Nyhed
11. nov. 2024 | 05:14 - Opdateret 11. nov. 2024 | 13:42

”Moms koster tv-kunderne 15-20 kr. om måneden”

Foto | Nuuday

Selskabet Nuuday ejer YouSee, som er det største medlem af Danske Mediedistributører, der samlet betaler 1,2 milliarder kroner årligt til danske og internationale rettighedshavere.

Tv-kunderne vil komme til at betale dyrt for ny kunstnermoms, som ikke er nødvendig, mener Danske Mediedistributører.

Af Claus Christensen

Regeringen har fremsat et lovforslag om, at der fra næste år skal moms på kunstnerisk arbejde opkrævet gennem forvaltningsorganisationer som Copydan.

”Det lovforslag, jeg nu har været nødsaget til at fremsætte, er nødvendigt for, at Danmark overholder EU-retten, som vi er forpligtet til,” udtaler skatteminister Rasmus Stoklund (S) til Filmmagasinet Ekko og tilføjer:

”Regeringen er klar over, at lovforslaget må forventes at have nogle afledte konsekvenser for kunstnerne. Det er vi i gang med at se nærmere på.”

Forvaltningsorganisationen Copydan og kunstnernes fagforeninger har protesteret over lovforslaget i et brev til skatteministeren. Man mener ikke, at EU forpligter Danmark til at indføre momsen, som danske kunstnere har været fritaget for siden 1978.

”Det er udelukkende Danmarks egen afgørelse,” lyder det fra blandt andre Copydan. ”Forslaget vil gøre det dyrere at være forbruger af dansk tv- og kulturindhold og derfor også uundgåeligt medføre konsekvenser for de danske kunstnere og indholdsproducenter.”

Tv-kunderne betaler regningen
Nu sætter kommunikationsdirektør i Danske Mediedistributører, Ib Konrad Jensen, tal på, hvad momsen helt konkret kommer til at koste forbrugerne fra næste år.

Han repræsenterer distributører som YouSee/Nuuday, Viaplay, Norlys, Allente og Fibia. Danske Mediedistributører betaler årligt omkring 1,2 milliarder kroner til danske og internationale rettighedshavere såsom instruktører, manuskriptforfattere, fotografer, scenografer og skuespillere.

”Antallet af tv-kunder falder konstant i de her år, og samtidig skal distributørerne kæmpe med stigende priser på tv-indhold primært drevet af dyrere sportsrettigheder, men også dyrere rettigheder og produktionsomkostninger på tv-markedet,” skriver Ib Konrad Jensen i en mail til Ekko og tilføjer:

”Skal tv-kunderne til at betale moms af rettighedsbetalingen til Copydan, stiger tv-regningen med yderligere 15-20 kroner om måneden, uden at de får bedre tv af den grund.”

”Ud over at ramme tv-kunderne vil moms-indgrebet især have negative konsekvenser for dansk produceret indhold og tv fra danske broadcastere. Hele tv-markedets økosystem vil blive belastet, og det er det sidste, der er brug for i de her år.”

Grænser til det absurde
Ligesom Copydan og kunstnernes fagforeninger mener Danske Mediedistributører ikke, at EU kræver, at Danmark indfører momsen.

”Det grænser til det absurde, at regeringen bliver ved at påstå, at det er et EU-krav, at vi skal afskaffe 44 års momsfritagelse. Kommissionen har klart og tydeligt erklæret, at det alene er op til Danmark at afgøre, om man vil indføre moms på det her område,” skriver Ib Konrad Jensen.

Lovforslaget fremsattes første gang i 2021, men blev taget af bordet igen efter en kommunikation mellem den daværende skatteminister og EU-kommissionen. Nu har den nye skatteminister genfremsat lovforslaget, som flertalsregeringen ventes at vedtage om kort tid.

Det undrer Danske Mediedistributører.

”Hvis Kommissionen havde ment noget andet, så har den haft snart fire år til at indlede en sag mod Danmark. Men faktum er, at det ikke er sket,” lyder det fra Ib Konrad Jensen.

”Hvorfor er det, at man absolut vil presse den her lovgivning igennem, og hvorfor kommer man listende med det, når man nu mener, at det er så velkendt stof, at man kan springe den normale høringsproces over?”

”Hvorfor så sent på året, at man ikke kan nå at vedtage loven med den fire ugers frist inden ikrafttræden, som både Folketingets og Justitsministeriets vejledning sætter som mål for god lovbehandling?”

Ekko forsøger at få en kommentar fra skatteminister Rasmus Stoklund.

Kommentarer

© Filmmagasinet Ekko