Dag 5: Kvindelige instruktører bag favoritter

Så er første Sundance-weekend overstået, og man kan mærke byen drage et lettelsens suk.

De vigtigste verdenspremierer er overstået, de største fester er afholdt, og nogle af de vigtigste film er endda blevet solgt allerede. Det gælder blandt andet Gustav Möllers fremragende debut Den skyldige, der er blevet solgt til biografdistribution i USA og Canada.

Buzzen efter den første omgang verdenspremierer er også begyndt at give et praj om, hvilke film der får en pris med hjem på fredag.

Blindspotting fra festivalens første er stadig på alles læber, men der summes også om andre titler. Og mandag bød også på en håndfuld verdenspremierer på film fra talentfulde kvindelige instruktører. Feltet er stadig åbent.

Halvbagt dystopi
I dagens første film, I Think We’re Alone Now, har en uforklarlig sygdom udryddet så godt som hele menneskeracen. Igen.

Eneste overlevende er Peter Dinklages enspænder Del, der fordriver tiden med at rydde op i den lille by, hvor han bor. Han begraver ligene, arkiverer familiefotos, samler batterier og afleverer biblioteksbøger. En pertentlig tilværelse.

”Hvad savner du mest fra tiden før?” spørger hun på et tidspunkt. ”Stilhed,” svarer han.

Instruktøren Reed Morano har tidligere instrueret dramaet Meadowland, men hun slog igennem som instruktør på den ligeledes dystopiske The Handmaid’s Tale.

Hun leverer smukke billeder (Morano har selv fotograferet filmen) og får stærke præstationer fra Dinklage og Fanning. Men manuskriptet føles en smule halvbagt.

Der er noget mystisk i luften, en Black Mirror-agtig afsløring, man bare venter på kommer og vender historien på hovedet. Den forventning ligger længe og brygger, men opbygningen er noget mere interessant end afsløringen. Mike Makowskys manuskript er først for langsomt, så forhastet.

Queer-drama rammer rent
Jeg græd. Og det er første gang på festivalen. Men The Miseducation of Cameron Post skar bare lige igennem min søvnmangeldøsige, forkølelsessløve hjerne og borede sig dybt ind.

Det handler om Cameron (Chloë Grace Moretz), der snaver med sin kæreste på prom night og sendes til et evangelisk omvendelsescenter, fordi kæresten er en pige.

”Der er ikke noget, der hedder homoseksualitet,” får hun at vide. ”Synd er synd.”

På det her gudsforladte indoktrineringscenter møder hun både fyrige konvertitter og et par trodsige ligesindede, spillet af Sasha Lane, der brød igennem i American Honey, og Forrest Goodluck.

Jennifer Ehle er gammeltestamentligt modbydelig som den tidligere terapeut, der lærer børnene at hade sig selv. Det er den internalisering af homofobi, der er så skræmmende. Alle holder øje med hinanden, parat til at stikke forfaldne sjæle, hvis de viser tegn på svaghed. Til deres eget bedste, selvfølgelig, hvordan skal de ellers finde frelse?

Og så er der bare nogle fuldkomment sublime øjeblikke imellem selvfornægtelsen og udskamningen.

Som da Cam, som hun kaldes, og hendes venner skræller kartofler og finder en radiokanal, der spiller 90’er-hittet What’s Up? Lidt nynnen bliver til sang bliver til, at Cam hopper op på bordet og skråler ind i en kartoffelmos, hun bruger som mikrofon.

Desiree Akhavan hedder instruktøren. Hende skal man holde øje med.

Substansløs Shakespeare-fridigtning
Inden visningen af Ophelia sagde instruktør Claire McCarthy, at hun glædede sig til at høre vores feedback til en Q&A efter filmen. Godt som skidt!

Så jeg sad og talte op i to kolonner undervejs.

Det er en fed præmis. Hamlet, set fra Ophelias synspunkt. Lad os bare få nogle stærke kvinder ind i det stykke. Hamlet er jo et teenageforvirret skvat, så det mangler da bare, at nogen giver ham et par kærlige ord med på vejen!

Nogle gange er billederne blødende smukke, pikareske naturbilleder, som viser Tjekkiet (der ingenlunde ligner Danmark, hvor Shakespeares skuespil foregår) fra landets bedste side.

Skuespillerne er for det meste gode. Naomi Watts er skiftevis indbydende og utilnærmelig som Gertrude, og Clive Owens Claudius er et skønt modbydeligt røvhul. Daisy Ridley giver også en hæderlig præstation i hovedrollen, selv om hun ikke har meget at arbejde med.

Og det er netop problemet. Hele stykket er radikalt omskrevet på en måde, der låner løst fra William Shakespeare uden at lyde autentisk gammeldags. Bare nok til, at man savner hans prosa, hvis man kender den, og bliver forvirret, hvis man ikke gør.

Ophelia er nu heltinden i en young adult-fantasyfilm, der ligner og lyder som så mange andre fantasyfilm og forfladiger et komplekst skuespil i stedet for at udvide det.

Idéen er god. Udførelsen er mestendels ikke. Så giv mig hellere Rosenkrantz & Guildenstern are Dead.

Kvinde søger opmærksomhed
Andrea Riseborough er en stjerne.

Hun har tre film med på Sundance. I Stalins død er hun sober blandt skruppelløse rænkesmede, i Burden er hun selvsikker sydstatskvinde med en accent så tyk, at man kan skære i den.

Og i Nancy, der som Burden er med i hovedkonkurrencen, giver hun et skræmmende troværdigt billede af en forstyrret, opmærksomhedshungrende kvinde.

Til start skriver Nancy en blog om sine kvaler som forælder til et barn, der døde af sygdom. På den måde finder hun en far, der mistede sin lille datter. Men i virkeligheden har Nancy aldrig haft et barn – hun kan bare godt lide at digte historier!

Hun er midt i 30’erne, men bor stadig hos sin misbilligende, Parkinson-ramte mor. De elsker og hader hinanden, men er dybt afhængige af at være sammen. Hver dag er der et nyt afslag i postkassen fra et litterært magasin, som Nancy har sendt en historie til.

Da moren dør, sidder datteren forstenet tilbage og stirrer på tv’et. Og hører om en pige, der blev kidnappet for 30 år siden, og hvis desperate forældre stadig håber på at se hende igen. Og så kommer Nancy i tanke om: Blev hun egentlig ikke selv kidnappet som barn?

Debutanten Christina Choe leverer et hårdt, fascinerende drama, der bliver hjerteskærende komplekst, da Nancy opsøger de mennesker, hun håber er hendes forældre. Tror de, Nancy er deres datter? Gør hun selv? Og gør det nogen forskel, om hun er det eller ej?

Det er et fascinerende værk og en stor debut fra en lovende kvindelig filmskaber. Det kan juryen nok godt lide.