft lyst til at røre det siden,” siger Anne Wivel.

Når Anne Wivel siger Svend, mener hun Svend Auken, ”den bedste statsminister, Danmark ikke har haft”, som politikeren kaldtes.

For Wivel var Auken ikke kun politiker, men også ægtefælle, og det havde været et udmattende forløb, da hun begyndte at følge sin mand, den ambitiøse miljøforkæmper og socialdemokrat, tæt med sit kamera i to år, inden Auken døde af kræft i 2009.

Det resulterede i det personlige og anmelderroste portræt Svend fra 2011.

”Det var absurd, tænkte jeg, at jeg nu skulle stå i samme situation. Med en ny vens fald. Men jeg kunne også mærke, at der måtte ligge en pointe i det på en eller anden måde. Så jeg måtte jo hellere gøre, hvad der blev sagt, ikke?”

Anne Wivel ser lettet ud, som hun sidder dér i vinduet på Østerbro-caféen og følger efterårsjakkerne, der vandrer forbi søerne udenfor.

Og det er hun da også.

Tidligere på dagen har hun set sin nye film sammen med Per Kirkeby. Den i dag 77-årige kunstner havde ellers besluttet sig for ikke at se den. Men han ændrede mening. Han måtte jo hellere se, hvad der var kommet ud af projektet.

”Jeg skal ikke udtale mig om, hvad han synes. Men han var bevæget. Især under en afgørende scene på Læsø. Dér var han ligefrem rørt til tårer.”

Påtvunget passivitet
Anne Wivel ved ikke, om det så betyder, at Per Kirkeby fik den film, han ønskede sig, da han spurgte, om hun ikke ville lave den. Hun tvivler egentlig på, at kunstneren overhovedet ønskede sig nogen specifik film.

”Når man bliver så syg, som Per er, så påtvinges man en enorm passivitet. Jeg tror, Per havde en trang til at oversætte den passivitet til nogle projekter,” siger Anne Wivel og fortsætter:

”Han forestillede sig måske, at det her filmprojekt kunne blive en arbejdsform, et redskab til at kæmpe sig tilbage. Og samtidig håbede han måske, at det kunne blive en film med samme stemning som i Svend.”

Hun fortæller, at Per Kirkeby virkede forberedt, når hun kom. Som om han havde nogle emner, han skulle huske at tale om. Emner, som han ikke havde drøftet med andre, selv ikke nære venner.

”Her prøvede jeg engang at hænge mig,” som han på et tidspunkt fortæller.

Lever i en skyggeverden
I filmen følger vi Per Kirkeby i atelieret. Penslen stryger erfarent over lærredet i en stræben efter at gengive de billeder, som kunstneren konstant ser inde i sit skadede hoved.

Det har været en besættelse hele livet at omsætte tankerne til værker, fortæller han Anne Wivel bag kameraet.

Wivel, vennerne og alle assistenterne i atelieret beundrer den syge mands billeder. Men da kørestolen rulles et par meter tilbage, og Kirkeby selv betragter sit arbejde, genkender han ikke så meget som et enkelt penselstrøg.

”Nu har jeg nået et punkt, hvor jeg ikke aner, hvad fanden jeg har gang i,” siger han og vender sig mod personen ved sin side.

Er det Inge? Er det Mette? Han kan ikke genkende hende. Sin egen kone.

”Det er sgu et mærkeligt liv. Tænk at leve i sådan en skyggeverden,” siger han.

Klar i hovedet
I et interview i Politiken tidligere i år kastede Kirkeby for alvor penslen i ringen. ”Jeg har opgivet at være maler,” sagde han.

Det virker som en umulig situation.

Alligevel kan det ikke benægtes, at der er en kvalitet i malerierne – selv når Kirkeby famler i blinde.

”Det er et af de temaer, han diskuterer i filmen. Han spørger sig selv, om det er afgørende eller ej, at han ikke længere selv kan bedømme sit arbejde,” siger Anne Wivel.

”Jeg læste også det interview i Politiken, og jeg sagde til ham: ’Helt ærligt, Per, nu har du jo selv bedt mig filme dig i den her tid, og jeg kan altså ikke skrive under på det, du siger. Mit kamera har ikke fået øje på, at kunstneren i dig er død.”

– Så filmen er ikke et farvel til kunstneren Per Kirkeby?

”Der er sikkert mange, der vil tænke i de baner. Men jeg tror ikke, han er færdig som maler. Han er skrøbelig, ja, men han er jo ikke – ligesom Svend – terminal cancerpatient. Per har fået et ordentligt gok i nøden, men han er helt klar i hovedet, og han er en meget disciplineret mand.”

Livets skrøbelighed
70-årige Anne Wivel står bag en lang række prisbelønnede dokumentarfilm, hvor hun også har arbejdet sammen med større filmhold. Et eksempel er Menneskenes land – min film om Grønland fra 2006, som tog fem år at lave.

Med den håndholdte teknik, med hvilken hun både har drejet Svend og Mand falder, mister hun måske noget æstetisk, som kun den store produktion kan give, siger hun.

Til gengæld kommer hun tættere på de portrætterede. Og det er en stor fordel, når filmene omhandler livets store skrøbeligheder.

”Da jeg lavede Svend, vidste jeg, at der lå den her skygge forude. Han havde jo en dødelig sygdom. Men siden har jeg indset, at den der skygge ligger foran os alle sammen. Vi kan jo dø, ikke? Sådan ser jeg også Per, han er jo heller ikke ung, vel? Så nu er den der skyggeside blevet et blivende perspektiv i mit arbejde,” siger Anne Wivel.

”Det bliver også en væsentlig, underliggende pointe i filmen. Vi skal minde os selv om, hvor dyrebart det er at have en kunstner som Per Kirkeby.”