Kvindekampen er en hjælp til filmkunsten

Det virker, som om debatten er strandet. Linjerne er trukket hårdt op, kvinderne er af gode grunde forsvundet fra Facebook-debatterne, og tilbage står nogle enkelte og råber.

I sidste ende taber dem, der vil ændre noget. Alt bliver mudret, og læsere og kritikere giver op. Det kan måske være nyttigt at træde et skridt tilbage og se på, hvorfor vi taler om feminismen i filmbranchen.

Jeg har en ven, der skriver phd om big data og forsker i at analysere statistik, som jeg fik til at kigge rapporterne fra de tre aktionsgrupper, som Det Danske Filminstitut nedsatte sidste år for at undersøge den manglende ligestilling i dansk film.

Han sagde, at hvis jeg ville, kunne jeg få den konklusion, jeg havde lyst til. Selv om der er en generel tendens til stærk ulighed i mændenes favør, ville der intet problem være i at læse det modsatte ud af tallene.

Det afhænger simpelt hen af, hvilken amatørstatistiker der kigger på det. Han sagde, at han så to ting i rapporterne og debatten om kønsstatistik:

1) Det statistiske forarbejde er simpelt hen ikke godt nok. Med andre ord: Det er ikke videnskabeligt godkendt.

2) Ingen af os i debatten lader til at have det fjerneste styr på at udlede tendenser i statistik (mig selv inklusive).

Så lad os endelig få nogle forskere på sagen, det kan Filminstituttet sørge for.

Men var det, derfor vi blandede os? Gik vi ind i diskussionen om kvinders repræsentation i denne tids mest afgørende kunstgenre, fordi vi var passionerede omkring videnskabsteoretiske diskussioner om læsningen af statistik?

Er tal virkelig den prisme, vi vil kigge på vores kultur igennem?

Udfordrer status quo
Informations chefredaktør Rune Lykkeberg skriver i sin leder på kvindernes kampdag, at de fleste progressive bevægelser, som har givet os borgerrettigheder – minimumsløn, retten til at protestere og frihed fra stigmatisering – har mistet deres kraft. Hvorimod de bevægelser, der bekæmper fremskridtet, står stærkt.

Borgerrettighedsforkæmperne er på museum, klassekampen er stort set død, og klimakampen kan ikke få folk op af stolen.

Her træder feminismen ind som en fortælling, der rammer tiden og har et publikum. ”Kvindekampen er den stærkeste front for vores fineste principper,” som Rune Lykkeberg skriver.

Feminismen er ikke den eneste måde at udfordre status quo på. Der er også kritikken af det neoliberale menneskesyn, religionskritikken og kritikken af elitens magtcentrering. Men det er feminismen, der står stærkest, og i den generelle samfundsdebat lader det til, at en ny generation af kritikere træder frem.

Kritik frem for brok
Når man ikke mærker uretfærdigheden på egen krop, fremstår ligestilling som et lidet attraktivt jantelovsprojekt (”When you’re priviliged, equality feels like opression,” som man siger). Og ”ligestilling” lyder umiddelbart helt forkert i samme sætning som ”kunst”.

Men inden for kunsten kan vi måske tale pladsen til det anderledes? Vi skal skabe et rum for det, vi ikke møder normalt, det der ændrer os, og vi skal hele tiden udfordre normalen.

Det kan være The Act of Killing eller Venus – Let’s Talk About Sex. Det kan være Chantal Akermans langsomme kvindefortællinger, men det kan også være Steve Roggenbucks maniske YouTube-videoer.

Kvindekampen er en større sag, der handler om accepten af anderledes fortællingers ret til en plads i solen.

Inden for filmverdenen kan man hævde, at uligheden har noget med genrer at gøre. Kvinder er dokumentarfilmskabere, mænd er actionfilmelskere. Er det et spørgsmål om smag? Kvinder vælger ét, mænd vælger noget andet. Homoseksuelle laver kun film med mænd, der kysser. Ingen med lidt brunere hud får plads ved bordet, og hvide mænd får i sidste ende mest alligevel?

Men de to bedste danske actionfilminstruktører er en kvinde og en irakisk flygtning (Susanne Bier med Natportieren og Fenar Ahmed med Underverden).

At Fenar Ahmed har lidt mere at sige med sin film, er bare positivt. Han har allerede sagt, at han ikke gider være et offer, men én der skaber sin egen fortælling.

Det kan man jo kun tage hatten af for. Det, jeg kan lide ved det er, at der ikke er noget brok. Der er en kritik af det billede, samfundet har af ham, men det er ikke brok. Fortællingen om den brune mands byrde accepterer han ikke, han laver film i stedet.

På den måde skal vi lære at skelne mellem brok og kritik. Holde tilbage med brokken, så der er plads og tid til kritikken. Og til kunsten.

Da mainstream blev accepteret
Mange kampe er kæmpet for at få de anderledes fortællinger ind i kunsten og filmen. Oftest af folk udefra.

Høj/lavkultur-skellet er næsten fjernet. Den kamp blev især taget i slut-1960’erne, hvor mainstreamkulturen blev accepteret, og for eksempel tegneserier og dagligdagsobjekter blev inkorporeret i avantgarden.

Måske genrefilmene stadig lider under disse fordomme?

Da Jørgen Leth lavede kunstfilmen Det perfekte menneske, var det ikke Shakespeare, han citerede, men en James Bond-roman. Nu ved vi, at tegneserien er en kunstart. Og at Hitchcock en kunstner. Det samme er ved at ske for computerspillet, der engang blev betragtet som tidsfordriv for børn.

Det tager selvfølgelig tid og kræver en indsats at acceptere omvæltninger af kunstformer og kønsstrukturer. De debatter, vi ser, er en konsekvens af ældgamle spørgsmål.

Går du ind for det nye eller det gamle? Det velkendte eller det fremmede? Status quo eller nybrud?

Følelsen af fællesskab
Jeg vil ikke se på det samme hele tiden. Jeg vil ikke se film, der altid følger berettermodellen, og jeg vil ikke kun se film i biografen.

På den måde skal vi have anarkistiske filmfortællinger, og det kræver, at filmene bliver mindre manusorienterede og mere æstetiske – mere personlige. Det kræver frihed fra Excel-ark og plads til det irrationelle. Og det kræver det modsatte af at strømline og akademisere kunstuddannelserne.

Som Daniel Dencik for nylig sagde i Romerriget på Radio24syv: ”Det fineste ved mennesket er ikke målbart.”

Og det kræver mod at gå de veje, andre ikke gør. På den måde kondenseres alle mine principper i feminismen.

”Vi har også bevægelser, som insisterer på anerkendelse af forskellige identiteter, orienteringer og minoriteter, som har været socialt og kulturelt fordømte. Men de nye bevægelser er ikke brede og stærke nok til at mobilisere et effektivt forsvar for de åbne samfund. Det er bemærkelsesværdigt, at den største demonstration imod Donald Trump og den stærkeste mobilisering imod opgøret med de liberale samfund var kvindemarchen i januar i USA,” skriver Rune Lykkeberg i sin leder.

I sidste ende er kvindekampen et forsvar for det åbne samfund med plads til forskellige fortællinger, forskellige måder at leve på.

”Kvindekampen bygger historisk på universalisme: Det borgerlige samfund lovede, at alle var lige og frie. Hvordan kunne man så retfærdiggøre uligheden mellem kønnene og kvindernes underkastelse? Det kunne mændene ikke. Og de blev tvunget til at adlyde principperne og afgive magt og privilegier,” fortsætter Rune Lykkeberg.

Hvilket andet middel er stærkere end kulturen til at sætte disse ting i gang? Det vil styrke følelsen af fællesskab at blive udsat for disse fortællinger.

Generationsskift
Vi skal ikke spørge os selv, om vi er feminister. Vi skal spørge om, hvilken verden vi gerne vil leve i.

Jeg vil gerne leve i en verden, hvor de marginaliserede fortællinger og fortællemetoder kommer frem, og lige nu inkluderer det at kæmpe for kvinders adgang til filmens verden.

Vi har på den ene side muligheden for eksperimenter og internettets fantastiske muligheder og på den anden side modstanden mod forandringer i filmbranchen. Måske hænger de to ting uløseligt sammen. Måske er vi i virkeligheden vidne til et generationsskift.

I sidste ende er kvindekampen en kamp for alle, der elsker filmkunsten.