Kunstneren som sociolog

 Hvis de populære og kunstnerisk anerkendte romanforfattere fra anden halvdel af 1800-tallet — for eksempel Dickens, Hugo, Tolstoj eller for den sags skyld Pontoppidan — havde levet i dag, betragter jeg det som sandsynligt, at de havde været filminstruktører. De tilhørte en kreds af forfattere, der satte problemer under debat. Ikke alene psykologiske problemer og problemer i det personlige liv, men også politiske og sociale problemer.
  
Det forekommer mig ikke, at de store forfattere i dag ser det som deres opgave. I stedet er det blevet almindeligt at eksperimentere med romanformen, så det bliver skriften som skrift eller fortællingen som fortælling, der kommer i centrum. At sætte sociale og politiske problemer under debat ved hjælp af fortællekunsten virker først og fremmest som en opgave, der løses af filmen. Jeg tænker på den amerikanske tradition for brede, stjernebesatte film, der omhandler aktuelle problemer — i de senere år for eksempel Erin Brockovitch om forsikringsselskabers mangel på moral, Phonebooth om våbenkontrol eller Men of Honor om racediskrimination.
 
Fortællekunst som samfundsvidenskab
Betragter man spørgsmålet historisk, kan man se, at der er en betydelig forbindelse mellem fortællekunsten og samfundsvidenskaben. I slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet dukkede de samme emner — fattigdom, ulighed, diskrimination, magtmisbrug — igen og igen op begge steder.
  
Nogle gange kan man endda som sociolog føle, at forfatternes forklaringer og analyser er mindst lige så gode som dem, vi kan komme med. Om det er Max Weber, der har skrevet om calvinisternes betydning for den tidlige kapitalisme og Thomas Mann, der har skrevet om handelskapitalismens undergang eller omvendt, kan være svært at huske — hvis ikke man lige erindrer, at Weber skrev Kapitalismens ånd og den protestantiske etik, mens Mann skrev Buddenbrooks.
  
Med den modernistiske fortællekunst senere i det tyvende århundrede gik den forbindelse i høj grad tabt. Heldigvis gik realismen til filmen, og dermed blev traditionen ikke afbrudt, den fortsatte blot i et andet medium.
I det generelle billede er Danmark tilsyneladende en undtagelse. Her findes simpelt hen ikke de samme forbindelser mellem fortællekunsten og samfundsvidenskaben, som man finder andre steder. På den ene side findes der faktisk store, realistiske forfatterskaber fra anden halvdel af det tyvende århundrede: Tage Skou-Hansen, Anders Bodelsen og Christian Kampmann. Men vurderet som kunst står de for tiden betydeligt lavere end de modernistiske forfatterskaber fra samme periode, og vurderet som sociologi mener jeg heller ikke, de er lige så gode som for eksempel Henrik Pontoppidan eller for den sags skyld Herman Bang. De var i mine øjne begge fremragende amatørsociologer.
 
På den anden side har der i dansk filmkunst ikke været tradition for at sætte politiske og sociale problemer under debat. Enkelte, mere eller mindre vellykkede forsøg blev gjort i de sene 1970'ere med Vinterbørn og Mig og Charly, og man bør også nævne en instruktør som Erik Clausen, der op gennem 80'erne og 90'erne med mellemrum har sendt socialrealistiske film på markedet. Men generelt forekommer det mig ikke, at den sociale og politiske realisme har været særlig populær blandt de danske filminstruktører, der går efter et bredt publikum. I stedet har man satset på folkekomedier, børne- og ungdomsfilm samt i de senere år et mylder af film om privatlivets glæder og sorger.
  
Imidlertid forekommer det mig, at den tendens nu er ved at vende. I 2004 blev den usminket realistiske (desværre, men tro mig ...) Kongekabale en stor publikumssucces. I 2000 påbegyndte Per Fly sin trilogi om det danske klassesamfund med Bænken, der handler om underklassen. Han fortsatte i 2002 med Arven, der handler om overklassen, og nu fuldender han serien med Drabet om middelklassen.
 
Realisme rammer plet
Måske er det malplaceret, at jeg udtaler mig som fagmand om film, der naturligvis først og fremmest skal fungere som filmkunst. Men det er ikke desto mindre, hvad jeg har tænkt mig at gøre. Altså: Hvordan føler en sociolog det, når han ser moderne, dansk realisme? Er det med samme overbærende velvilje, som når man overværer sine børn spille teater i skolen, eller er det omvendt som når man læser Pontoppidans romaner eller Herman Bangs journalistik og på hver femte side uvilkårligt tænker, at det eller det faktisk er virkelig godt set — og måske smugler det ind som forklaringsmodel i en artikel, man selv sidder og sysler med?
  
Lad mig tage spændingen væk med det samme og sige, at jeg i al almindelighed betragter hele Per Flys Danmarks-trilogi som realisme af højeste kvalitet. Jeg var i en længere årrække i 80'erne nabo til stiknarkomanerne Arne og Marianne. Da man i tiltagende grad bliver blind af heroin, skete det engang imellem, at Arne ringede på og spurgte mig, om jeg ville taste et telefonnummer for ham (hvortil har jeg ingen anelser om, eller: det har jeg måske nok, men jeg blandede mig udenom). Arne var i de situationer venligheden selv og spurgte ikke sjældent, om jeg ville dele et par guldbajere med ham som tak for ulejligheden. Jeg sagde altid pænt nej tak, og det manglede da bare — men jeg forsikrer for, at Arne og Mariannes lejlighed fuldkommen lignede Kajs i Bænken, og at deres dialog lød nogenlunde som dialogen i filmen, både med hensyn til form og indhold. Så den er altså god nok.
 
Overklassen er lidt sværere at få hold på, fordi den er endnu mindre end underklassen, og fordi den isolerer sig fra alle andre end sine standsfæller. Men da jeg gennem en længere periode som adjunkt på Handelshøjskolen underviste et medlem af et af de helt store familiedynastier i dansk erhvervsliv og gennem den periode også hørte meget om, hvordan det gik med slægten og virksomheden, må jeg igen sige: Arven sidder lige i skabet. Virkeligheden er tilsyneladende nøjagtig sådan, som Per Fly påstår.
  
Og hvad så med Drabet? Filmen foregår i et gymnasielærermiljø, som nok er det miljø af alle, jeg kender bedst. Min mor var gymnasielærer i hen ved 40 år, til hun gik på pension i 2003. Og jeg levede i sytten år sammen med en kvinde, hvis forældre er gymnasielærere. Med andre ord ved jeg alt, hvad der er værd at vide om de kredse. Derfor vil jeg gøre kort proces: Per Fly har igen lavet en fuldtræffer. Folk i miljøet ser faktisk ud, som Per Fly viser det. De bor, som han viser det. De taler og tænker, som han viser det.
 
På tryg afstand
Men betyder de tre gange tre 13-taller i karaktertegning, miljøskildring og dialog, at jeg slet ikke har nogen faglige indvendinger? Jo — det har jeg sådan set. Dog ikke af en type, man kan bebrejde Per Fly. Han har som instruktør og kunstner sine præmisser, som jeg hverken kan eller vil anfægte. Skulle han have lavet filmene på mine faglige præmisser, har jeg dog et par indvendinger.
  
Som sociolog kan man ikke helt lade være med at se på, hvor mange mennesker, der direkte vil kunne identificere sig med filmene. Ifølge de fleste fattigdomsforskere er det mellem en og fem procent af befolkningen, der lever i så dyb elendighed som Kaj og hans kumpaner på bænken. Det rigtige tal er formentlig tættere på en procent end på fem. Omvendt er det også kun to-tre procent af befolkningen, der har en husstandsindtægt på over en million kroner om året. For så vidt angår familier, der er så rige som stålværksfamilien i Arven, er vi så langt nede, at det formentlig er nemmere at nævne dem ved navn, end det er at gøre dem op i procenter.
  
Med andre ord fungerer Danmarks-trilogien på den måde, at 95 procent af befolkningen kan sidde på tryg afstand og se på nogle mennesker og problemer, de aldrig kommer i andet end den mest flygtige berøring med.
  
Til det kan man sige: Og hvad så? Den indvending er jeg til dels enig med. En roman som for eksempel Anna Karenina foregår i den russiske adel — også en gruppe, der numerisk omfattede mindre end en procent af befolkningen. Men da romanen handler om kærligheden i næsten alle dens varianter og afskygninger, betyder det mindre. Evnen til at føle, give og modtage kærlighed er til alt held fuldstændig lige fordelt i befolkningen. I den forstand er miljøskildringen altså ren staffage for en problemstilling, som alle kan leve sig ind i.
 
Handler Drabet om middelklassen?
Man kan sige, at socialrealistiske film udmærket kan være stærkt vedkommende, bare de handler om en problemstilling, man kan genkende. Også selv om miljøet i og for sig er staffage. Derfor står alle tre Danmarksfilm stærkt. Bænken handler om ansvar, Arven om pligt og Drabet om skyld. Det er tre spørgsmål, der fra tid til anden formentlig holder ethvert anstændigt menneske vågent om natten. Derfor også tre film, hvori karakterernes problemer og dilemmaer forekommer de fleste mennesker yderst relevante.
  
Lavede man tre film om ansvar, pligt og skyld, ville man altså som udgangspunkt have tre temaer, der havde den bredest tænkelige appel, uanset miljøet. Men for så vidt angår Bænken og Arven mener jeg dog, at Per Fly opnår endnu mere. Den manglende evne til at tage ansvar er efter min opfattelse et definerende træk hos befolkningen på landets kommunale bænke. Og den betydning, en størrelse som slægt har i stålværksfamilien, er også et definerende træk ved medlemmer af gamle familievirksomheder (som allerede påpeget af en mesterlig sociolog-forfatter som Thomas Mann i Buddenbrooks for mere end hundrede år siden).
 
Med andre ord: Bænken og Arven handler om almene problemer, men samtidig foregår de i miljøer, hvor den type problemer er med til at definere gruppen. De to film kunne ikke foregå hvor som helst. De skal faktisk foregå i underklassen og overklassen for ikke at være tomme postulater. Men foregår de dér, er de til gengæld præget af en dyb indsigt i, hvorfor medlemmerne af de to klasser gør, hvad de gør og siger, hvad de siger. Det er såvel sociologi som socialrealisme, når den er allerbedst.
  
Med Drabet forholder det sig anderledes. Grundproblemet i filmen er det samme som i Fjodor Dostojevskijs roman Raskolnikov: Hvordan lever man med skylden over at have dræbt et menneske? Det er i mine øjne ikke en problemstilling, der er med til at definere middelklassen som klasse, men simpelthen en skærpet variant af et alment, menneskeligt problem: Hvordan lever man med den skyld, det nødvendigvis påfører os alle at leve og handle i vores uoverskuelige verden?
  
De rige fattige
Skulle man på mine faglige præmisser lave tre film om Danmark og danskerne, kunne man for eksempel i stedet for en film om den fuldkommen forarmede underklasse have lavet en film om "de rige fattige". Det vil sige den store gruppe af mennesker, der har en fornuftig økonomi, men lever i en sump af uvidenhed og livsstilssygdomme. Gruppen er beskrevet dokumentarisk på tv for knap ti år siden i miniserien De kære familier (Gitte Løkkegaard m.fl.), men så vidt jeg husker aldrig i en fiktionsfilm. Hvad enten man forstår dens problemer alment eller som definerende for gruppen, er de også uhyre interessante: manglende selvdisciplin og manglende realitetssans.
  
Skulle man lave en film om middelklassen, ville jeg lave en tragisk udgave af den satiriske tv-serie Fint skal det være med fru Hyacinth. For middelklassens største problem er, at den ikke er god nok og inderst inde godt ved det — selv om den kæmper hårdt for at glemme det. Endelig ville jeg i forhold til overklassen enten lade Arven stå, som den er. Eller dække et numerisk set større miljø ved at lave en funktionær-samuraifilm, en gammeldags krigerfilm a la Kurosawa, men i et kontormiljø og med samuraier i jakkesæt. For livet som kriger og de ofre, som det medfører, er et alvorligt problem for alle karrieremennesker.
  
Uanset hvad, er jeg på grund af troværdigheden i karaktertegning, miljøer og dialog utrolig glad for den nye, danske socialrealisme, for på netop de afgørende punkter adskiller den sig fra halvfjerdsernes urealistiske realisme. Medmindre man sidder og roder med en dansk filmkanon, betyder det i den forbindelse langt mindre, at også den realistiske realisme kommer fra USA og endelig langt om længe er blevet omplantet til Danmark.